En biopsi er en vævsprøve, der kan stamme fra alle typer af væv i kroppen. En biopsi tages, fordi man vil undersøge et bestemt vævs mikroskopiske sammensætning.
Normalt kræves kun ganske små prøver for at kunne analysere et bestemt væv. I nogle tilfælde er det endda tilstrækkeligt at skrabe over et område, som det er tilfældet ved celleundersøgelser af livmoderhalsen . Ved tyktarmsundersøgelse kan en biopsi tages via en endoskopi-tang gennem endoskopet. I andre tilfælde tages biopsien via en tyk kanyle - for eksempel ved lever- eller nyrebiopsi.
En leverbiopsi kan foretages blandt for at bekræfte diagnoser som skrumpelever (cirrose), leversvulster , cyster eller leverbetændelse (hepatitis).
Før biopsien bliver du bedt om at ligge på venstre side langs sengekanten med højre hånd under hovedet. Det er vigtigt, at man bliver liggende i denne stilling så stille som muligt.
Huden og bugvægen vil blive bedøvet med en lokalbedøvende sprøjte. Det er ikke nødvendigt at bedøve selve leveren, da man ikke kan føle smerte i den.
Denne biopsi tages for at undersøge materiale fra indersiden af livmodervæggen (endometriet). Denne undersøgelse kan blandt andet afsløre polypdannelse, kræft samt rester fra tidligere aborter . Undersøgelsen kan endvidere give oplysninger om hormonbalancen i kroppen.
De mest anvendte undersøgelser udføres normalt i fuld bedøvelse.
Livmoderhalsen udvides ved at indføre en række afrundede metalstave med stadig større tykkelse.
Når åbningen i livmoderhalsen er stor nok til, at man kan indføre en lille skarpkantet ske (en curette) i livmoderen gøres dette. Herved skrabes væv fra livmoderens inderside.
Man kan foretage en biopsi af blærehalskirtlen (prostata) for at undersøge og udelukke en ondartet kræftknude. Denne biopsi foretages oftest gennem den forreste del af endetarmsvæggen, fordi ondartede forandringer netop har tendens til at sætte sig her.
Ved selve biopsitagningen skal man enten ligge på siden eller på ryggen med benene trukket op under sig og knæene adskilt.
Ved forandringer i huden, der kræver nærmere undersøgelse, kan en hudbiopsi være nødvendig.
En knoglemarvsbiopsi kan være nødvendig ved mange typer af sygdomme i knoglemarven, blodet og lymfesystemet. Det kan dreje sig om kræft i det lymfatiske system og knoglemarven, leukæmi, mangel på hvide blodlegemer eller uforklarlig blodmangel .
Prøven tages oftest fra den øvre bagerste del af hoftekammen, men kan også tages fra brystbenet.
Hvis man ved en klinisk undersøgelse eller ved en mammografi afslører en knude i brystet, vil man foretage en biopsi. Dette gøres for at afsløre, om knuden er godartet eller ondartet.
Biopsien kan foretages som en finnålsbiopsi, hvor en kanyle stikkes ind i knuden og suger en vævsprøve ud.
Hvis man har behov for at undersøge den midterste del af tyndtarmen (jejunum), kan man ikke gøre det via et endoskop. Derfor bruger man en biopsikapsel til at tage prøver fra dette område.
Studie af vævsopbygningen (histopatologi) og studie af celler med unormalt udseende (cytopatologi) er metoder til diagnosticering af sygdomme i celler og væv, som er meget sikre. Det er eksempelvis muligt at diagnosticere kræft , idet kræftceller oftest har meget store cellekerner og danner uregelmæssige mønstre, der invaderer omkringliggende væv og blodkar.
Når patologen får en vævsprøve (biopsi) til undersøgelse, deles den op i små stykker, der dyppes i formalin eller et andet fikseringsmiddel. Det fikserede væv bliver så indlejret i parafin. Herefter snittes parafinblokken i ganske tynde stykker, som kan placeres på et objektglas. Parafinen fjernes og vævet farves herefter med specielle farver, der kan forstærke de mikroskopiske detaljer. Herefter er præparatet klar til mikroskopi. Hvis der er mistanke om at finde en bestemt type celler, kan prøven farves specifikt for denne type celler.
Sidst opdateret: 31.10.2003