Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Akut nældefeber (Akut urticaria)

Akut nældefeber, også betegnet akut urticaria, er en sygdom med nælder (hævelser) i huden. Hævelserne er typisk røde og kløende, men kan være mere blege med rødme, der omgiver de blege hævelser. I nogle tilfælde er udslættet mere ringformet . Nældefeber kan ses overalt på huden og kan eventuelt opstå sammen med hævelse i underhud eller slimhinder, dette kaldes også for angioødem.

Opdateret: 3. Januar 2019

Hvad er akut nældefeber

Akut nældefeber, også betegnet akut urticaria, er en sygdom med nælder (hævelser) i huden. Hævelserne er typisk røde og kløende, men kan være mere blege med rødme, der omgiver de blege hævelser. I nogle tilfælde er udslættet mere ringformet. Nældefeber kan ses overalt på huden og kan eventuelt opstå sammen med hævelse i underhud eller slimhinder, dette kaldes også for angioødem.

Nældefeber er et flygtigt udslæt. Hvis man for eksempel tegner omkring udslættet og kigger på optegningen nogle timer senere, vil man se, at udslættet har flyttet sig eller er forsvundet. Det enkelte nældefeberudbrud vil altid forsvinde på mindre end 24 timer uden at efterlade sig spor.

Hvem får akut nældefeber?

Akut nældefeber er en almindelig hudsygdom, som rammer både børn og voksne. Man anslår, at 15-20 procent af befolkningen vil opleve udbrud af akut nældefeber på et eller andet tidspunkt i løbet af deres levetid.

Hvad er symptomerne på akut nældefeber?

Akut nældefeber opstår hurtigt i løbet af minutter til få timer. Nældefeber giver kløe og eventuelt en brændende fornemmelse i huden. Man kan også føle et generelt ubehag, hvis der er mange nælder fordelt på store områder af kroppen. Der kan i sjældne tilfælde være ledsagende let feberreaktion.

Nogle oplever et begrænset udbrud af nældefeber, eventuelt efter berøring af planter (fx en brændenælde), fødevarer eller insektstik. Et sådant afgrænset nældefeber-udbrud varer typisk under 1 times tid. Andre oplever mere udbredt nældefeber, måske i forbindelse med infektion eller medicin-indtagelse. I disse tilfælde kan udslættet bevæge sig rundt omkring på kroppen og optræde over mange dage eller få uger (altid under seks uger, ellers taler man om kronisk nældefeber).

Hvad er årsagen til akut nældefeber?

Nældefeber opstår, når signalstoffer, blandt andet histamin, frigøres fra celler i huden. Histamin forårsager udvidelse og utæthed af hudens små blodkar, hvorved der opstår hævelse. Dette ses ved infektioner, parasitter, indtagelse af medicin, allergiske tilstande eller led i andre sygdomstilstande.Ofte finder man ingen årsag til et udbrud af akut nældefeber, som forsvinder igen, også uden at man er blevet behandlet.

Hvordan behandler man akut nældefeber?

Hvis man kender årsagen til den akutte nældefeber, skal man forsøge at fjerne denne, det vil sige behandle en eventuel udløsende infektion eller holde op med at tage det lægemiddel (for eksempel smertestillende medicin eller penicillin), som har fremkaldt udslættet.Ofte vil der også være behov for, at man samtidig modtager behandling for nældefeberen. Den typiske behandling er såkaldte antihistamin-tabletter, som kan købes i håndkøb eller på recept.

Svære tilfælde af nældefeber bør behandles af læge, som i nogle tilfælde vil give ekstra høje doser af antihistamin-lægemidlet. Ved voldsomme nældefeberudbrud og/eller medfølgende angioødem kan man få ekstra behandling med binyrebarkhormon tabletter. Nogle har så svære udbrud af nældefeber eller angioødem, at de må henvende sig til lægevagten eller på skadestuen. I disse situationer kan det blive nødvendigt at behandle med indsprøjtninger af antihistamin og binyrebarkhormon.

Hvad kan man selv gøre?

Hvis man på forhånd ved, at man har straksallergi eller intolerans overfor medicin, fødevarer eller måske latex, skal man undgå at indtage eller komme i berøring med disse produkter. Nogle oplever udbrud af nældefeber ved forskellige former for fysiske stimuli (fysisk aktivitet, kulde, varme, tryk, sollys eller vand), og i disse situationer kan man forsøge at forebygge udbruddet ved at undgå den provokerende faktor eller ved at få forudgående behandling med antihistamin-tabletter.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad er udsigten for fremtiden?

Akut nældefeber er en godartet sygdom med en god prognose. Nælderne forsvinder af sig selv i løbet af timer, dage eller få uger. Enkelte kan dog være så uheldige, at sygdommen fortsætter som kronisk nældefeber.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.