Annonce

Medicinsk behandling af multipel sclerose

Hvordan behandler man sclerose med medicin?

Medicinsk behandling af multipel sclerose kan være rettet mod tre forskellige problemstillinger:

  • Behandling af det enkelte attak: Man behandler attaker med store doser binyrebarkhormon i tre til fem dage. Behandlingen gives som regel som tabletter, men kan også gives i drop, hvilket er lige effektivt. Der er ingen faste regler for, hvor svært attakket skal være for at berettige binyrebarkhormonbehandling, men de fleste læger vælger at behandle de attakker, som giver begrænsning af funktioner som for eksempel gang, balance, og finmotorik. Der er ingen fast øvre grænse for, hvor tit der kan gives binyrebarkbehandling. Bivirkningerne er søvnbesvær, fornemmelse af uro i kroppen, hurtig puls, humørændring, hævelse af hænder og fødder, rødme i ansigtet og forøget mavesyre. Personer, som har tendens til psykose, vil kunne få forværring af dette under attakbehandling. Som oftest oplever den behandlede kun enkelte af disse symptomer, og bivirkningerne er sjældent af en styrke, som forhindrer behandlingen. Behandling med binyrebarkhormon kan give knogleskørhed, og derfor bør unødig behandling undgås. Af samme grund gives der ofte behandling med D-vitamin og kalk efter attakbehandling.

  • Forebyggelse af sygdomsaktivitet: Når sclerosediagnosen er stillet er det vigtigt at starte forebyggende behandling. I starten fandtes der kun forebyggende behandling af den attakvise sclerose. Først i 2018 er der blevet godkendt en effektiv medicin til behandling af de cirka 10-15 procent af tilfældene, som kaldes primært progressive (det vil sige sygdomsudvikling uden attakker). Der findes nu også medicin, der er godkendt til behandling af sekundær progressiv multipel sclerose, der hos de fleste efterfølger attakvis multipel sclerose efter en længere årrække.

  • Lindrende behandling af symptomer: Den lindrende behandling er beskrevet kort i artiklen her: Symptomer på multipel sclerose.

Medicin til behandling af attakvis multipel sclerose

Der har inden for de sidste 10 år været en kraftig evolution af medicin til behandling af attakvis multipel sclerose. I dag er der mere end 10 forskellige sygdomsmodificerende behandlinger til rådighed.

Hyppigst anvendes en moderat effektiv (1.linje) behandling fra starten. Tidligere anvendtes interferon-beta eller glatirameracetat, der skal gives som indsprøjtning, men i dag er det stort set altid en moderat effektive (1.linje) tabletbehandling, der foretrækkes som første præparat. Hvis denne behandling ikke er tilstrækkelig effektiv, skiftes til en højaktiv (2.linje) behandling.

Hvis lægen vurderer, at sygdommen fra starten er meget aktiv, gives en højaktiv (2.linje) behandling som første behandling.

Nedenfor beskrives de forskellige typer af medicin, herunder det virksomme stof, man anvender til behandling af multipel sclerose.

Moderat effektive præparater (1. linje) præparater

Interferon-beta

Præparater: Betaferon®, Extavia®, Avonex®, Rebif®, Plegridy®

Interferon-beta gives som indsprøjtning ind under huden eller i musklen med hyppighed fra dagligt til hver anden uge. Interferon-beta har moderat effekt på sygdomsaktiviteten, idet de nedsætter antallet og sværhedsgraden af attakker og mindsker udviklingen af permanente symptomer.

Bivirkninger: De hyppigste bivirkninger er influenza-lignende symptomer efter en injektion og rødme og irritation af huden på stedet for injektionen.

Glatirameracetat

Præparater: Copaxone®, Copemyl®

Glatirameracetat gives som en indsprøjtning ind under huden dagligt eller tre gange om ugen. Effekten er ganske som den, der opnås ved behandling med interferon-beta.

Bivirkninger: Den væsentligste bivirkning er reaktion på injektionsstedet med irritation af huden og hårdhed af vævet under huden. Sjældent ses en reaktion med åndenød, hjertebanken og trykken i brystet efter en injektion.

Teriflunomid

Præparater: Aubagio®

Behandlingseffekten af teriflunomid, der gives som en tablet dagligt, svarer stort set til effekten af interferon-beta.

Bivirkninger: Almindelige bivirkninger omfatter gastrointestinale symptomer, specielt diarré, let hårudtynding og forhøjede leverenzymer. Teriflunomid kan give fosterskader og bør ikke anvendes til kvinder, der planlægger graviditet.

Dimethylfumarat

Præparater: Tecfidera®

Dimethylfumarat skal tages som tabletter to gange dagligt. Behandlingen medfører, at attakhyppigheden nedbringes og udviklingen af permanente symptomer mindskes, med samme eller lidt større effekt end teriflunomid.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger er ansigtsrødme (flushing) og symptomer fra mave-tarmkanalen. Der er forekommet enkelte tilfælde af progressiv multifokal leukoencefalopati (PML). Se under natalizumab.

Højeffektive præparater (2. linje) præparater

Sphingosin-1-phosfat receptor (S1PR) modulatorer

Fingolimod

Præparater: Gilenya®

Behandling med fingolimod gives som en tablet dagligt. Behandlingseffekten på attakhyppigheden er mere udtalt end den, der ses ved behandling med de moderat effektive (1. linje) behandlinger, og der ses en reduktion i udviklingen af permanente neurologiske symptomer. Behandlingen anvendes primært, hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom.

Bivirkninger: I forbindelse med administrationen af første tablet ses påvirkning af hjertefrekvensen med nedsat pulsfrekvens (bradykardi) og hos enkelte forbigående ledningsblok. Der har forekommet herpes-virusinfektioner med dødelig udgang, og enkelte tilfælde af progressiv multifokal leukoencefalopati (PML) er rapporteret.

Ozanimod

Præparater: Zeposia®

Behandling med ozanimod gives som en tablet dagligt. Behandlingseffekten er som den, der ses ved fingolimod. Behandlingen anvendes primært, hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom.

Bivirkninger: Bivirkningerne har samme karakter som ved fingolimod, men påvirkning af hjertefrekvensen og ledningsblok i forbindelse med administrationen af første tablet forekommer sjældnere.

Ponesimod

Præparater: Ponvory®

Ponesimod, der ligesom fingolimod og ozanimod er en såkaldt sphingosin-1-phosfat receptor modulator, og gives som en tablet daglig. Behandlingseffekten er som den, der ses ved fingolimod. Behandlingen anvendes primært, hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom.

Bivirkninger: Bivirkningerne har samme karakter som ved fingolimod, men påvirkning af hjertefrekvensen og ledningsblok i forbindelse med administrationen af første tablet forekommer sjældnere.

Natalizumab

Præparater: Tysabri®

Natalizumab har en udtalt dæmpende effekt på sygdomsaktiviteten og anvendes primært, hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom. Behandlingen gives månedligt enten i scleroseklinikken som infusion (drop) i en blodåre eller i hjemmet som en indsprøjtning.

Bivirkninger: Da natalizumab i sjældne tilfælde kan medføre en alvorlig, virusinfektion (JC-virus) i hjernen, der kaldes progressiv multifokal leukoencefalopati (PML) og ofte medfører svære neurologiske symptomer med en dødelig hos cirka 20 procent, er anvendelsen begrænset.

Alemtuzumab

Præparater: Lemtrada®

Alemtuzumab gives som en daglig infusion (drop) i en blodåre i fem dage og efter et år gentages behandlingen med infusioner i tre dage. Behandlingen foregår på hospitalet. Behandlingen anvendes, hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) eller en højeffektiv (2. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig. Alemtuzumab mindsker antallet af attakker betydeligt i forhold til interferon-beta og sænker udviklingen af permanente neurologiske symptomer. Mange vil efter en 2-årig behandling ikke have yderligere behov for behandling i flere år, og mere end halvdelen er uden sygdomsaktivitet efter fem år uden yderligere behandling.

Bivirkninger: Der er hyppigt bivirkninger, hvoraf de vigtigste er immunbetingede sygdomme: stofskiftesygdom hos mere end en tredjedel, blodplademangel hos få procent og sjældne tilfælde af nyresygdom.

Cladribin

Præparater: Mavenclad®

Cladribin gives som tabletter i to korte behandlingsserier på fire til fem dage gentaget efter 12 måneder. Behandlingen anvendes primært hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom. Behandling med cladribin-tabletter medfører en klar effekt på attakrisikoen og en markant reduktion af sygdomsforværringen. Efter to år er næsten halvdelen uden ny sygdomsaktivitet, og for nogle består effekten længere end to år efter behandlingens påbegyndelse.

Bivirkninger: Behandlingen kan medføre langvarigt nedsat lymfocyttal i blodet, og der er en øget forekomst af helvedesild.

Anti-CD20 antistoffer (B celle reducerende behandling)

Ocrelizumab

Præparater: Ocrevus®

Ocrelizumab gives som en infusion (drop) i en blodåre hver sjette måned. Behandlingen anvendes primært hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom. Behandling med ocrelizumab reducerer i udtalt grad hyppigheden af attakker og nedsætter risikoen for varig forværring af sygdomssymptomer.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger ved ocrelizumab-behandling er infusionsrelaterede symptomer og en let øget risiko for infektioner.

Ofatumumab

Præparater: Kesimpta®

Ofatumumab gives som injektion hver 4. uge og anvendes primært hvor effekten af en moderat effektiv (1. linje) behandling ikke har været tilstrækkelig, men kan også anvendes som første behandling ved meget aktiv sygdom. Behandling med ocrelizumab reducerer i udtalt grad hyppigheden af attakker og nedsætter risikoen for varig forværring af sygdomssymptomer.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger ved ofatumumab-behandling er hævelse og ømhed på injektionsstedet og en let øget risiko for helvedesild.

Mitoxantron

Præparater: Mitoxantron

Mitoxantron er en stærk cellegift med en behandlingseffekt på linje med natalizumab. Behandlingen gives som infusioner (drop) ind i en blodåre hver tredje måned.

Bivirkninger: På grund af mange, ofte alvorlige bivirkninger, herunder hjertesvigt og behandlingsfremkaldt leukæmi, anvendes mitoxantron nu sjældent til behandling af multipel sclerose, hvor der er flere andre behandlingsmuligheder.

Medicin til behandling af primær progressiv multipel sclerose

Ocrelizumab

Præparater: Ocrevus®

Ocrelizumab benyttes til behandling af personer med primær progressiv multipel sclerose, det vil sige scleroseramte med attakker, hurtig sygdomsprogression eller tegn på sygdomsaktivitet på MR-scanning.

Bivirkninger: De væsentligste bivirkninger ved ocrelizumab-behandling er infusionsrelaterede symptomer og en let øget risiko for infektioner.

Medicin til behandling af sekundær progressiv multipel sclerose

Siponimod

Præparater: Mayzent®

Siponimod, der ligesom fingolimod og ozanimod er en såkaldt sphingosin-1-phosfat receptor modulator, gives som tabletbehandling en gang daglig og er godkendt til behandling af sekundær progressiv multipel sclerose, når der inden for det sidste år har været attakker eller nye forandringer på MR-scanning. Effekten er en moderat reduktion af sygdomsprogression ligesom attakker mindskes.

Bivirkninger: Bivirkningerne har samme karakter som ved fingolimod, men påvirkning af hjertefrekvensen og ledningsblok i forbindelse med administrationen af første tablet forekommer sjældnere.

Sekundær progressiv multipel sclerose kan også behandles med interferon-beta eller mitoxantron, men effekten er ikke lige så god som ved attakvis multipel sclerose.

Behandling af meget aggressiv attakvis multipel sclerose

Knoglemarvstransplantation (intensiv immunsuppression med autolog hæmatopoietisk stamcelletransplantation)

Behandlingen anvendes specielt til svær attakvis multipel sclerose, hvor behandling med forskellige medicintyper ikke har virket.

Dette er den mest intensive behandlingsform, hvor immunsystemet sættes ud af spil med intensiv kemoterapi, hvorefter man får egne stamceller fra knoglemarven, der var blevet høstet før den intensive immunundertrykkende behandling (immunsuppression). På denne måde fornys immunsystemet, og man kan være uden tegn på sygdomsaktivitet i adskillige år.

Læs mere om SCLEROSE

Sidst opdateret: 12.01.2022

Annonce