Kære Spørger,
Hvis dine kostvaner er relativt fedtfattige, kan du med garanti tage på ved at skære ned på de mættende, fiber-og kernerige kulhydrater og vælge de finere slags, som findes i kartofler, brød, grøntsager, ris og pasta. Du kan også spise lidt flere simple kulhydrater, som du får fra frugt, især tørret frugt, bær, marmelade, juice og strøsukker og øge fedtindholdet i din kost.
Da man nødigt skal øge åreforkalkningen og risikoen for blodpropper, bør man især spise mere enkeltumættet fedt, så brug derfor mere rapsolie, olivenolie, solsikkeolie og margarine i madlavningen, spis flere avocadoer, peanuts, nødder, mandler og flere fede fisk som eks. makrel, laks, sardiner og sild. Du kan evt. supplere med et dagligt tilskud af fiskeolie. At du indtager mere monoumættet fedt og fiskeolier, vil ikke øge din risiko for hjertekarsygdom og diabetes. Du kan supplere med juice, saftevand og et par glas vin.
Hvis disse kostråd ikke er tilstrækkelige, kan du få foretaget en kostanalyse af en klinisk diætist og baseret herpå få udarbejdet en personlig kostplan. Der findes ikke medicin, der kan anvendes til at afhjælpe dit problem.
Raske, ikke-rygende personer, som har svært ved at tage på, er ofte mere fysisk aktive mennesker. De kan ikke sidde stille, og har en naturlig, muligvis arvelig, trang til at bevæge sig hele tiden. Det koster kalorier og er et godt værn mod overvægt, men tilbøjeligheden kan også bidrage til, at man er tynd og ikke kan tage på. Det er derfor en god ide at skære ned på motionsmønsteret, hvis den ovenfor beskrevne kostændring ikke er tilstrækkelig.
Med venlig hilsen
Arne Astrup
Læge og Ernæringsekspert