Det vigtigste symptom ved al gigt er hævelse, og hvis et led hæver uden i forvejen at have været udsat for en skade, bør det undersøges af en læge. Hvis der samtidig er usædvanlig rødme/varme af leddet, eller hvis der er påvirket almentilstand eller feber, skal man tale med lægen med det samme.
Ved leddegigt kan flere led hæve samtidig, ofte samme led på begge sider, det vil sige for eksempel knoled for finger nummer to og tre på både højre og venstre hånd, og symmetrien vil styrke mistanken om leddegigt. Hævelser kan senere i forløbet forekomme uden samtidige smerter, men i begyndelsen gør leddegigt ondt.
Kriterierne for diagnosen leddegigt indebærer, at hævelsen skal have stået på i seks uger for i sig selv at støtte diagnosen, men hvis hævelserne er typiske, venter man ikke med at behandle.
Leddegigt giver ofte ømhed, men så længe leddet ikke hæver, vil diagnosen være tvivlsom. Hvis der er udtalt ømhed, bør man dog søge læge, selvom leddet ikke er hævet. Ømheden vil pege mere sikkert på leddegigt, hvis der samtidig er varme omkring leddet.
VIDEO: Symptomerne på leddegigt kan være diffuse, og især i den tidligere fase af sygdommen kan det være svært at stille diagnosen. Sådan var det også for Birgitte Jansbak, der havde symptomer i flere år og endte ud i et 11 måneders langt udredningsforløb. Hør hendes fortælling:
Det vil hjælpe lægen at have gjort sig tanker om følgende:
Den praktiserende læge vil typisk spørge om:
Derudover vil den praktiserende læge typisk lave følgende undersøgelser:
Hvis lægen med sikkerhed kan konstatere hævelse af leddet, vil man typisk blive henvist til speciallæge i reumatologi med henblik medicinsk behandling. Man bliver også henvist, hvis ens egen læge er i tvivl om diagnosen.
En reumatolog er en speciallæge inden for reumatologi, som diagnosticerer og behandler medicinske sygdomme i bevægeapparatet – herunder inflammatoriske sygdomme som leddegigt.
Reumatologen vil spørge ind til forløbet af hævelser, hvilke led generer, og om man oplever andre symptomer.
Derudover vil reumatologen undersøge følgende:
Professor, dr. med. Henning Bliddal svarer her på spørgsmål fra Netdoktors læsere. Til daglig er han chef for den reumatologiske forskningsenhed Parker Instituttet ved Frederiksberg Hospital.
Stil dit spørgsmål her >>
I blodprøver kan man måle: C-reaktivt protein (CRP), blodceller (hæmoglobin, leucocytter, trombocytter), levertal (ALAT, basisk fosfatase), nyrefunktion (creatinin) samt gigtantistoffer (anti-ccp, reumafaktor). Blodprøver tages enten hos den praktiserende læge eller på hospital.
Urin testes normalt kun ved mistanke om nyrepåvirkning.
CRP er ofte forhøjet i forhold til det normale ved aktiv leddegigt, men man kan have gigt uden ændring af blodprøverne.
Gigtantistoffer tages i begyndelsen af udredningen, idet fundet af dem både er med til at sikre diagnosen leddegigt og til at give et indtryk af udsigten for behandlingen, idet gigten kan være mere aggressiv, hvis der er antistoffer.
Nu om dage kommer svarene på alle disse blodprøver efter en til to dage, og de fleste specialister/hospitalsafdelinger vil bede om, at man får taget blodprøverne forinden, så man har svarene ved kontrolbesøget.
Røntgenbilleder tages enten på hospitalet eller – i København – på private røntgenklinikker.
Der er meget sjældent spor af gigten i de tidlige faser, men her tages røntgenbilledet for at have et udgangspunkt for eventuelle senere forandringer. I løbet af et længerevarende og kronisk behandlingsforløb tages røntgenbillederne typisk med flere års mellemrum, og røntgenlægen ser dels efter udtynding af knoglerne, dels efter erosioner (gnav).
Hvis behandlingen af gigten får den til at gå i stå, kommer der ikke yderligere forandringer. Modsat kan erosioner opstå i løbet af ½-1 år ved aktiv gigt. Man ved fra MR-scanninger, at forandringerne kommer længe før, de kan ses på røntgenbilleder.
