Kære netdoktor
Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 10 år. Vi har en datter på halvandet år. Vi har altid haft det rigtig godt sammen, og det har vi stadig. Jeg tror på at vi skal være sammen resten af livet. Min kæreste er den første og eneste jeg har haft sex med.
Mit problem er at jeg ingen sex lyst har. Det har jeg aldrig haft. Allerede efter 10 mdr kan jeg huske første gang min kæreste tog fat i mig og spurgte hvad der var galt. Siden har det været et tilbagevendende enme. Et emne fyldt af stor frustation. Både fra min kærestes side og fra min. Han forstår ikke hvorfor jeg ikke har lyst. Han savner bekræftelse og nærhed. At kysse og kramme er ikke nok, forståeligt nok. Han bliver ked af at blive afvist så ofte. Jeg er enormt ked af det.
Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og vil gerne give ham hvad han har brug for. Men jeg har simpelthen ikke lyst til sex. Jeg tænker på det hver dag, og har dårlig samvittighed. Dette får mig dog ikke til at tage initiativet til sex. Når vi så har sex, tænker jeg på alt mulig andet. Hvis jeg selv gerne vil have orgasme, skal jeg konsentrere mig helt vildt meget. Så meget at jeg ligger helt stille, og bruger alle mine kræfter på at fokusere på dette. Dette gør mig ikke synderlig spændende i sengen. Derfor er jeg også begyndt at fake. Det gør mig mere livlig, men med det resultat at jeg ikke selv får orgasme.
Jeg er med på at folk lyst til sex er individuel, og at mænd ofte har oftere lyst til sex end kvinder. Jeg er også med at på at efter 10 år, er det normalt ikke at have sex flere gange om ugen. Men, jeg har ALDRIG lyst. Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke hvad der er galt med mig. Jeg har det godt med min krop, og med min kærestes krop. Han er meget betænksom når vi har sex, og har virkelig været tålmodig med situationen. Jeg kan ikke bede om mere fra hans side.
Jeg vil så gerne finde en løsning på problemet. Jeg er nået frem til to muligheder. Jeg overvejer om der kan være ubalance i mine hormoner? Jeg er konstant træt, er meget følsom, er ukoncentreret, og får stadig bumser. Mit andet forslag er at jeg har en negativ barriere omkring sex, der skal arbejdes på. I så fald, ville du foreslå en psykolog eller en sexolog?
Jeg har kigget på nettet efter en der ville være passende til mit problem, men der er så mange der tilbyder forskellige former for behandling. Kan du anbefale nogen til mig?
Tak for hjælpen. Hilsen en spørger