Svar:
Din søn kan godt have en mislyd fra hjertet selv om alt er helt normalt. Hos mange børn kan blodets strømning og hjertets bevægelser høres med stetoskop. Sådan en mislyd lyder anderledes end dem som skyldes misdannelser. Nogle
gange forsvinder denne tilfældige mislyd først efter flere år. Men det er faktisk ligegyldigt hvornår den forsvinder, for der er tale om noget normalt og ufarligt. En mislyd i hjertets uddrivningsfase kan selvfølgelig også skyldes misdannelser i hjertet. Hos et barn som din søn er mulighederne få, når der
har været normal udvikling det første leveår og ingen andre tegn på hjertesygdom. Mislyden kunne således stamme fra et lille hul i skillevæggen mellem hovedkamrene. Den kunne også opstå ved klappen i hovedpulsåren, hvis klappen var for snæver. Eller den kunne stamme fra klappen i lunge-pulsåren,
hvis den var for snæver eller hvis der var et hul i skillevæggen mellem forkamrene. Nogle af disse misdannelser forsvinder af sig selv. Andre vil bestå, men uden behov for behandling. Og nogle vil kræve operation. Hvis mislyden giver mistanke om misdannelser, bør barnet undersøges med ultralyd.
En tilfældig mislyd fra et normalt hjerte kan godt skelnes fra en mislyd som skyldes en misdannelse. Lægen skal tage stilling til om det drejer sig om den ene eller den anden slags mislyd. Derimod er det en dårlig fremgangsmåde at vente og se om mislyden forsvinder af sig selv. At skelne mellem mislyde
kræver stor erfaring i at undersøge børn. Hvis lægen er i tvivl kan han eller hun henvise til en læge med speciale i medfødte hjertesygdomme.
Med venlig hilsen,
Christian Rask Madsen, læge &
Christian Torp-Pedersen, speciallæge i hjertesygdomme