Hvad er difteri?
Difteri er en akut luftvejsinfektion fremkaldt af Corynebacterium diphteriae. Infektionen er alvorlig og med en høj dødelighed, selv i de vesteuropæiske lande.
Bakterierne slår sig ned på slimhinden i svælget, næsen eller struben, hvor de deler sig og udskiller et giftstof, toksin. Bakterien og toksinet ødelægger slimhinden, så der opstår en svær halsbetændelse og der dannes tykke belægninger. De membranagtige belægninger i halsen kan løsne sig og blokere luftvejene, så der opstår åndenød og eventuelt kvælningsanfald. Bakteriens giftstof trænger ind i kroppen og kan yderligere medføre skade på hjertet og nervesystemet.
Bakterien kan også trænge ind via sår på huden og give anledning til hud-difteri, som også kan være en alvorlig infektion.
Bakterien findes også i en variant, der ikke producerer toksin og derfor ikke giver alvorlig sygdom. I de senere år er man blevet opmærksom på, at en beslægtet bakterie, Corynebakterium ulcerans, som også kan være toksinproducerende og derfor give difteri, i sjældne tilfælde kan overføres til mennesker fra kæledyr som hunde og katte.
Hvorfor får man difteri?
Sygdommen smitter ved, at dråber fra næsen eller svælget spredes fra person til person, for eksempel ved hoste og nys. Mere sjældent kan difteribakterien trænge ind i huden via sår. I sjældne tilfælde kan raske kæledyr som hunde og katte overføre en særlig form for difteribakterie. Man kan få sygdommen, hvis man ikke er beskyttet af antistoffer (i Danmark opnås antistoffer ved vaccination). Bakterien kan godt overføres fra en person, der ikke har tegn på sygdom, en såkaldt 'rask smittebærer'. I de seneste år har der også været eksempler på raske smittebærere blandt fuldt vaccinerede personer.
Hvor findes difteri?
Bakterien kan findes overalt, men det er især i fattige og tætbefolkede områder, hvor ikke alle har fået difterivaccination, at sygdommen har mulighed for at sprede sig. I begyndelsen og midten af 1990’erne blev mere end 50.000 mennesker syge af difteri i Rusland og i de baltiske lande. De senere år har der tillige været mindre epidemier i Sydøstasien og i Sydamerika.
I Danmark og andre vestlige lande er sygdommen meget sjælden. Der har ikke været epidemier siden 1940’erne, hvor difterivaccination blev indført. Men enkelte tilfælde vil kunne ses, fordi en mindre del af befolkningen ikke er fuldt vaccineret, og der kan importeres difteri fra udlandet.
I Danmark er der senest konstateret klassisk difteri hos to voksne søskende i 1998. Den ene, der ikke var vaccineret som barn, døde før sygdommen blev konstateret. I 2015 var der et tilfælde af huddifteri hos en asylansøger og i 2017 blev påvist den særlige Corynebakterium ulcerans hos en dansk uvaccineret dreng. Der skete ikke spredning af sygdommen fra nogle af disse to tilfælde, hvor bakterien dannede giftstoffet.
Hvad er symptomerne på sygdommen?
Inkubationstiden (den tid det tager, fra en person er smittet, til sygdommen bryder ud) er oftest to til fem dage.
Lokale symptomer består af halssmerter, hoste og besvær med at trække vejret.
Almene symptomer viser sig ved let temperaturforhøjelse , slaphed og mathed.
Der kan i anden til sjette sygdomsuge ses påvirkning af hjertet og nervesystemet i form af lammelser. I værste fald kan det føre til forstyrrelser i hjertets rytme med risiko for hjertestop.
Dødeligheden er høj i udviklingslande, op mod 30 - 40 procent. I vestlige lande er der en dødelighed på omkring 5-10 procent, især fordi sygdommen er sjælden og i starten kan forveksles med andre infektioner, hvorfor behandlingen ikke indledes i tide.
Hvad kan man selv gøre for at undgå sygdommen?
Den vigtigste måde at undgå at få sygdommen på er ved vaccination. Alle børn i Danmark tilbydes rutinemæssigt fire vaccinationer mod difteri i børnevaccinationsprogrammet. Børn får difterivaccine sammen med stivkrampe-, kighoste- hæmophilus influenzae type B-, polio- og pneumokokvaccine i tre, fem og 12 måneders alderen. Difterivaccinen gives igen i femårsalderen. Herefter regnes barnet for at være beskyttet i yderligere mindst 10 år.
Skal man rejse i udlandet, anbefales det at sikre beskyttelsen ved en ny difterivaccination hvert 10. år. På skadestuer, hvor en person får en stivkrampevaccine på grund af et sår, gives der samtidig difterivaccine i en kombineret di-te-vaccine.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Der foretages en podning fra halsen, og bakterien findes herefter ved en såkaldt dyrkning i laboratoriet eller ved påvisning af DNA fra bakterien ved den såkaldte PCR-metode.
Sygdommen skal anmeldes som en del af overvågningen af alvorlige sygdomme til både embedslægen og til Statens Serum Institut.
Hvordan behandles sygdommen?
Der gives et såkaldt antitoksin, der skal modvirke bakteriens giftstof. Herudover gives antibiotika for at udrydde selve bakterien. Den syge skal holdes isoleret, og kunstig vejrtrækning med respiratorbehandling bliver ofte nødvendig. Der skal samtidig foretages undersøgelse af de personer, den syge har været i kontakt med. De tilbydes vaccination og forebyggende behandling med antibiotika, hvilket sker i et samarbejde mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og hospitalet.
Hvilken medicin kan anvendes?
Behandlingen er en specialistopgave og foregår på hospital.
Udsigt for fremtiden
Såfremt behandlingen indledes hurtigt, kan kvælningsfare undgås, og der er større muligheder for, at bakterien kan udryddes hos patienten, og at giftstoffet ikke får lov at virke på hjertet eller nervesystemet. Der kan ses langtidsfølger i form af lammelser, specielt i ansigtet og den bageste del af ganen samt forstyrrelser i hjerterytmen, der kan kræve vedvarende medicinsk behandling. På verdensplan vil sygdommen difteri formentlig blive svær at udrydde, blandt andet fordi bakterien ligesom kighostebakterien vil kunne spredes også blandt vaccinerede og raske personer, uden at det opdages, at personerne har bakterien i svælget. Man kan ikke regne med at være beskyttet, selvom man har haft sygdommen og skal derfor vaccineres bagefter.