Annonce

Medicinsk behandling af CLL (kronisk lymfatisk leukæmi)

Fakta om behandling af CLL

  • CLL er en kronsk sygdom, der ikke kan helbredes
  • Der findes en række effektive behandlinger
  • Medicinsk behandling af CLL gives normalt kun i perioder, hvor sygdommen giver symptomer
  • Enkelte patienter får dog ikke behov for behandling

Hvordan behandler man CLL (kronisk lymfatisk leukæmi)?

CLL (kronisk lymfatisk leukæmi) er en kronisk sygdom, som ikke kan helbredes. Men der findes en række effektive medicinske behandlinger af sygdommen, som man i perioder eller konstant skal behandles med resten af livet. Enkelte patienter får dog ikke behov for behandling. Der kan komme symptomer igen, selvom man tidligere er blevet behandlet.

Medicinsk behandling af CLL gives normalt kun i perioder, hvor sygdommen giver symptomer. Der er et stort antal behandlingsmuligheder, men den mest anvendte behandling er cellegifte (kemoterapi), som ofte gives i kombination med antistofbehandling (immunterapi).

I de senere år er der kommet flere nye målrettede og lovende medicinske behandlingsmuligheder. I meget sjældne tilfælde kan allogen stamcelletransplantation komme på tale.

Besøg hjemmeside for Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS (LyLe)

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvordan foregår medicinsk behandling af CLL?

CLL behandles i de perioder, hvor sygdommen er aktiv og patienten har symptomer. Oftest har behandlingerne en god virkning på sygdommen, således at man igen kan opnå en lang og symptomfri periode. Det varierer hvor hyppigt, der er behov for behandlinger. Nogle kan gå i årevis uden behandling. Behandlingerne gives normalt ambulant, men i perioder kan der være behov for indlæggelse, især hvis der opstår infektioner eller andre komplikationer.

Se også netdoktors nye magasin om CLL

Når diagnosen CLL (kronisk lymfatisk leukæmi) er stillet, vil lægen som det første skønne, hvilke symptomer, der skyldes CLL. Endvidere vil sygdommens udbredelse blive vurderet ud fra blodprøver og omfanget af hævede lymfeknuder. Endelig kan specielle analyser på leukæmicellernes arvemateriale (kromosomer) i blodet vise, om der er tale om en fredelig undertype af CLL, eller om sygdommen kan forventes at udvikle sig hurtigere.

CLL vil ofte være en fredelig sygdom. I disse tilfælde er behandling ikke nødvendig, før sygdommen senere eventuelt udvikler sig. Man kan derfor opleve at blive behandlet allerede, når diagnosen stilles, men i andre tilfælde kan der gå en længere periode, før behovet for behandling viser sig.

Hvis sygdommen udvikler sig og giver symptomer eller blodets celler, herunder blodprocenten, bliver påvirket, så vil der være behov for at starte en behandling. Valg af behandling sker ud fra en vurdering af patientens alder og hvilken undertype af CLL, der er tale om. Undertypen bestemmes ud fra specialanalyser af arvematerialet (kromosomer) på de syge celler i blodet. Disse analyser opdeler sygdommen i såkaldte risikogrupper. Der kan være tale om en risikogruppe med:

  • lav sandsynlighed for hurtig udvikling af sygdommen
  • høj risiko for hurtig udvikling af sygdommen (sjældent)

    Behandling ved lav risiko for hurtig udvikling

    Der gives kun behandling, hvis patienten har symptomer af sin CLL. Hvis man tilhører gruppen med lav risiko for hurtig udvikling, så vil der oftest gives en behandling med en kombination af et antistof (også kaldet immunterapi) og cellegifte (kemoterapi).

Kombinationen af de to typer behandling forstærker effekten frem for blot at give én af de to typer behandling. Det hyppigst anvendte antistof er rituximab. I andre tilfælde vil lægen benytte antistoffet obinutuzumab. Virkningen af denne type antistoffer er meget ens, men i nogle situationer foretrækkes det ene frem for det andet.

Kemoterapien kan gives som et enkelt præparat eller en kombination af flere præparater. Nogle af de hyppigst anvendte præparater er fludarabin, cyklofosfamid, bendamustin og chlorambucil. Den kombination lægen vælger afhænger først og fremmest af aldersgruppen, der skal have behandlingen.

Behandling ved høj risiko for hurtig udvikling

Hvis man har symptomer og en mere sjælden undertype af CLL med en speciel forandring i arvematerialet kaldet 17p- eller tp53, vil lægen oftest vælge en anden type behandling. Der er godkendt tre nye præparater (ibrutinib, venetoclax og idelalisib), som har vist god effekt også for undertypen af CLL med høj risiko for hurtig udvikling. Hvis man har denne type af CLL, kan man derfor også blive behandlet med et af disse stoffer alene. Det vil ofte dreje sig om en langvarig behandling med tabletter. Det forventes, at denne type behandling de kommende år i stigende grad vil blive anvendt til andre undertyper af CLL.

