Kvinder, mænd og overgangsalder

Vi producerer færre kønshormoner med alderen – kvinder holder op med at danne østrogen, og mænd danner mindre testosteron. Hvilke symptomer kan det give, og hvad kan man gøre for at lindre dem? Kommer mænd overhovedet i overgangsalderen? Læs med og bliv lidt klogere.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Fælles for kvinder og mænd er, at udskillelsen af kønshormoner bliver stadig mindre med årene. For kvindernes vedkommende ophører produktionen af de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron helt, mens mænd danner mindre af det mandlige kønshormon testosteron.

Det er almen kendt, at kvinder går i overgangsalder. Men gør mænd også det? Det får du et bud på her, men først får du indblik i, hvad der sker hos hvert køn, når dannelsen af kønshormoner begynder at ændre sig.

Hvad sker i kvinders overgangsalder?

Kvinder kommer typisk i overgangsalderen, når de er mellem 45 og 55 år. Menopausen er tidspunktet for den sidste menstruation, og overgangsalderen (eller klimakteriet) er årene før og efter, som er præget af symptomer på den svingende hormonproduktion. Danske kvinder er i gennemsnit omkring 51 år på tidspunktet for sidste menstruation. Man ved ikke, hvorfor kvinder går i overgangsalderen.

Når kvindens æg i æggestokkene er ved at slippe op, ændres ægløsningerne, og menstruationerne bliver ofte uregelmæssige. Hun ophører med at producere kønshormonet progesteron, som hun hidtil har dannet efter hver ægløsning, og hvis funktion er at stabilisere slimhinden i livmoderen til at kunne modtage et befrugtet æg. I et stykke tid herefter svinger produktionen af det andet kvindelige kønshormon østrogen for til slut helt at ophøre.

Bortset fra de uregelmæssige blødninger har det ingen betydning for kvinden, at hun ikke længere producerer progesteron, men det kan svingningerne i østrogenniveauerne og til slut ophøret af østrogen til gengæld have.

Kun 1/3 er meget plaget

Anette Tønnes Pedersen er speciallæge i gynækologi og obstetrik og arbejder som overlæge på Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet. Ifølge overlægen er det forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor længe hun er i overgangsalderen, ligesom det også er forskelligt, om kvinder i denne fase har symptomer på ændringerne i østrogenniveauerne, og i så fald hvilke symptomer hun har, og hvordan hun påvirkes af dem.

- Man ved fra forskning, at langt fra alle kvinder får symptomer. Omkring 1/3 får ingen symptomer, mens 1/3 får nogle symptomer og kan leve med dem. Endelig er der omkring 1/3, der har symptomer, som påvirker deres hverdag i sådan en grad, at de har behov for lindring, siger Anette Tønnes Pedersen.

Annonce (læs videre nedenfor)

Typiske symptomer hos kvinder

Hvis man oplever symptomer på overgangsalder, kan man have få, flere eller mange af dem. De mest almindelige symptomer er pludselige hedeture, hvor man oplever indefra kommende varmebølger, som typisk varer i op til et par minutter ad gangen. De kan komme og gå i perioder hos nogle, mens de hos andre er et dagligt problem. Hedeture skyldes blandt andet, at den svingende produktion af østrogen forstyrrer kroppens indre termostat. Det kan også give sig udslag i hedeture om natten, hvor man kan vågne badet i sved.

Ud over at hedeture kan forstyrre nattesøvnen, kan nogle få problemer med at falde i søvn, mens andre vågner om natten og ikke kan sove videre. Nogle oplever indre uro om natten med for eksempel hjertebanken og/eller tankemylder.

Led- og muskelsmerter er også almindeligt. Det skyldes nedgangen i østrogen, der hidtil har vedligeholdt og smurt bindevævet omkring leddene og slimhinderne i led og seneskeder. Smerterne forveksles ofte med slidgigt. Man kan også få tørre slimhinder og opleve kløe og svie omkring skeden, der kan give smerter ved samleje eller nedsat sexlyst. Man kan desuden blive inkontinent ved for eksempel løb, hop, hoste og nys. Det sker, fordi slimhinden i skeden og omkring urinrøret bliver tynd.

Andre symptomer kan være humørsvingninger, irritabilitet og træthed.

Når hormonproduktionen af østrogen er stoppet, klinger symptomerne gradvist af. For nogle tager det længere tid end for andre. Det er meget individuelt. Problemer med tørre slimhinder og inkontinens varer dog ved, også når man bliver ældre.

Øget risiko for knogleskørhed og hjertekarsygdomme

Østrogen er et vigtigt hormon for kvinder, der også vedligeholder knoglerne og hindrer, at de afkalker. Når produktionen af østrogen aftager, øges derfor også risikoen for knogleskørhed. En risiko, der består resten af livet.

Hjerte-kar-sygdomme er man også mere udsat for, som følge af at østrogen ikke længere beskytter blodkarrene mod at udvikle åreforkalkning. Dog understreger Anette Tønnes Pedersen, at risikoen for både knogleskørhed og hjerte-kar-sygdomme ikke udelukkende handler om østrogen, men også om genetik og livsstil.

Annonce (læs videre nedenfor)

Går mænd i overgangsalder?

Læser man artikler på nettet, ser det ud til, at der er nogen uenighed om, hvorvidt mænd ligesom kvinder har en overgangsalder. I 50-60 årsalderen begynder mænd at danne mindre af det mandlige kønshormon testosteron. Men denne nedgang i testosteron er ikke det samme som, at mænd går i overgangsalder. I hvert tilfælde ikke, hvis man ved ordet "overgang" forstår, at man som kvinderne går fra at kunne få børn til ikke at kunne det. Det mener Anders Juul, der er professor på Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

Spørger man Svend Lindenberg, der er speciallæge i gynækologi og obstetrik på Copenhagen Fertility Center, mener han, at svaret på spørgsmålet, om mænd har en overgangsalder, både er ja og nej.

- Når ordet overgangsalder bruges om kvinder, forbindes det med, at de holder helt op med at menstruere, og at det er en overgang til noget andet. Hos mænd går deres produktion af testosteron ned over en periode på 5-10 år. Ordet 'overgangsalder' er misvisende ved mænd, fordi det ikke er en overgang, men en tilstand de langsomt glider ind i. Man taler om en andropause, der er permanent, siger Svend Lindenberg.

Uenigheden, når det gælder mænd og overgangsalder, handler mere om, hvorvidt lægerne skal tilbyde mænd hormonbehandling, hvis de har symptomer på de hormonelle forandringer. I udlandet er behandling med testosteron blevet en stor indtægt for medicinalindustrien, og det diskuteres både internationalt og herhjemme, om man skal behandle ældre mænd med testosteron.

Symptomer hos mænd

Alle mænd vil med alderen producere mindre testosteron. Ifølge Svend Lindenberg har 20 procent af alle mænd over 70 år for lavt testosteron, men er ikke plaget af symptomer. Hvis man får symptomer, vil de variere fra mand til mand.

Det mandlige kønshormon testosteron dannes i testiklerne og binyrerne. Det har betydning for knoglerne, stofskiftet, leverfunktion, prostatakirtlen og alment velvære.

Hvis man får symptomer på en nedgang i kønshormonet, kan de for eksempel vise sig ved, at man er træt, mangler initiativ og føler sig ugidelig. Man kan også blive i dårligt humør og komme til at mangle sexlyst og have problemer med erektion. Hertil kommer, at man kan tage på i vægt og opleve mindsket muskelstyrke.

Kunstigt fremkaldt

Kvinder, der er bragt kunstigt i overgangsalderen, kan ifølge Anette Tønnes Pedersen ofte opleve værre symptomer på overgangsalderen. Det gælder for eksempel, hvis man har fået fjernet begge æggestokke præventivt, fordi man er arveligt disponeret for æggestokkræft. Jo tidligere man er bragt kunstigt i overgangsalderen, jo værre synes generne at være, ifølge Anette Tønnes Pedersen.

Man kan også få kraftigere symptomer på overgangsalder, hvis nedgangen i kønshormoner skyldes, at man får antihormonbehandling ved kræft. Det gælder både mænd og kvinder. For mænds vedkommende ved prostatakræft og kvinders kræft i livmoder, æggestokke eller bryst.

Læs mere om OVERGANGSALDER

Sidst opdateret: 14.06.2019