Skrumpelever er resultatet af leverens forsøg på at reparere en tidligere skade på leveren. Ved Skrumpelever er der dels øget dannelse af bindevæv i leveren, dels abnorm dannelse af nye leverceller. Årsagen til at der dannes arvæv er oftest en længerevarende betændelse, som hyppigst skyldes smitsom leverbetændelse eller alkohol. På grund af arvævet kan leveren ikke fungere normalt. Nedsat leverfunktion har stor betydning, da leveren spiller en vigtig rolle i omsætningen af mange stoffer i organismen. Skrumpelever er en af de hyppigste dødsårsager i alderen 25 til 65 år.
Den langvarige betændelse, der fører til skrumpelever, kan skyldes:
Alkoholforbrug. Det er meget forskelligt, hvor meget alkohol der skal til for at få skrumpelever. Det afhænger blandt andet af, hvor stor man er.
Leverbetændelse af virustyperne hepatitis B og C.
Galdegangsygdom, enten i form af primær biliær cirrhose eller ekstremt sjældent på grund af galdesten.
Sygdomme i immunapparatet, såkaldte autoimmune sygdomme.
Leverbetændelse på grund af for meget fedt i leveren.
Kemiske stoffer som for eksempel trichloroethylen.
Nogle typer medicin som for eksempel Methotrexate.
I de tidlige stadier af sygdommen:
Træthed og svaghed
I de sene stadier af sygdommen:
Gulsot. Det vil sige, at huden og det hvide i øjnene bliver gult.
Mørk gul eller brun urin.
Unormale blodårer i huden.
Mænd får brystdannelse.
Forstørrelse af milten.
Vandansamlinger i bughulen og benene.
Der kan komme blodige opkastninger, som skyldes åreknuder i spiserøret eller blødning fra mavesækkens slimhinde.
Når sygdommen forværres, kan det medføre:
Livstruende blødning, især fra spiserøret og mavesækken
Infektion i væsken i bughulen
Nyresvigt
Lade være med at drikke mere end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det vil sige 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd.
Lade sig behandle for eventuel alkoholisme.
Undgå at få leverbetændelse. Hvis man har fået det, skal det undersøges, om man kan behandles for det.
Leverfunktionen undersøges ved blodprøver og urinprøver. Desuden skal der foretages ultralydsundersøgelse og vævsprøver af leveren.
Oprethold så aktiv en tilværelse som muligt. Hvis benene er opsvulmede, skal man holde dem højt, når man hviler.
Undlad at drikke alkohol. Sørg for at spise en proteinrig, god og varieret kost og undgå salt. Det kan være nødvendigt at få vitamin- og mineraltilskud.
Den gradvise ødelæggelse af leveren kan standses, hvis årsagen bliver fjernet. De skader, der er sket, kan ikke genoprettes, men symptomerne kan lindres eller beherskes. Hvis man sørger for at blive behandlet tidligt i sygdommen, kan man have en næsten normal tilværelse. Hvis man ikke fjerner årsagen til skrumpeleveren, vil der komme flere ar i leveren, som til sidst vil svigte.
Skrumpelever er svær at behandle, og behandlingen retter sig derfor hovedsagligt mod de komplikationer man kan få.
En tilstrækkelig og varieret kost med stort indhold af protein er vigtig.
Vanddrivende medicin ved væskeophobning i bughulen eller i benene.
Beta-blokkere med langtidsvirkning ved åreknuder i spiserøret. Medicinen nedsætter blodtrykket i åreknuderne og forebygger, at de brister og bløder.
Blødning fra åreknuder i spiserøret kræver omgående indlæggelse ogbehandles med et stof, der hedder Glypressin®, som nedsætter blodtilførslen til leveren. Livstruende blødninger fra åreknuder i spiserøret kan også behandles effektivt ved mavekikkertundersøgelse. Hvis blødningen ikke kan standses ved undersøgelsen, forsøger man at standse den med en ballon, der pustes op i spiserøret.
Ved uklarhed på grund af begyndende eller fuldt udviklet levercoma benyttes særlige afføringsmidler til at tømme tyktarmen.
Er leverens funktion svært nedsat, eller er der gentagne blødninger, kan der i en del tilfælde tibydes indsættelse af en ny lever, levertransplantation.
Sidst opdateret: 17.12.2008