Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Infektioner

Haresyge (Toxoplasmose)

Toxoplasmose eller haresyge, som sygdommen hedder på dansk, skyldes smitte med parasitten Toxoplasma gondii. Sygdommen kan ramme mennesker i alle aldre. Den forløber ofte uden sygdomstegn eller kun med lette symptomer som feber. I disse tilfælde behøver man ingen behandling.

Opdateret: 10. Oktober 2007

Hvad er haresyge?

Toxoplasmose eller haresyge, som sygdommen hedder på dansk, skyldes smitte med parasitten Toxoplasma gondii. Hver fjerde dansker har haft infektionen inden de bliver 30 år – oftest uden at mærke noget til det. Sygdommen kan ramme mennesker i alle aldre. Den forløber ofte uden sygdomstegn eller kun med lette symptomer som feber og hævede kirtler på især halsen. I disse tilfælde behøver man ingen behandling.

Hvis en gravid kvinde smittes, kan sygdommen overføres til fostret med alvorlige konsekvenser til følge. Sygdommen kan også være farlig for mennesker med alvorlige immundefekter som hiv .

Hvordan får man haresyge?

Man smittes med parasitten Toxoplasma gondii. Denne parasit har katten som hovedvært, og formerer sig i dens tarm. Forstadier til parasitten (oocyster) udskilles med kattens afføring, de modnes og bliver smittefarlige efter cirka et døgn. Når katten smittes udskiller den oocyster i cirka 2 uger. Oocysterne kan spredes med vand, de er modstandsdygtige mod ødelæggelse og kan være smitsomme i op til et år. Katten er altså smitsom i få uger mens forurenet jord og vand er smitsomt i et år. Det er forklaringen på, at kontakt med jord udgør en større smitterisiko end kontakt med en kat. Under graviditeten kan toxoplasma smitte fra mor til foster. Der sker kun, hvis moderen selv er nysmittet med toxoplasma.

Hvordan føles haresyge?

Der kan være let feber som eneste symptom, men man kan også få hævede lymfeknuder og træthed. Hos 85-90 procent af de smittede personer forløber infektionen uden sygdomstegn.

Hvad kan man selv gøre?

Gode råd til gravide, der ikke har haft sygdommen, eller hvor det er uoplyst, om den gravide har haft sygdommen eller ej. Følgende forholdsregler kan tages for at minimere risikoen for smitte:

  • Håndvask efter berøring med råt kød og grøntsager.

  • Håndvask efter kontakt med jord (brug evt. handsker ved have arbejde)

  • Spis ikke kød, der ikke er varmebehandlet. Kød bør således gennemsteges eller koges. Smag ikke på rå fars.

  • Grønsager og frugt vaskes grundigt

  • Drik ikke upasteuriseret mælk

  • Lad en anden person tømme og rengøre kattebakken, der skal tømmes hver dag. Herved undgår man, at parasittens forstadier, oocysterne, når at blive modne og dermed smittefarlige.

  • Gravide der har kat, har ikke større risiko for at blive smittet end gravide, der ikke har kat.

Hvordan stiller lægen diagnosen haresyge?

Ved mistanke om haresyge tager lægen en blodprøve til antistofbestemmelse. Ved hjælp af denne kan det afgøres, hvorvidt en person har haft sygdommen eller ej, og om man har aktiv haresyge på det tidspunkt, blodprøven bliver taget.

Hvis en gravid er smittet med sygdommen, kan man ved hjælp af en fostervandsprøve afgøre om fostret også er smittet.

Udsigt for fremtiden

Haresyge som ikke er medfødt har sædvanligvis et meget mildt forløb, men kan i sjældne tilfælde kompliceres med hjernebetændelse , hjertebetændelse (myocarditis) eller nethindebetændelse.

Ved infektion danner kroppen modgift (antistoffer) mod parasitten, og man bliver immun overfor ny smitte med parasitten. Hos de fleste vil enkelte parasitter overleve i kroppen, og disse kan blive aktive og give sygdom, hvis immunforsvaret svækkes.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Graviditet og haresyge

Hvis en gravid smittes med haresyge, kan smitten overføres til fostret.

Risikoen for at fostret smittes er cirka 20 procent. Hvis det sker i første halvdel af graviditeten, er der risiko for alvorlige komplikationer, blandt andet hjerneskade. Hvis smitten sker senere i graviditeten, fødes børnene ofte uden særlige sygdomstegn. Nogle kan dog fødes med ar i øjnene (på nethinden). Da de er født med lidelsen, kan den blusse op på et senere tidspunkt, for eksempel som en nethindebetændelse. Genopblussen kan i vidt omfang forebygges med tidlig medicinsk behandling.

I Danmark fødes årligt 20-30 børn med haresyge. Heraf har størstedelen ingen symptomer. 10-15 procent har nedsat syn i varierende grad og cirka 5 procent fødes med alvorlige skader, 'vand i hovedet' (hydrocephalus), hjerneskade eller andet.

Hvordan behandles haresyge?

Behandlingskrævende haresyge er en specialistopgave og behandles med medicin.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons