Vane- og impulshandlinger

Hvad er vane- og impulshandlinger

Vane- og impulshandlinger er en samling sygelige forstyrrelser i adfærden, som medfører problemer for personen selv og hans/hendes omgivelser. Personen gentager handlinger, som er uden fornuft og uden kontrol. Personen er selv fuldt bevidst om, at handlingerne er uhensigtsmæssige, og er altså ikke sindssyg eller psykotisk, idet psykotiske personer har en forstyrret realitetssans og dermed en fejlagtig oplevelse af virkeligheden.

Det faktum er særdeles vigtigt at forstå, da vane og impulshandlinger i visse tilfælde medfører kriminel adfærd og dermed ofte får retslige konsekvenser.

De fleste mennesker kender til flere af disse vane- og impulshandlinger, selv om de måske ikke har tænkt nærmere over, på hvilken måde psykiatere inddeler dem.

Blandt vane- og impulshandlingerne findes kendte tilstande som kleptomani (sygelig trang til at stjæle), pyromani (sygelig trang til ildspåsættelse) og ludomani (sygelig spillelidenskab). Disse typer af adfærd tiltrækker sig i sagens natur ofte offentlighedens interesse, når de pågældende personer kommer i problemer med ægtefæller, familie, arbejdsplads eller myndigheder.

Hvad er årsagen til vane- og impulshandlinger?

For at forstå adfærden skal man tænke på, at personen oftest søger spænding og nyder følelsen af at søge grænser. Personen opnår tilfredsstillelse ved følelsen af lettelse, når handlingen er udført. I nogle tilfælde kan der være et seksuelt element i denne tilfredsstillelse. Det ser man for eksempel hos visse pyromaner. Her ligner tilstanden en perversion på linje med for eksempel pædofili, sadomasochisme og ekshibitionisme (blotter).

Det seksuelle moment er dog ikke det typiske ved vane- og impulshandlinger. Der er oftest tale om en søgen efter spænding uden et egentligt seksuelt moment. Personen kan ikke lægge bånd på sig selv, selv om han eller hun godt ved, at adfærden er uhensigtsmæssig og uvægerligt vil føre til store problemer i forhold til personen selv og omgivelserne.

Man er altså fuldt bevidst om, at ens adfærd er problematisk, men man formår ikke at modvirke eller undertrykke den. Trangen til at handle i overensstemmelse med sine impulser overvinder ens sunde fornuft, som siger, at overdrevet spil, ildspåsættelse eller tyveri med næsten med 100 procent sikkerhed på et eller andet tidspunkt vil bringe en i konflikt med omgivelserne.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvilke typer af vane- og impulshandlinger findes der?

Ludomani

Mennesker, der lider af ludomani, bringer ofte sig selv og deres familier i en håbløs situation. Overdreven trang til at gå på kasino eller spille på internettet medfører næsten altid økonomisk ruin alene af den grund, at alle spil er designet, så der er størst statistisk sandsynlighed for, at kasinoet eller ejeren af internetsiden bliver vinderen. Selv om tanken om hurtig rigdom er fascinerende for mange, er det spændingen ved at spille, der driver værket for ludomanen. Det er ‘legen med ilden’, der fascinerer, mere end tanken om at kunne købe en dyr bil eller en villa i Sydfrankrig.

Man kan se en lignende adfærd hos personer med ludomane tendenser i det private erhvervsliv, f.eks. i bankverdenen eller på børserne. Her kommer personen til at tage enorme risici for spændingens skyld og taber dermed rigtig mange penge.

Pyromani

Leg med ild fascinerer derimod bogstaveligt talt mennesker, der lider af pyromani. Pyromanen ved godt, at trangen til at tænde ild er dødsensfarlig, men formår alligevel ikke at modvirke den. Nogle pyromaner kan overbevise’sig selv om, at adfærden ikke er så slem endda, måske vælger de øde steder for at mindske skaden ved en brand. Men for andre er spændingen ved at sætte ild til en boligblok eller andre steder med mange mennesker så uimodståelig, at det ender i regulære katastrofer.

