Kære Spørger
Børneorm er en infektionssygdom, som skyldes en organisme, der hedder Enterobius vermicularis. Sygdommen starter ved, at man indtager et ormeæg, og det udklækkes så i tarmsystemet. Den voksne orm vandrer så gennem hele tarmsystemet, og lægger sine æg i den allersidste del af endetarmen og i huden omkring endetarmsåbningen. Herfra overføres æggene så til andre, eller på ny til en selv, hvorefter livscyklussen gentager sig.
Diagnosen børneorm stilles ofte på observation af levende orm i afføringen, de vil ligne små hvide stykker sytråd. En anden måde at stille diagnosen på er ved at lave et såkaldt analaftryk, hvor man med et stykke almindelig klar tape opsamler de æg der måtte være omkring endetarmsåbningen. Prøven udføres om morgenen, da æggene typisk ophobes om natten, og lægen vil så kunne se dem i et mikroskop.
Det vigtigste, når der er konstateret børneorm, er, at man får behandlet samtlige medlemmer i husstanden samtidig, således at man ikke kan smitte hinanden igen. Behandlingen består af et medicinsk præparat, der slår de levende orme ihjel. Behandlingen gives tre gange med to ugers mellemrum for at være sikker på, at alle orme slås ihjel.
Da smittevejen består af, at æg overføres til en ny vært, er rengøring og hygiejne det væsentligste tiltag overhovedet. Det er vigtigt, at alle æg fjernes, og derfor bør man vaske tøj, sengetøj og dyner, neglene bør være kortklippede, og der må etableres en meget omhyggelig håndhygiejne i husstanden. Kun sådan vil man endegyldigt få bugt med børneorm.
Der er naturligvis den mulighed, nu da du oplever gentagne infektioner, at det slet ikke er børneorm, det drejer sig om, men en helt anden slags orm. Du bør kontakte din læge med henblik på en snak om, hvad det da ellers kan være.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin