Kære Netdoktor
Min datter på 7½ år har gennem den sidste måneds tid fået nogle pludselige, meget kraftige svedeture, der varer 1½ - 2 timer. I starten med flere dages mellemrum men senere hyppigere, sidste gang to gange på én dag. Det er altid, når hun sidder og slapper af, ofte om formiddagen. Så begynder hun at svede kraftigt så tøj og puder bliver helt gennemblødt.
Hun har ikke feber, og bagefter er hun helt frisk. Så længe det står på, kan hun godt være lidt sløv. Hun siger også, at hun får hovedpine og ondt i benene (knæleddet), mens det står på. Vi har talt med vores læge, der ikke umiddelbart har en forklaring. Men helt normalt er det vel ikke? Har du et bud på, hvad det kan være?
Med venlig hilsen en spørger