Hvad er en bronkoskopi?
Bronkoskopi betyder at efterse (scopere) luftrørene (bronkierne). Luftrørssystemet starter ved hovedluftrøret, som fra strubehovedet går nedad, til det deler sig i en højre og venstre hovedgren. Hovedgrenene deler sig længere nede i bronkiegrene til hver sin lungelap, som igen deler sig til underafsnit af lungelapperne.
Højre lunge har en over-, en mellem- og en underlap, mens venstre lunge kun har en over- og en underlap). Efter cirka 22 delinger når de mindste bronkiegrene ned til mange millioner af luftsække (alveolerne). Med bronkoskopet kan man se ned i luftrørene, efter at de har delt sig fem-seks gange. Det vil sige, at man kan ikke se de yderste grene af luftrørene, hvilket svarer til de sidste tre-fem centimeter af lungevævet ud mod brystkassen.
Bronkoskopet er et bøjeligt rør på cirka en meters længde, og som kun er en halv centimeter i diameter. Der er anbragt et lille videokamera i den ene ende som transmitterer skopibilledet til en farvefjernsynsskærm, så både skopør og hjælpepersonale kan følge med i undersøgelsen på skærmen.
Der er i skopet en arbejdskanal på knap to millimeter i diameter, som forløber i hele skopets længde. Kanalen bruges til at suge og skylle væske igennem og til at indføre forskellige instrumenter, blandt andet små tænger til at tage vævsprøver, små nåle til at suge væv op med eventuelt efter at nålen er ført ud gennem bronkievæggen ud i en lymfeknude eller en vævsknude som trykker på luftrøret. Små børster kan også føres via arbejdskanalen ned i et luftrør og kan bringe væv fra bronkierne med op som kan give værdifulde oplysninger.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Selve undersøgelsen foregår med patienten i liggende eller siddende stilling. En dosis af noget hurtigtvirkende afslappende lægemiddel gør, at undersøgelsen ikke føles ubehagelig. Næsen og stemmelæberne lokalbedøves. Skopet indføres gennem det ene næsebor og herfra ned i svælget til strubelåget, hvor stemmelæberne først efterses og lokalbedøves grundigt. Herefter passerer man ned i hovedluftrøret (trachea), ned til det deler sig i de to hovedgrene til hver sin lunge. Herfra går det videre ud i forgreningerne.
Hvor længe varer undersøgelsen?
Undersøgelsen varer i øvede hænder mellem 5 og 20 minutter. Et par timer efter undersøgelsen kan patienten tage hjem og komme igen et par dage efter for at få besked om prøveresultatet.
Hvornår er der grund til at bronkoskopere?
Ved en lang række sygdomme i luftrør og lunger kan bronkoskopien både være diagnostisk, det vil sige føre til, at lægen kan stille en diagnose, men kan også anvendes behandlingsmæssigt.
De tilfælde, hvor en bronkoskopi kan være nyttig i diagnostikken af lungesygdomme, er ved 'pletter på lungen' (på røntgenbillede eller scanningsbillede), hvor der blandt andet kan være mistanke om lungekræft længerevarende lungebetændelser eller andre luftvejslidelser, som ikke klarer op på almindelig medicinsk antibiotisk behandling.
De tilfælde, hvor bronkoskopi kan være nyttig i behandlingen af lungesygdomme, er:
Opsugning af store mængder slim som kan lukke for et luftrør.
Fjernelse af fremmedlegemer for eksempel hos børn som har 'fået noget i den gale hals' - en peanut eller en lille legetøjsdims som kan fiskes op fra en bronkiegren.
Laserbehandling af en kræftsvulst som truer med at lukke af for et luftrør.
Anbringelse af en stent, det vil sige et stift hult rør, som kan holde et luftrør åbent, for eksempel hvis en kræftsvulst er ved at lukke af for en bronkiegren.
Anbringelse af en radioaktiv kilde (oftest iridium), som indefra kan bestråle en kræftsvulst og få den til at skrumpe ind (brachytherapi).
Hvad skal man tage hensyn til, før man udføre en bronkoskopi?
Det er bedst at have et røntgenbillede eller et CT-scanningsbillede af brystkassen på stuen, hvor undersøgelsen udføres, så man under undersøgelsen kan kaste et blik på billedet for at sikre sig, at man går ud i det 'rigtige' luftrør og tager prøverne.
Hvis en plet sidder langt ude i lungevævet, kan der oftest ikke ses noget på røntgenbilledet, og man kan så blindt føre en børste eller en tang ud i det luftrør, man kan regne ud må føre ud til pletten og tage de nødvendige prøver. Denne undersøgelse udføres bedst i røntgengennemlysning, hvor man under røntgenvejledning kan føre instrumentet ud til pletten, hvor prøven tages. Det er endvidere nødvendigt at have blodprøver som belyser, om patientens evne til at størkne blod er normal. Ellers kan man risikere en alvorlig blødning fra de steder, hvor der tages vævsprøver.
Hvis personen tager hjertemagnyl, som mindsker blodets evne til at danne blodpropper, men samtidig som en bivirkning øger risikoen for længerevarende blødning efter en vævsprøve, skal denne behandling stoppes en uge før en bronkoskopi.
En bronkoskopisk undersøgelse er stort set risikofri, men hvis patienten er for syg eller for svag, kan risikoen alligevel være for stor i forhold til fordelene. En undersøgelse af lungefunktionen, hjertefunktionen (ekkokardiografi) og blodgasanalyse (måling af blodets iltindhold) kan vejlede ved udvælgelsen af de patienter, som kan tåle undersøgelsen, og de patienter hvor risikoen er for stor. Beslutningen herom må bero på en vurdering i hvert enkelt tilfælde - en vurdering som eventuelt kan træffes ved en fælles konference med lungemediciner, hjertelæge, kirurg og naturligvis patienten.
Hvilke komplikationer kan der være ved en bronkoskopi?
Komplikationer efter en korrekt udført bronkoskopi er heldigvis sjældne. Det kan være:
Krampe i luftrørerne (lyder som et astmaanfald) - går oftest over af sig selv uden gener for patienten.
Næseblod efter indførelse af skopet gennem et snævert næsebor. Går oftest over af sig selv, men kan behandles med hovedet højt og en ispose på næsen.
Lavt iltindhold i blodet - behandles ved ilttilførsel under undersøgelsen gennem det næsebor, hvor skopet ikke er indført. Ilttrykket måles løbende under en bronkoskopisk undersøgelse ved en såkaldt pulsoxymetri, hvor en klemme anbringes på en finger og måler blodets iltindhold ved at lyse gennem neglen.
Blodigt opspyt efter vævsprøver eller overfladiske skoplæsioner i bronkieslimhinden. Går over af sig selv.
Sammenklappet lunge. Når prøver tages blindt ud i et luftrør med børste eller tang, kan man komme til at punktere lungehinden, hvorved der trænger luft ud i lungehulen, og lungen klapper sammen. Lungen vil oftest udfolde sig af sig selv, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt under lokalbedøvelse at stikke et lille plastikrør udefra ind i lungehulen og suge luften ud. Herved folder lungen sig ud igen, og røret kan fjernes.