For visse pyromaner vil spændingen stige proportionalt med, hvor risikofyldt branden er og hvor mange mennesker, der kan tænkes at komme til skade. Ildspåsættelse anses derfor juridisk med rette som en meget alvorlig kriminel handling.

Kleptomani

Kleptomanen kan ikke modstå fristelsen til at stjæle. Ofte drejer det sig om værdiløse ting. Kleptomanen søger spænding ved at stjæle mere end den økonomiske gevinst.

Hvis personen forsøger at undertrykke sin trang til at spille, stjæle eller tænde ild, savner personen spænding og kan føle sig ‘indelukket’ og som en person, der ikke ‘lever livet fuldt ud’. Nogle personer formår at undertrykke deres trang, men for andre vil det i løbet af nogen tid være umuligt, og derfor må de igen og igen gentage den samme uhensigtsmæssige handling, selv om de inderst inde kender konsekvenserne.

Andre vane- og impulshandlinger

Der findes vane- og impulshandlinger, som ikke specifikt er beskrevet i det officielle diagnosesystem ICD-10, for eksempel shopaholisme (trangen til at købe overdrevent meget ind) og nymfomani (overdrevet optagethed af sex).

Shopaholikere kan ikke modstå fristelsen til at shoppe, til trods for at de godt ved, at de hverken har råd til eller brug for det, de køber. For nogle velhavende mennesker, hvor ubegrænset shopping ikke har økonomiske konsekvenser, kan shoppeadfærden antage et meget stort omfang.

Nymfomaner udvikler en adfærd, hvor de konstant søger sex for spændingens skyld. Enhver lejlighed bliver af nymfomanen anset for en mulighed for at erobre en partner, der efter seksualitet som regel straks bliver udskiftet. Ud over at adfærden kan få alvorlige konsekvenser i form af kønssygdomme, anses den i de fleste miljøer for at være socialt uacceptabel. Enkelte nymfomaner vælger derfor at prostituere sig for at få et alibi for deres nymfomani. Et eksempel fra fiktionens verden er skuespilleren Kim Cattralls fortrinlige fortolkning af nymfomanen Samantha Jones, der i tv-serien Sex and the City har en umættelig lyst til at dyrke sex med talrige mænd på Manhattan.

Vane- og impulshandling eller psykisk sygdom?

Vane- og impulshandlinger kan let forveksles med andre mere alvorlige psykiske sygdomme. Personer med bipolar lidelse (maniodepressiv sygdom), der er maniske, kan således bruge mange penge, være særdeles seksuelt aktive eller begå kriminalitet og derved i en periode til forveksling ligne ludomaner, nymfomaner eller shopoholikere. Her er det vigtigt at forstå, at personen ikke længere har denne adfærd, når den maniske tilstand er overstået. Han eller hun lider derfor ikke af vane- og impulshandlinger.

Obsessiv-kompulsiv sygdom (OCD) er ofte kendetegnet ved tvangshandlinger, hvor personen gør det samme igen og igen. Men modsat mennesker med vane- og impulsforstyrrelser har personer med tvangshandlinger ikke nogen nydelse ved deres adfærd. Tværtimod er adfærden pinefuld, og der er ingen spænding forbundet med at tjekke, om døren er låst 20 gange, eller at vaske hænder 30 gange på en dag. Mennesker med OCD gentager handlingen for at undgå at blive angste og få ubehag, og derfor er OCD en ganske anden tilstand end vane- og impulshandlingerne.

På samme måde har ildspåsættelse langtfra altid forbindelse til pyromani. Personer, der er psykotiske, kan opleve vrangforestillinger eller høre stemmer, der får dem til at sætte ild på ting, mens personer, der er kommet i økonomisk uføre, nogle gange vælger at ‘løse deres problem’ ved at sætte ild på deres hus eller virksomhed og på den måde begå forsikringssvindel. De to situationer har heller ikke noget med pyromani at gøre. Et ønske om at hævne sig på eller straffe en person kan også føre til ildspåsættelse, men har heller ikke noget med pyromani at gøre.

Mennesker med dyssocial personlighedsforstyrrelse (ofte kaldet psykopater) har i nogle tilfælde en kriminel adfærd, hvor de stjæler eller bruger penge på en meget uansvarlig måde. De vil ofte forsøge at bortforklare eller bagatellisere deres adfærd og vil ofte finde på mere eller mindre gennemskuelige undskyldninger, der altid er i deres egen favør. Det er derfor vigtigt at pointere, at vane- og impulshandlinger grundlæggende intet har med psykopati at gøre, hvilket mange fejlagtigt tror. Man kan dog sagtens se, at et menneske med psykopati også er for eksempel ludoman, og i de tilfælde kan den psykopatiske adfærd medfører udtalt bedrageri, løgn og manipulation i et forsøg på at opretholde personens drift efter spil.

Personer med ADHD kan også have en adfærd, der i nogle tilfælde ligner for eksempel ludomani eller kleptomani. Her er der dog ofte tale om, at personen med ADHD er impulsstyret på en kaotisk og ustruktureret måde og altså ikke har det monotone mønster af impulser, som man ser ved vane- og impulshandlinger.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan behandles vane- og impulshandlinger?

Der findes ikke nogen veldokumenteret behandling af vane- og impulshandlinger. I privat regi tilbydes flere steder behandling af for eksempel ludomani, men der er tale om behandlinger, der ikke er lægeligt veldokumenterede. Som led i behandlingen er det vigtigt at udelukke, at personen fejler en af de nævnte sygdomme, der kan forveksles med vane- og impulshandlinger.

Kognitiv terapi er teoretisk set den bedste psykoterapeutiske måde at arbejde med personer, der lider af vane- og impulshandlinger, idet man her forsøger at få personen til at omstrukturere sine tanke og handlemønstre. Ofte er man nødt til sideløbende at indføre begrænsninger over for personen, så skaden af adfærden bliver mindst muligt. Man kan for eksempel inddrage ludomanens kreditkort eller indgå aftaler med personens bankrådgiver. Ofte vil ludomanen modsætte sig sådanne foranstaltninger, men det er vigtigt at holde fast i, at de er nødvendige for at stoppe den uhensigtsmæssige adfærd.

For nymfomanens vedkommende kan man stille krav om sikker sex samt et maksimalt antal sexpartnere om ugen.

For kleptomanen kan der blive tale om i begyndelsen aldrig at besøge en butik uden at have en ledsager med. Ofte vil personen forsøge at modsætte sig disse ubehagelige, men nødvendige begrænsninger. Vedkommende vil forsøge at overtale lægen, terapeuten og familien til først at forsøge sig med samtaleterapi. Dette er ikke nogen god idé.

Medicinsk behandling er ikke en mulighed i øjeblikket. Viser det sig imidlertid, at personen lider af en anden sygdom, for eksempel OCD eller bipolar lidelse, skal der iværksættes en relevant medicinsk behandling.

Udsigt for fremtiden

Generelt afhænger prognosen af, om personen selv er seriøst indstillet på at ændre sig adfærd. Psykologisk behandling kan her være en hjælp, men personen, der lider af en vane- og impulshandling, skal acceptere, at en del af behandlingen er indskrænkninger i det, som personen oplever spænding ved. Kort sagt: ludomanen skal acceptere, at kreditkortet skal lukkes og kleptomanen skal acceptere, at butikker kun kan besøges under særlige omstændigheder.

Langt fra alle kan ændre sin adfærd og må så leve med, at samfundet er nødt til at sanktionere personen, hvis personen overtræder loven.

Er man i et familiært forhold til en person med en vane- og impulshandling og behandling er forsøgt uden held, skal man gøre op med sig selv, om man vil forblive i den usunde relation og leve med de deraf følgende konsekvenser.

Sidst opdateret: 02.11.2015