Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD)

Hvad er PTSD?

Posttraumatisk stressforstyrrelse, eller PTSD (Posttraumatic Stress Disorder), er en psykisk lidelse, som kan optræde efter, at man har været vidne til eller selv deltaget i livstruende hændelser såsom krigshandlinger, tortur, voldtægt, overfald, bilulykker, naturkatastrofer, brand, alvorlige ulykker, terroristangreb eller et røveri.

Sygdommen hører egentlig ikke til depressionerne, men til angstlidelserne og omtales her, under depressioner, dels fordi den kan forveksles med en depression, dels fordi den meget ofte kan udløse en egentlig depression. PTSD kan desuden kompliceres af:

• andre angstlidelser,
• alkohol- og stofmisbrug,
• hukommelsesproblemer
• andre fysiske og psykiske lidelser.

Lidelsen fører ofte til, at en person fungerer dårligere socialt (for eksempel på arbejde eller uddannelsen) og i familien. Ægteskabsproblemer med efterfølgende skilsmisse er desværre ikke ualmindeligt, fordi ægtefællen eller kæresten føler "at man er fuldstændig forandret".

PTSD har været kendt længe

PTSD har været beskrevet langt tilbage i tiden. Der er skriftlige beskrivelser helt tilbage fra den amerikanske borgerkrig, hvor PTSD var kendt som Da Costas syndrom. Under Første Verdenskrig kaldtes lidelsen granatchok. Særligt efter Vietnamkrigen fandtes der gode beskrivelser af tilstanden. I Danmark er vi først og fremmest blevet bekendt med PTSD hos personer, som har siddet i tyske koncentrationslejre under krigen (KZ-syndrom), men også traumatiske hændelser i fredstid kan resultere i PTSD. Særligt i disse år, hvor Danmark har haft soldater involveret i krigshandlinger i ex-Jugoslavien eller Afghanistan og Irak ses der mange tilfælde særligt blandt mænd. Blandt kvinder er den hyppigste årsag voldtægt og hustruvold. Røverier i banker og butikker kan også medføre PTSD hos dem det går ud over.

Hvordan defineres PTSD?

Efter WHOs definition skal vedkommende have været udsat for en hændelse af en så truende eller katastrofal karakter, at den kan forårsage stress hos de fleste mennesker. Hændelsen genopleves gennem påtrængende minder og tilbagevendende mareridt. Et intensivt ubehag opleves, når man udsættes for hændelser, som symboliserer eller minder om den traumatiske hændelse. Man undgår derfor sådanne situationer.

Det er vigtigt at forstå, at for at tale om PTSD i ICD-10 forstand (dvs. WHOs definition af PTSD), skal man have været ude for et meget voldsomt traume. Det er altså ikke nok for eksempel at have været ude for mobning på sin arbejdsplads. Sådanne ting kan bestemt medføre også alvorligt psykisk ubehag endog depressioner, men kan altså ikke kaldes PTSD iflg. den diagnostiske klassifikation.

Hvilke symptomer er der på PTSD?

Der kan være delvis hukommelsessvigt i forbindelse med den traumatiske oplevelse, men det er meget sjældent. Derimod er der meget hyppigt vedvarende symptomer på over-følsomhed og anspændthed, såsom

• søvnproblemer,
• irritation,
• vredesudbrud .

De fleste har vanskeligt ved at koncentrere sig og er anspændte. Sådanne vanskeligheder kan komme direkte efter traumet eller først optræde måneder senere. Ifølge definitionen dog ikke mere end seks måneder senere. Nyere forskning har dog vist, at man i visse tilfælde godt kan se udvikling af symptomerne efter længere tid. Der vil så som regel have været vagere symptomer siden traumet.

Symptomerne ved PTSD kan inddeles i fem grupper:

• Genoplevelse af den katastrofale hændelse i form af mareridt og påtrængende minder, såkaldte flash backs. Genoplevelsen præges af angst, søvnløshed og stærke muskulære spændinger.

• Stærk trang til at undgå situationer, som minder om traumet, som film, TV- programmer og årsdage for traumet.

• Generel øget vagtsomhed. Den mindste uventede lyd, får én til at fare sammen

• Personlighedsforandring, måske mindsket interesse for ting, som man tidligere var engageret i, og mindsket evne til at føle kærlighed og nærhed til andre mennesker. Mindsket interesse for egen person og ofte ligegyldighed. Dette kan dog også skyldes at man har fået en depression oveni.

• Koncentrationsvanskeligheder og hukommelsesproblemer.

Traumatiske oplevelser kan direkte resultere i PTSD, men de kan også virke ved at øge sårbarheden overfor angst og depression eller præge symptomerne ved en allerede eksisterende psykisk lidelse. Ikke sjældent ser man, at PTSD udløses af mindre traumer flere år efter, at man har oplevet hovedtraumet.

Hvordan udvikler PTSD sig?

De fleste, som har været udsat for traumatiske oplevelser, oplever symptomer i dagene og ugerne, som følger. Det er normalt og kræver ingen behandling. Egentlig PTSD er dog langt sjældnere. De fleste undersøgelser tyder på, at omkring otte procent af mænd og 20 procent af kvinder udvikler PTSD, og at cirka en tredjedel af disse igen udvikler den kroniske form.

Ved kronisk PTSD har man perioder med øgede symptomer hvorefter lidelsen går tilbage eller mildnes, men for nogen kan symptomerne være konstante og alvorlige i lang tid.

Hvor almindeligt er PTSD?

Man har fundet, at så mange som en tredjedel af soldater, som har været i kamp, fortsat har symptomer på PTSD seks år efter krigshandlingerne. Dette er vist i amerikanske undersøgelser. I britiske undersøgelser er tallet langt lavere, formentligt pga. bedre tilbud fra sundhedsvæsenet - som man ikke selv skal betale. I fredstid er de mest udsatte brandmænd, politifolk, folk inden for omsorgsområdet og redningsfolk. Blandt disse grupper finder man, at omkring otte til ti procent til enhver tid er plaget af symptomer på PTSD. Man regner med, at omkring fem procent af alle mænd og 10 procent af kvinder vil opleve PTSD i løbet af livet. Dette er langt færre end de, som har haft mindst en traumatisk hændelse i livet.

Jo mere livstruende den traumatiske hændelse er, jo større trussel der er mod liv og helbred, og jo mere udmattet man er, når traumet kommer, jo større er faren for at udvikle PTSD. Mennesker med sårbarhed for angstlidelser eller depressioner er mere udsatte end andre. Indadvendte mennesker er mere sårbare end udadvendte, og de, som har oplevet flere traumer, er mest udsatte. Social støtte og hjælp til at bearbejde traumet lige efter hændelsen virker beskyttende. Man kan også sige, at jo mindre forberedt man er, eller jo mere jeg-fremmed traumet er, jo større er chancen for at udvikle PTSD.

Hvordan behandles PTSD?

Da mennesker med PTSD først og fremmest søger behandling for søvnproblemer, angst eller depression og sjældent fortæller spontant om smertefulde oplevelser, kan PTSD let blive overset.

Når lidelsen er diagnosticeret, er det først og fremmest vigtigt at skabe en tryg ramme omkring behandlingen og i personens liv. Selv om man har samlet meget kundskab om, hvordan lidelsen opstår, og hvilke mekanismer der er af betydning for at forstå symptomerne, er der endnu ikke kommet nok data fra kontrollerede behandlingsstudier til, at vi kan sige, at man har fundet frem til den mest effektive behandling.

Antidepressiv medicin

Studier har vist, at antidepressiv medicin er til stor hjælp mod depressionssymptomer, angst og søvnproblemer ved PTSD. De mest brugte er SSRI-præparater ('lykkepiller'), men alle typer antidepressiva kan bruges.

Nogle psykoterapiformer virker meget lovende, som for eksempel kognitiv terapi , gruppeterapi og eksponeringsterapi.

Eksponeringsterapi

Ved eksponeringsterapi kan patienten, først i tankerne og senere i virkeligheden, genopleve den traumatiske hændelse under kontrollerede forhold sådan, at hun gradvis kan mindske angsten og øge handlefriheden.

Kognitiv terapi

Ved kognitiv terapi siger man, at PTSD er en normal reaktion på en abnorm situation. Måden, patienten i så lang tid har forsøgt at forholde sig til traumet på, er forståelig, men kan vedligeholde reaktionen.

De seneste år er der fremkommet forskellige psykoterapeutiske teknikker, som for eksempel EMDR.

Behandling indebærer, at man stopper de faktorer, som vedligeholder symptomerne. Patienten får oplæring i, hvordan man tænker sig, at PTSD opstår og vedligeholdes, og får hjælp til at genkende negative automatiske tanker og til kritisk at granske dem for at korrigere fejlagtige opfattelser om traumet, sig selv og fremtiden. Ved gradvis genoplevelse hjælpes patienten til at få et mere realistisk syn på traumet og gradvist tilpasse sine reaktioner derefter.

Mange føler skyld for hændelsen og bebrejder sig selv, at det i det hele taget skete, at de overlevede, mens andre ikke gjorde det. Mange bebrejder sig selv for ting, de ikke har gjort, og mange har også stærke selvbebrejdelser, fordi de ikke kan blive færdige med traumet og komme videre i livet. Skyld og skamfølelse må ofte tages specielt op i behandlingen.

Det er som nævnt almindeligt, at personen af al magt forsøger at undgå sine symptomer og derfor lader være med at gå på arbejde eller foretage sig andre ting, som hun ved kan provokere symptomerne frem. Det paradoksale er, at denne undgåelsesadfærd i sig selv kan forværre sygdommen, bl.a. fordi personens muligheder for foretage sig noget meningsfuldt bliver indskrænket eller helt ophører. På den måde kan en langvarig sygemelding faktisk forværre situationen. En langt mere hensigtsmæssig løsning er, at personen gradvist og på en fleksibel måde vender tilbage til arbejdet med støtte fra læge eller psykolog.

Forebyggelse af PTSD?

Der foregår en intens forskning i mulighederne for forebyggelse af PTSD. Undersøgelser viser, at 6 sessioner med kognitiv terapi givet til mennesker med såkaldt akut stressreaktion (dvs. voldsomme angstsymptomer) – i modsætning til støttende rådgivning – kan reducere tilfældene af PTSD målt 6 måneder senere. Derimod kan man ikke påvise en effekt af sådanne sessioner kognitiv terapi, hvis det gives generelt til mennesker, der har været ude for traumatiske oplevelser.

Den meget brugte enkeltstående samtale med psykolog til alle, der har oplevet en traumatisk hændelse (en såkaldt debriefing) har man derimod overraskende ikke kunnet vise en gavnlig effekt af i videnskabelige undersøgelser. Tværtimod viser nogle undersøgelser højere forekomst af PTSD blandt soldater, der blev debriefet sammenlignet med soldater, der ikke fik dette tilbud.

Der foregår i disse år afprøvninger af mulig medikamentel forebyggelse af PTSD over hele verden, men det er for tidligt at sige noget om resultaterne.