Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Sygdomme med samme symptomer som laktoseintolerans

Der er en række sygdomme, hvis symptomer minder om laktoseintolerans. Læs om dem her.

Opdateret: 15. Juli 2021

Hvad er symptomerne på laktoseintolerans?

De mest almindelige symptomer ved laktoseintolerans er rumlen, oppustethed, kvalme, diarré og mavesmerter. Disse symptomer optræder imidlertid også ved andre sygdomme, og det er ikke altid, at koblingen mellem indtaget af laktose (mælkesukker) og symptomerne er åbenlys for personen eller lægen. Derfor vil nogle med laktoseintolerans være blevet undersøgt for andre sygdomme, før man stiller den rigtige diagnose.

Hvilke sygdomme har samme symptomer som laktoseintolerans?

Sygdomme med symptomer, der minder om laktoseintolerans, er:

  • Irriteret tyktarm (colon irritabile): Irriteret tyktarm er kendtegnet ved oppustethed, maverumlen samt diarré og/eller forstoppelse – det vil sige symptomer, der også ses ved laktoseintolerans. Dertil kommer, at bestemte typer kulhydrat (herunder laktose) kan udløse symptomer hos personer med irriteret tyktarm, selvom mekanismen er forskellig fra laktoseintolerans.
  • Bakterielt forurenet tyndtarm (Bakteriel overvækst): Det er en sjælden tilstand, hvor tyndtarmen, der normalt indeholder et meget lille antal bakterier, får en meget stor bakterievækst. Det kan blandt andet ske efter tarmoperationer eller ved et meget lavt niveau af mavesyre, så flere bakterier overlever og når ned i tyndtarmen. Symptomerne ved bakteriel overvækst er forskellige fra person til person, men kan være diarré, oppustethed, mavesmerter og maverumlen.
  • Mælkeallergi: Her er der tale om en allergisk reaktion overfor proteiner i mælken. Ligesom ved laktoseintolerans kan der forekomme symptomer som mavesmerter og diarré, men derudover vil der ofte også være symptomer fra huden (for eksempel eksem eller nældefeber) og luftvejene (for eksempel høfeber eller astma).
  • Crohn’s sygdom: Crohn’s sygdom er en inflammatorisk tarmsygdom, der skyldes, at immunforsvaret af stadig ukendte årsager starter en betændelsesreaktion i tarmens slimhinde. Typiske symptomer vil være diarré og mavesmerter, men derudover kan der blandt andet ses vægttab, blodmangel samt bylder og fistler. Personer med Crohn’s sygdom udvikler sekundær laktoseintolerans.
  • Glutenintolerans (Cøliaki): Cøliaki kaldes også for den store efterligner, fordi symptomerne kan være mangfoldige og efterligne de fleste andre sygdomme i mavetarmkanalen. Ved cøliaki reagerer immunforsvaret mod gluten i kosten og starter en betændelsesreaktion i tarmslimhinden. Det i sig selv kan medføre sekundær laktoseintolerans, men derudover kan cøliaki give symptomer i form af oppustethed, diarré og mavesmerter.

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons