Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Infektioner

Kyssesyge (Mononukleose)

Kyssesyge, eller mononukleose, er en virussygdom, der blandt andet smitter ved overførsel af spyt, og som kan give halsbetændelse, hævede lymfeknuder og udtalt træthed.

Opdateret: 26. Februar 2018

Hvad er kyssesyge?

Kyssesyge, også kaldet mononukleose, er en virussygdom, der er forårsaget af Epstein-Barr-virus. Sygdommen smitter ved overførsel af spyt fra en person til en anden for eksempel ved kys, hvorfor sygdommen populært kaldes kyssesyge. Kyssesyge er blandt andet karakteriseret ved halsbetændelse, hævede lymfeknuder og udtalt træthed. Den rammer især unge mennesker i alderen 10-25 år.

Behandlingen består i at lindre generne, og forløbet er sædvanligvis godartet.

Hvordan får man kyssesyge?

Kyssesyge får man, hvis man bliver smittet med Epstein-Barr-virus.

Smitten sker ved udveksling af spyt, men kan også ske indirekte, blandt andet ved luftbårne dråber/små partikler i luften. Fra man er smittet, går der cirka 30-50 dage, før symptomerne begynder at vise sig. Efter at man er blevet rask forbliver virus i ens krop resten af livet, og man er derfor immun.

Hvad er symptomerne på kyssesyge?

Op til sygdomsudbrud kan der være en periode på en til to uger, hvor det føles, som om man har influenza. Man har influenzalignende symptomer:

  • Halsbetændelse med hævede mandler, hvor der findes tykke hvide belægninger

  • Feber

  • Udtalt træthed

  • Muskelsmerter

  • Hovedpine

  • Svedtendens

  • Mavesmerter, der kan være tegn på miltforstørrelse

  • Hævede og ømme lymfeknuder på halsen, under armhuler og i lysken

  • Leveren kan være forstørret

  • Man kan få udslæt. Her skal man være opmærksom på, at ampicillin (et antibiotikum) kan fremprovokere udslæt.

I enkelte tilfælde kan der opstå komplikationer. Mulige, men sjældne komplikationer kan være:

  • Truende tillukning af luftveje

  • Lungebetændelse

  • Milten brister (miltruptur) hos 0,1-0,2 procent

  • Sygdom i centralnervesystemet, som eksempelvis meningitis, hjernebetændelse eller sygdomme i blodet

  • Blodmangel (hæmolytisk anæmi)

  • Nedsat antal blodplader (thrombocytopeni)

  • Hos nogle meget få, især organtransplanterede patienter, antager sygdommen et alvorligt, varigt forløb

  • Nogle sjældne lymfekræftformer menes at skyldes Epstein-Barr-virus.

Hvordan stiller lægen diagnosen kyssesyge?

Lægen stiller diagnosen ud fra symptomerne og ved hjælp blodprøver og halspodning.

Hvordan behandles kyssesyge?

Der findes ingen effektive behandlinger mod infektioner med Epstein-Barr virus. Sygdommen kan trække ud i op til tre uger.

Hvad kan man selv gøre?

  • Ondt i halsen kan lindres med varme drikke.

  • Drik rigeligt med væske, når du har feber.

  • Hvil dig, når du er træt eller har feber.

  • Genoptag fysisk aktivitet langsomt.

  • Vent med kraftige fysiske anstrengelser til fire uger efter sygdomsophør.

  • Undgå alkoholindtagelse under og en måneds tid efter sygdommen.

  • Bliv hjemme så længe der er feber og andre symptomer på sygdommen.

Teoretisk set kan der ved hård fysisk aktivitet som for eksempel sport med kropskontakt muligvis ske skader på milten, hvis denne er påvirket. Det anbefales derfor at afholde sig fra dette indtil cirka fire uger efter sygdomsophør.

På grund af udtalt træthed går der typisk flere måneder, inden man er helt på toppen efter et tilfælde med kyssesyge.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Udsigt for fremtiden?

Kyssesyge varer normalt to til fire uger og er ikke problematisk. Cirka tre procent oplever et længere forløb. Har man først haft sygdommen, er man beskyttet imod den for resten af sit liv.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons