Behandling af leddegigt med biologiske lægemidler

Biologiske lægemidler er effektive til behandling af leddegigt. Flere undersøgelser har dog vist, at man hos de fleste kan forsinke eller standse sygdommen ved hjælp af ikke-biologiske lægemidler (Disease Modifying Anti-Rheumatic Drugs eller DMARD). Derfor er methotrexat og lignende de første præparater, man bliver tilbudt (førstevalgsbehandling). Kun ved fortsat sygdomsaktivitet - altså hvis betændelsesreaktionen fortsætter - opstartes biologiske lægemidler.

Biologiske lægemidler er lægemidler, der produceres i levende celler. Cellerne kan være bakterier (typisk e.coli), gærsvampe eller egentligt kerneholdige celler. De typiske eksempler på biologiske lægemidler er insulin eller antistoffer.

Hvordan virker biologiske lægemidler på leddegigt?

De biologiske lægemidler dæmper sygdomsaktiviteten – dvs. betændelsesreaktionen og nedbrydningen af knogler og brusk - men kan ikke kurere leddegigten.

De fleste biologiske lægemidler virker ved at hæmme cellesignalstoffer (eks. anti-TNF). For eksempel har personer med leddegigt et forøget niveau af TNF-alfa, hvilket fremmer betændelsesprocessen, men ved hjælp af anti-TNF-lægemidler kan man så hæmme processen. Andre biologiske lægemidler påvirker de hvide blodlegemer direkte, blandt andet T-celler, som sætter betændelsesprocessen i gang, eller hæmmer de B-celler, som laver skadelige antistoffer.


Spørg lægen om leddegigt

Professor, dr. med. Henning Bliddal svarer her på spørgsmål fra Netdoktors læsere. Til daglig er han chef for den reumatologiske forskningsenhed Parker Instituttet ved Frederiksberg Hospital.
Stil dit spørgsmål her >>


Hvordan gives biologiske lægemidler til leddegigt?

Da alle biologiske lægemidler er proteiner, vil de blive ødelagt af mavesyren, hvis man spiser dem som tabletter. Derfor gives de enten som indsprøjtninger under huden - hvilket gælder for langt de fleste - eller intravenøst i en blodåre (infliximab og rituximab).

Dosering og interval afhænger af det enkelte lægemiddel og strækker sig fra en dosering ugentligt til årlige injektioner eller sjældnere for rituximab.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan virker biologiske lægemidler på leddegigt?

På trods af de meget forskellige virkningsmekanismer og doseringer er effekten meget sammenlignelig. Der findes desværre meget få head-to-head studier, hvor to midler kan sammenlignes direkte, men i de studier har der ikke været forskel på effekten. Man kan som tommelfingerregel regne med, at hos en gruppe patienter, som ikke har tilstrækkelig effekt af DMARD, vil 20 procent have meget god effekt af et biologisk lægemiddel, 40 procent have god effekt, mens 60 procent vil have nogen effekt.

Desværre findes der ingen blodprøver, røntgenbilleder eller lignende, som kan forudsige, hvem der vil have effekt. Hvis man ikke har effekt, vil man typisk prøve et eller flere andre biologiske præparater. Da stofferne ligner hinanden meget med hensyn til effekt, vil rækkefølgen – især det første biologiske – være bestemt fra centralt hold via Medicinrådet, med mindre at der er tungtvejende årsager til at vælge et bestemt præparat.

Hvem med leddegigt ikke tåle biologiske lægemidler?

I udgangspunktet kan alle leddegigtpatienter, som ikke har tilstrækkelig effekt af DMARD få biologisk behandling. Dog er man meget tilbageholdende med at give det til visse grupper fordi man frygter skadelige effekter af behandlingen. Det gælder personer med nylig kræft (mindre end 5 år siden raskmelding), fordi man er bekymret for, at behandlingen kan få kræften til at blusse op. På grund af svækkelse af immunsystemet gives biologisk behandling heller ikke til patienter med kroniske infektioner samt sygdomme i centralnervesystemet (demyeliniserende lidelse). Derfor screenes alle inden opstart med et røntgenbillede af lungerne og blodprøver for smitsom leverbetændelse (hepatitis B og C) og tuberkulose. Desuden screener man også for HIV blandt personer, der tilhører en risikogruppe.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan er kontrolforløbet?

Efter opstart kontrolleres infektionstal, nyrefunktion og leverfunktion hyppigt i starten - typisk hver anden uge de første to måneder og herefter hver anden måned. Det kan dog variere fra afdeling til afdeling. Behandling af leddegigt med biologiske lægemidler er en specialopgave og foregår kun på hospitalsafdelinger.

Hvilke bivirkninger kan man opleve?

Generelt giver biologiske lægemidler ikke de store gener, men der kan optræde forskellige bivirkninger, afhængigt af, hvilket præparat man får.

Den vigtigste bivirkning er risikoen for infektioner (især i øre-næse-hals området samt lungebetændelse. Det første år er risikoen tre gange så stor som normalt. Det næste år er den dobbelt så stor som normalt. Efter tre års behandling er risikoen for en ny infektion som hos andre, der ikke er i behandling (dvs. som baggrundsbefolkningens). Hvis man får en infektion, mens man er i behandling, skal man stoppe med at tage den biologiske medicin for at undgå en alvorlig infektion. Når infektionen er overstået, kan man genoptage medicinen.

Hvis man skal gennemgå større operationer, anbefales det, at man holder pause på grund af infektionsrisiko - og for anti-TNF præparaternes vedkommende også dårligere sårheling. I hvor lang tid før operationen, man skal holde pause, afhænger af præparat og dosisinterval.

Herudover er reaktioner på indstiksstedet almindelig.

Der er ikke problemer med interaktioner med anden medicin. Generelt fortsættes behandling med et DMARD anbefales i kombination med et biologisk middel.

Ved gravide forventes det, at der kommer data, som viser, at det formentlig er sikkert at fortsætte behandling i første halvdel af graviditeten.

Hvad er biosimilære lægemidler?

De biologiske lægemidler har været på markedet i en årrække, og derfor begynder patenterne at udløbe. Det giver mulighed for at producere præparater, der ligner de biologiske lægemidler.

"Almindelige" lægemidler har en relativt simpel struktur, som med 100 procent kan genskabe ved en kemisk proces. Biologiske lægemidler er meget komplekse i deres struktur. Det betyder, at det ikke er muligt at genskabe et antistof, som er præcist mange til et andet. Altså ikke en kopi, men noget lignende (eller på engelsk similar) og heraf navnet.

Det gælder dog for biosimilære lægemidler, at de (for at må kalde sig similære) skal opfylde strenge krav til virkning og bivirkning og derfor i praksis fungerer som lægemiddelkopier. I øjeblikket er lægemidler med indholdsstofferne infliximab og etanercept godkendt som biosimilære. Biosimilære præparater, der svarer til det biologiske middel adalimumab er under godkendelse.

Kan man skifte mellem biologiske lægemidler?

Fordi biologiske lægemidler er proteiner, er de til en vis grad immunogene. Det betyder, at kroppen kan danne antistoffer mod behandlingen, som dermed mister sig effekt. Derfor kan man ikke som ved konventionelle kopipræparater skifte frem og tilbage mellem biologiske og det biosimilære præparatet, da den mistede effekt vil gælde begge.

Læs mere om leddegigt

Leddegigt Behandling med targeteret behandling Støtte og hjælp til dig der har leddegigt

Sidst opdateret: 29.06.2017

Medicin som kan anvendes