Det er ikke altid nødvendigt med ultralydsscanning af leddene, kun hvis specialisten er i tvivl om diagnosen eller gigtens aktivitet. Scanningen er ufarlig i sig selv og foregår gennem en gel – de fleste vil kende princippet fra scanninger under graviditet.
Hævelsen af vævet omkring led og sener viser sig ved øget væskeindhold, hvilket er meget tydeligt at se på ultralyd som mørke partier i og omkring strukturen. Hvis ultralydsapparatet er mere avanceret, kan det også måle blodgennemstrømning ved såkaldt Doppler. Hvis sygdommen er meget aktiv, vil inflammationen medføre øget blodforsyning til området. Det samme kan i øvrigt give anledning til varme på huden over et inflammeret led, hvilket man selv kan mærke. Man skal gøre sig klart, at ultralyd ikke kan se igennem knoglen og derfor kun undersøger den del af leddet, som vender ud mod huden.
Ultralydsscanning er den fordel at foregå, mens du selv kan følge med, det vil sige, at svaret kommer med det samme.
MR-scanning kan kun undersøge ét område ad gangen, og som regel foretages der scanning af en hånd. Disse scanninger er i gigtsammenhæng næsten kun i brug ved forskningsprojekter eller ganske særlige udredninger.
MR-scanning viser både defekter i knogler og inflammation i væv. Følsomheden er mindre end ved ultralyd, men ved MR-scanning kan man se hele leddet.
Beskrivelse af MR-scanning er en højt specialiseret funktion, og de fleste steder er svaret først klar efter en til to uger.
Smerter er jo ejermandens og kan ikke måles. Man bliver derfor nødt til at spørge på forskellig vis om smerten, ofte på en skala 0-10, hvor 0 = ingen og 10 = værst tænkelige. Selve spørgsmålet uddybes ofte med en ekstra beskrivelse, så som "lige nu", "værste inden for 4 uger" eller "gennemsnitlig de sidste 4 uger", men der er mange varianter.
Nyere spørgeskemaer går desuden ind på hvilken type smerte, der er tale om, for eksempel kan brændende/jagende smerte tyde på en påvirkning af nerver.
I de fleste tilfælde følges udviklingen i smerter, det vil sige, at man bliver stillet de(t) samme spørgsmål hver gang.
Der er sjældent behov for yderligere undersøgelser, men hvis der for eksempel bliver tappet ledvæske fra et særligt gigtplaget led, kan væsken blive undersøgt for krystaller i et mikroskop og – ved mistanke om infektion – til mikrobiologisk undersøgelse
Diagnosen stilles ud fra typiske symptomer samt retningslinjer fra 2010, der tilgodeser tidlig diagnose. Selvom der foreligger nogle retningslinjer for diagnosen, leddegigt, vil reumatologen i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, om diagnosen er tilstrækkeligt underbygget for at begynde en behandling. For at kunne stille diagnosen med sikkerhed skal der som et minimum være mindst eet hævet led.
Ifølge de internationale kriterier for diagnosen, leddegigt, skal en patient have en score 6 point eller mere ud fra nedenstående skalaer:
Ledinvolvering:
0 point: 1 stort led score
1 point: 2-10 store led score
2 point: 1-2 små led score
3 point: 4-10 små led score
5 point: 10 led hvoraf mindst ét er et lille led score
Serologiske undersøgelser
0 point: Negativ for både reumafaktor (RF) og anti-citrullineret peptid antistof (anti-CCP).
2 point: Lavtitret (lavt indhold af) RF eller lavtitret (lavt indhold af) antiCCP.
3 point: Højtitret (højt indhold af) RF eller højtitret (højt indhold af) antiCCP.
Akutte faserespons
0 point: Normal CRP (C-reaktivt protein) og normal SR (sænkningsreaktion).
1 point: Abnorm høj CRP (C-reaktivt protein) eller høj SR (sænkningsreaktion).
Varighed af symptomer
0 point: Mindre end 6 uger.
1 point: 6 uger eller mere.
Sidst opdateret: 30.08.2017