Behandling af tilbagefald

Hvis der opstår ny udvikling i sygdommen med voksende lymfeknuder eller milt, stigende antal hvide blodlegemer i blodprøver og eventuelt faldende blodprocent eller blodplader vil man igen vælge at behandle med én af ovenstående behandlinger. Der kan således blive tale om en kombination af antistof og kemoterapi eller et af de nyere godkendte præparater (ibrutinib, venetoclax, idelalisib). Ofte vil man blive tilbudt at deltage i et forsøg, der skal teste nye behandlinger med forventet bedre effekt på sygdommen.

Stamcelletransplantation

Allogen stamcelletransplantation kan i meget sjældne tilfælde komme på tale, hvis man:

  • Tilhører højrisikogruppen og alderen er under cirka 70 år
  • Hvis man er under 70 år, og kemoterapien/andre behandlingsmuligheder ikke længere er virksom
  • Hvis man er under 70 år, og sygdommen har ændret sig til en aggressiv type af lymfekræft

En allogen stamcelletransplantation er effektiv, men også forbundet med mulige alvorlige bivirkninger. Hvis allogen transplantation overvejes som en mulighed, vil lægen som det første starte med at undersøge for en mulig donor, som kan være en søskende eller en donor fra et register.

Andre typer behandlinger

I nogle tilfælde vil kroppens immunsystem medføre en øget nedbrydning af de røde blodlegemer eller blodpladerne. Her kan det være nødvendigt en periode at behandle med binyrebarkhormon (prednisolon) og immunterapi (rituximab). Som følge af at sygdommen opstår i den type hvide blodlegemer, som er antistof-producerende celler, udvikler nogle patienter mangel på antistoffer (immunglobuliner) og dermed nedsat modstandskraft mod infektioner. Hvis der er mangel på antistoffer og hyppige infektioner kan man i sådanne tilfælde ofte forbedre immunforsvaret ved transfusioner med immunglobulin.

Annonce (læs videre nedenfor)

Bivirkning af behandling af CLL

Kemoterapi givet mod CLL vil oftest være en relativ mild form. Bivirkninger ses hyppigst som svækket immunforsvar og eventuelt infektioner, nedsat blodprocent, lave blodplader, kvalme, diarré og hududslæt. Ved behandling med antistoffer kan der ved første indgift opstå en allergilignende reaktion med utilpashed, kulderystelser, feber og eventuelt faldende blodtryk eller påvirket vejrtrækning. Denne reaktion er forbigående. Andre bivirkninger er sjældne. Behandling med de nye, mere målrettede præparater (ibrutinib, venetoclax, idelalisib) tolereres fint hos flertallet af patienter. Der kan imidlertid opstå en lang række bivirkninger, hvor lægen må anbefale at stoppe medicinen. I så fald vil bivirkningerne næsten altid forsvinde.

Hvad gør man, hvis behandlingen ikke virker?

Kronisk lymfatisk leukæmi kan ikke helbredes, men behandlingen fører ofte til årelange perioder uden symptomer på sygdommen.

Hvis lægen vælger at se an uden behandling, vil man typisk vælge blot at følge sygdommen med jævne mellemrum. Det kan typisk være med 3 til 12 måneders mellemrum, hvor der hver gang tages en blodprøve, og lægen mærker efter lymfeknuder og størrelsen af milt og lever. Så længe sygdommen holder sig i ro med stabile blodprøver og uden vækst i forekomsten af lymfeknuder, vil man vælge at observere uden behandling.

I perioder med øget aktivitet i sygdommen og symptomer vil der gives behandling. Det varierer meget, hvor hyppigt man får behov for behandling. Lægen vurderer hver gang, om der bør skiftes til en ny type behandling. Dette afhænger af, hvor lang periode der er mellem behandlingerne, og hvor effektivt den tidligere behandling virkede. Man kan således opleve, at få mange typer af behandling over en længere årrække.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Nye og lovende behandlinger til kronisk lymfatisk leukæmi er taget i brug i løbet af de seneste år. Det drejer sig om behandlinger, der målrettet kan angribe de syge cellers vækst uden at ramme kroppens raske celler. De nyeste registrerede præparater er obinutuzumab, idelalisib, venetoclax og ibrutinib. I disse år forskes der intensivt, og man har en forventning til, at der inden for en årrække vil blive mindre behov for kemoterapi og en større effektivitet mod sygdommen. Der er især opmærksomhed rettet mod at forbedre behandlingen til CLL med særlig høj risiko for hurtig udvikling af sygdommen.

Læs mere om LEUKÆMI

Sidst opdateret: 04.01.2023

Medicin som kan anvendes

Fludara
Fludarabinphosphat "Actavis" - Udgået: 10-07-2023
Fludarabinphosphat "Ebewe"
Bendamustine "Fresenius Kabi"
Bendamustinhydrochlorid "Accord"
Leukeran
Annonce