Hvad er løberknæ?
Løberknæ er en vævsirritationstilstand (inflammation) på ydersiden af knæet. Den opstår grundet et ledbånd (Tractus Iliotibialis), der ”gnaver” på den nederste og yderste del af lårbensknoglen (Femur). Ledbåndet starter på ydersiden af ballen og hoften og løber på ydersiden af låret ned til den øverste del af underbensknoglen (Lægbenet/Tibia). Hver gang knæet bøjes og strækkes, vil ledbåndet glide hen over ydersiden af lårbensknoglen. Ved en knæbøjning på 30 grader løber ledbåndet lige hen over knoglekanten.
Hvis der forekommer en overbelastning af området mellem ledbåndet og lårbensknoglen, opstår irritation (inflammation) og dermed ”Løberknæ” (på Engelsk: ”Iliotibial band friction syndrome” eller ”Runners knee”).
Helt generelt er det altså en overbelastningsskade, hvor ledbåndet glider for hårdt eller for mange gange hen over lårbensknoglen, i forhold til hvor meget vævet kan holde til, og dermed opstår vævsirritation.
Nyere undersøgelser og teorier kunne tyde på, at den måde løberknæ opstår måske snarere er et for højt tryk af ledbåndet ind mod lårbensknoglen, end det er en gliden hen over knoglen som beskrevet ovenfor. Det kræver dog flere studier, før man endegyldigt kan afgøre, på hvilken måde løberknæet opstår.
Løberknæ er den hyppigste årsag til udvendig knæsmerte. Det er den anden hyppigste skade hos løbere (heraf navnet), men udgør også mellem 15-24 % af overbelastningsskaderne i cykling.
Der er også vist en høj forekomst af løberknæ i en lang række af andre sportsgrene (dans, volleyball, tennis, fodbold, ski, vægtløftning, aerobic m.fl.)
Risikofaktorer
Der er flere faktorer, som har vist sig at kunne udløse vævsirritationen (inflammationen) mellem ledbåndet og lårbensknoglen:
hulfod (cavus pedis)
hjulben (genus varus)
ankelskævhed (rarefoot varus)
lang løbedistance
tid på bane (atletikløbebane)
intervaltræning
muskelsvaghed omkring knæ
muskelsvaghed ved hofte/bækken
løb ned ad bakke
uhensigtsmæssig geometri af ben (mal alignment underekstremitet)
kropstype
Hvad er symptomerne?
Løberknæ giver smerter på ydersiden af knæet. Typisk i et punkt 2-3 centimeter over ledlinien (området mellem lårbensknoglen og underbensknoglen (læggen)). Der kan eventuel føles en lille hævelse i samme område. Dette skyldes, at der ved irritationen dannes en slimsækslignende (bursalignende - altså ikke en ægte bursa) struktur mellem ledbåndet og lårbensknoglen. Der kan være et lille klik, når ledbåndet ved 30 grader knæbøjning, glider hen over lårbensknoglen. Der kan eventuelt være udstråling af smerter mod hofte eller ankel.
Ved den akutte skade opstår symptomerne ofte et stykke tid inde i løbet. Når skaden har stået på nogle dage til uger, sker det ofte, at der er lidt smerte i starten af en løbetur, men når man så bliver varm, bliver det bedre for så at komme igen i slutningen af løbeturen. Dette fænomen har ofte fået patienten fejlagtigt til at tolke det som om, at ”skaden skal løbes væk” (det bliver jo bedre, når man forsætter med at løbe). Man vil dog oftest, når symptomerne har stået på et stykke tid, få smerter aftenen efter løbeturen eller næste morgen.
Opstår der denne forsinkelse i smerter, er det et tegn på, at den træning der foregik i timerne/dagen forud har været for meget.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen løberknæ kan i langt de fleste tilfælde stilles ved undersøgelse hos lægen. Der kan eventuelt suppleres med en ultralydsundersøgelse til at understøtte diagnosen. I helt specielle tilfælde kan det være nødvendigt at supplere med en MR scanning.
Hvordan behandles løberknæ?
De fleste videnskabelige undersøgelser arbejder med en behandlingsperiode på seks til otte uger. Erfaringsmæssigt tager behandlingen af løberknæ dog ofte noget længere tid.
Der er dokumenteret effekt af: Styrkelse af hofte muskler, styrkelse af bækkenmuskler, smertestillende medicin (NSAID), indsprøjtning med binyrebark hormon (steroid injektion), vandjogging, reduceret intensitet i løbet, is, strækøvelser, massage, bandagist og operation (kirurgi).
Nedenstående behandlingsforslag tager udgangspunkt i en akut skade af voksne. En mulig behandlingsstrategi kunne være som følgende:
Behandlingen dækker følgende trin (Se uddybning af de enkelte trin nedenfor):
Ro/ reduceret intensitet/ dæmpning af vævsirritation (inflammation).
Udstræk (både ved knæ og hofte).
Styrkelse af muskler (både knæ og hofter).
Genoptagelse af sport og motion.
Behandlingen virker ikke.
-
Andet.
Ro/ reduceret intensitet/ dæmpning af vævsirritation (inflammation)
Da der er tale om en overbelastningsskade, gælder det om at reducere den belastning, der har ført til skaden. Det er derfor i princippet forbudt at foretage bevægelser, der fører til bøjning og strækning af knæet. For at holde konditionen ved lige kunne man for eksempel svømme med en ”flyder” mellem benene og så kun bruge armene eller foretage vandjogging, som alt andet lige er mindre belastende.
Hvis der er hævelse af området eller anden tegn på vævsirritation (inflammation), kan man behandle med is, eller man kan overveje at give en indsprøjtning med binyrebark hormon (steroid injektion).
Endelig kan det overvejes at give en kortvarig behandling med smertestillende medicin (snak med din læge, da der fra Sundhedsstyrelsens side er kommet nye retningslinjer vedrørende brug af visse typer smertestillende medicin til idrætsskader (især ”gigtmedicin”(NSAID).
Udstrækning
Når vævsirritationen (inflammationen) er aftaget, kan man begynde at lave udstrækningsøvelser. Den bedst dokumenterede øvelse er en øvelse, hvor man står oprejst og fører det raske ben ind over det syge ben. Herefter læner man arme og krop fremover og mod den raske side. Udstrækning af hofte og ankel muskler/ledbånd vil også være en god idé. Det er vist, at udstrækning kan forlænge/smidiggøre ledbåndet, men ikke at det med sikkerhed forkorter skadesperioden.
Styrkelse af muskler
Når udstrækning af ledbåndet kan foretages uden at give gener, kan man opstarte styrkeøvelser. Det er især vigtigt, at det er øvelser, der styrker hofte-, bækken- og knæ-musklerne. Der er bedst dokumentation for styrkelse af den mellemste ballemuskel (gluteus medius).
Genoptagelse af sport og motion
Når styrkeøvelserne kan gennemføres uden gener, kan man langsomt vende tilbage til sin idræt. I tilfælde af løb vil det være hensigtsmæssigt at starte med små distancer og på jævnt underlag. Der må højst løbes hver anden dag. Herefter kan distancen øges (maksimalt 10 % om ugen). Når man har opnået den ønskede løbedistance, kan der indlægges interval træning og sidst løb i kuperet terræn.
Behandlingen virker ikke
Langt den hyppigste årsag til, at behandlingen ikke virker, er, at genoptræningen er gået for hurtig frem, hvormed man har vedligeholdt sin skade. Det er derfor oftest bedst at gå lidt tilbage i genoptræningensplanen (ofte 2-3 uger, og så forsætte genoptræningen der fra). Hvis dette alligevel ikke virker, skal man i første omgang overveje, om der er nogle fejlstillinger (holdningsanomalier), der ikke er rettet (se risikofaktorer). Hvis der forsat er problemer, kan man overveje operation (kirurgi).
Andet
Det er undersøgt, om massage kan helbrede løberknæ, men det har ikke vist sig at have nogen overbevisende effekt, men benyttes oftest sammen med de øvrige behandlingsmetoder. Der er ikke vist effekt af ultralydsbehandling eller laserbehandling.
Hvordan kan man forebygge løberknæ?
De faktorer, der har betydning for udvikling af løberknæ, er: løbedistance, løbehyppighed, løbeintensitet og løbevarighed. Som tommelfingerregel må man ikke øge sin løbebelastning med mere end 10 % om ugen (maksimalt). Det er forsøgt undersøgt om udstrækning, indlæg i sko og ændrede sko kan forebygge løberknæ, men dette er ikke endeligt bevist.