Svar:
Almindelig Herpes virusinfektion (Herpes simplex) er overordentlig almindelig, og er årsagen til forkølelsessår. Man regner med at over halvdelen af den voksne befolkning har antistoffer mod Herpes Simplex, som udtryk for at man har haft en infektion på et tidspunkt ofte uden væsentlige symptomer.
Herpes simplex virus findes i 2 typer (1 og 2), hvor type 1 typisk optræder i barnealderen og type 2 hos voksne.
De fleste smittes (kontakt-dråbeinfektion) i alderen 1/2 til 3 års alderen med minimale symptomer til følge (mudslimhindegener). Det er heldigvis meget sjældent at man udvikler hjernebetændelse.
De fleste udbrud hos voksne er såkaldte recidiver med hyppige tilbagefald med ”forkølelsessår”på overlæben eller udbrud på kønsdelene, som udtryk for at man har virusinfektionen ”stum” og i perioder bryder den igennem når ens modstandskraft svækkes f.eks. ved en banal infektion.
Symtomerne er svie, brænden, rødme og udvikling af små vædskeholdige blærer, som indeholder viruspartiklerne.
Det er vigtigt med en god hygiejne for at undgå smitten, d.v.s. undgå direkte kontakt, søg læge i tvivlstilfælde m.h.p. at få stillet diagnosen og påbegyndt evt. behandling.
Der findes i dag herpesvirusdræbende medicin såvel som tabletter som creme, som kan gives i helt specielle situationer som ens egen læge kan rådgive om.
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin