Kære Netdoktor
Jeg er lidt nysgerrig på hvorvidt man kan gøre noget ved en gammel brækket finger som man ikke gjorde noget ved dengang uheldet skete.
Jeg faldt af en hest tilbage omkring 4 år siden hvor jeg fik en hjernerystelse, samt hvad jeg troede var en forstuvet lillefinger. Den var hævet, skæv og blev blå og grøn. Netop fordi smerterne ikke var så voldsomme (jeg troede at det ville gøre mere ondt hvis den var brækket), så tog jeg ikke til lægen og snakkede om min finger men kun hjernerystelsen. Dette fortryder jeg lidt nu.
Den er utrolig skæv og knaser når jeg rykker på den med min anden hånd. Derudover får jeg en gang i mellem smerter i den, smerterne føles lidt som om den sidder i klemme og spænder op. Jeg plejer at "knække" lillefingeren når disse smerter kommer og så går det væk efter noget tid.
Jeg har efterfølgende forhørt mig med et familiemedlem der er massør og hun mener bestemt den har været brækket. Men mit spørgsmål er egentligt bare om der er noget at gøre nu, da det er ret generende at den 1) er skæv, 2) gør ondt i ny og næ
Mvh. En spørger
Kære spørger
Teoretisk kan man godt rette en finger, men det kan være kompliceret, og det er sjældent noget man gør.
Men du skriver at din finger ”knaser”: Det kan der være flere grunde til, en af dem kunne være at bruddet aldrig er helt ordentligt,- hvis der er et brud.
Hvis du virkelig er generet af fingeren, synes jeg du ved lejlighed skal bede din læge om en henvisning til røntgen.
Så vil du få klarhed over , om den virkelig har været brækket og ”om der er noget at gøre”.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædkirurgi