Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Svær overvægt

Slankepiller til behandling af svær overvægt

Slankepiller og slankemedicin er lægemidler, som kan give vægttab hos svært overvægtige. Slankepillerne vil typisk give et ekstra vægttab på 2-8 kg. Slankemedicin skal altid suppleres med til livsstilsændringer i form af sund kost og motion.

Opdateret: 6. August 2019

Hvad er slankepiller?

Slankepiller er den almindelige betegnelse for det, der i lægeverdenen hedder 'medicinsk behandling af overvægt' og dækker over medicin, der er receptpligtig, og som man derfor skal have gennem egen læge.

Der findes mange andre midler, der sælges for deres påståede slankende effekt. Disse midler sælges overvejende via nettet og er registreret som kosttilskud og medicinsk udstyr, og derfor ikke undersøgt så grundigt som receptpligtigt medicin – eller slet ikke undersøgt – for deres vægttabseffekt eller bivirkninger. Artiklen har ikke fokus på disse produkter – i det følgende gennemgås kun den receptpligtige slankemedicins effekter og bivirkninger.

Se også Netdoktors nye magasin om svær overvægt

Hvilke typer slankemedicin findes der?

Der findes flere typer lægemidler, der gives som supplement til kost- og livsstilsomlægning som del af behandling af overvægt og svær overvægt.

Teoretisk kan lægemidler, der påvirker vægten, inddeles i forskellige grupper:

  • Midler der nedsætter appetitten (nedsætter energiindtaget)

  • Midler der nedsætter optagelsen af ernæringsstofferne fra tarmen

  • Midler der øger forbrændingen

I virkeligheden er det meget vanskeligt at gruppere lægemidlerne, da deres virkningsmekanisme ikke er helt afklaret. Derudover kan et givent lægemiddel have forskellige virkningsmekanismer. Det eneste stof på markedet, der har en klar og enkel virkningsmekanisme, er Orlistat, der nedsætter energi/fedt-optagelsen fra tarmen.

Lægemidler der bruges til medicinsk behandling af overvægt i Danmark (2019)

Orlistat

(120 mg x 3 dagligt, tages til hovedmåltiderne)

Virkning: Orlistat hæmmer nogle af de enzymer, som nedbryder fedt fra vores kost. Herved mindskes optagelsen af fedt fra tarmen, og fedtet udskilles i stedet uomdannet med afføringen. Sammen med medicinen er det vigtigt med en fedtfattig kost, da der ellers kan opstå "fedtdiarré".

Vægttab: 2,5-3,5 kg efter 1 års behandling.

Bivirkninger: Diarre, rumlen i maven og tendens til at prutte meget. Nedsat optagelse af vitaminer kan forekomme.

Bupropion/naltrexon

(1 tablet dagligt, optrappet over 4 uger til 2 tabletter x 2 dagligt)

Virkning: Bupropion/naltrexon virker primært appetitnedsættende.

Vægttab: 4-5 kg efter 1 års behandlingBivirkninger: De almindeligste bivirkninger er kvalme, hovedpine, forstoppelse og opkastning. Da medikamentet består at to tidligere kendte og anvendte stoffer – et antidepressivt middel og et stof der blokker morfinvirkningen, er der en del personer, der ikke bør behandles med dette stof mest relateret til psykiske sygdomme (se medicin.dk).

Liraglutid

(0,6 mg som én daglig injektion, optrappet over 5 uger til 3 mg)

Virkning: Liraglutid er en såkaldt GLP-1-receptor agonist, øger mæthedsfornemmelsen, så den primære effekt formodes at være appetitnedsættende.

Vægttab: Ca. 8,4 kg efter 1 års behandling

Bivirkninger: En del oplever bivirkninger i form af diarré, kvalme, forstoppelse og opkastning.

Amfepramon

Virkning: Amfepramon nedsætter appetitten og øger forbrændingen. Amfepramon kan give afhængighedsproblemer og på grund den sparsomme dokumentation af virkning og bivirkning anbefales det ikke at benytte Amfepramon i mere end 3 måneder.

Vægttab: 1-2 kg vægttab efter 3 måneders behandling.Behandlingseffekt og bivirkninger er ikke undersøgt på længere sigt

Bivirkninger: Psykiske ændringer, psykoser, depression, mundtørhed, svimmelhed, nervøsitet, uro og søvnløshed.

Alle præparaterne er receptpligtige, men Orlistat findes i en lavere dosis (60 mg) som håndkøbspræparat.

Hvor effektiv er slankemedicin?

Slankemedicin skal altid tages som supplement til livsstilsændringer, som kan være kostomlægning med færre kalorier (energi-reduceret kost) og øget fysisk aktivitet. Midler mod overvægt kan således være med til at starte et vægttab og øge motivationen til at holde fast i livsstilsændringer.

Afhængig af, hvilke slankepiller du tager, vil medicinen typisk give dig et ekstra vægttab på 2-8 kg med en udgangsvægt omkring de 100 kg. De angivne vægttab er gennemsnitstal. Nogle vil tabe meget mere, andre vil slet ikke tabe sig, så der er megen stor individuel forskel på, hvordan man reagerer på den medicinske behandling. De fleste præparater giver effekt inden for uger til måneder. Hvis man ikke har tabt mere end 3-5 procent af sin vægt efter 3 måneders behandling, bør man ophøre med behandlingen, da den formentlig ikke virker på en.

Som det fremgår, skal man i forbindelse med medicinsk behandling ikke forvente meget store vægttab på f.eks. 25 kg eller mere. Hvis man er meget svær overvægtig, og vægttab ikke rigtig er lykkedes med supplerende medicinsk behandling, kan man tale med sin læge om eventuelt kirurgisk behandling af den svære overvægt.

Hvor længe må man tage slankemedicin?

Amfepramon bør ikke benyttes i mere end 3 måneder på grund den sparsomme dokumentation af virkning og bivirkning. For de andre præparater anbefales det, at man maksimalt tager dem det antal år, de kliniske forsøg har varet – dvs. 2-3 år.

Når du holder op med at tage medicinen, ophører virkningen, og vægten vil sædvanligvis stige igen, så måske ikke overraskende virker medicinen, der skal give vægttab kun, mens den tages. Selv mindre vægttab virker motiverende og vil også gøre det nemmere for personen at øge den fysiske aktivitet, som er en vigtig del af vægtvedligeholdelsen.

Hvem kan få udskrevet slankemedicin?

Medicinsk behandling af overvægt hos voksne kan gives til personer med svær overvægt, hvilket udregnes i forhold til Body Mass Index (BMI). BMI = vægt i kg/højde i m2.

Slankemedicin kan således gives til personer med:

  • BMI > 30 kg/m2.

eller

Der er forskellige forsigtighedsregler for de forskellige typer af medicin, hvilket er noget, lægen vil vurdere, når vedkommende udskriver medicinen. Der er ikke et fast krav om, at man skal opnå et bestemt vægttab, men hvis man ikke opnår vægttab på cirka 5 procent inden for de første tre måneder, giver det ofte ikke mening at fortsætte med medicinen (se ovenfor).

Medicinsk behandling skal altid gives sammen med anvisninger til, hvordan man kan ændre sin livsstil, så man begynder at spise sundere og få mere motion. Lægen kan henvise til en diætist eller et forløb i kommunalt regi, hvis der findes et sådant. Tilbuddene er dog forskellige fra kommune til kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvilke bivirkninger er der ved slankemedicin?

Der er ingen typiske bivirkninger ved slankemedicin, da bivirkningerne er helt afhængige af det individuelle stof, der anvendes. De midler, der er receptpligtige, er i dag velundersøgte - også med henblik på bivirkninger. Så hvis man overholder de forsigtighedsregler, der er gældende for hvert af stofferne, og det vil sædvanligvis ske i forbindelse med samtale med egen læge, er der meget begrænsede alvorlige bivirkninger med disse stoffer. Alle præparater bortset fra Amfepramon er velundersøgt, og Amfepramon anbefales ikke til behandling i længere tid end 3 måneder.

Status og fremtiden

Der forskes aktuelt meget i forskellige lægemidler til behandling af svær overvægt. Fælles for disse er, at de foreløbige resultater tyder på, at disse nye præparater giver et større vægttab end de præparater, som kan købes lige nu.

"Slankemidler" på nettet

Der findes mange andre midler, der sælges for deres påståede slankende effekt. Disse midler sælges overvejende via nettet og er registreret som kosttilskud og medicinsk udstyr, og de er derfor ikke undersøgt så grundigt som receptpligtigt medicin – eller slet ikke undersøgt – for deres vægttabseffekt eller bivirkninger.

Gennem de sidste 20-30 år er der lavet flere gennemgange af ikke-receptpligtig såkaldt slankemedicin både herhjemme og i udlandet, og grundlæggende har man ikke dokumenteret reel vægttabsvirkning af disse midler – men nogle med potentielle bivirkninger. De midler, der generelt findes på nettet i dag, er stort set med de samme indholdstoffer som dengang - blot med nye navne. Det frarådes derfor at købe sådanne midler på nettet.

Så det helt grundlæggende råd er:Køb aldrig såkaldt slankemedicin på nettet!


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons