Kære NetDoktor,
Mit spørgsmål til jer er: Kan en trussel (den enes utroskab) mod et dårligt ægteskab redde ægteskabet? Kan de 3 involverede parter efterfølgende være venner? Hvordan holder man op med at føle kærlighed (fordi man skal)?
Baggrund: Jeg har gennem flere år haft en gift kæreste. Vi er bundet sammen af et dybt venskab, som med tiden blev til kærlighed. Igennem en del år har hans ægteskab (gift i 27 år) fungeret mindre godt, nærheden var væk, og de kunne dårligt tale sammen uden at komme til at bide af hinanden. Men min kæreste er blevet, bl.a. pga. børnene. Den yngste på 18 bor stadig hjemme.
Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig, men han har også følelser for sin familie, måske især børnene, og vil nødig gøre nogen ondt. Det vil jeg for øvrigt heller ikke, derfor har jeg haft store samvittighedskvaler over at være medskyldig i dette bedrag mod en medsøster. Men min kærlighed til ham har fået mig til at overtræde mine egne moralbegreber. Det straffes man for.
Jeg har hele tiden været klar over, at jeg intet kunne forvente. Men har alligevel til tider gjort det, når det gik værst mellem min kæreste og hans kone. For kort tid siden var han meget tæt på at flytte. Hun bad ham direkte om det, og det var ikke første gang. Hun har også flere gange sagt til ham, at hun ikke gad blive gammel sammen med ham. Min kæreste var så klar til at flytte som aldrig før, og han fortalte hende, at han havde fundet et sted at bo. Kort efter opdagede hun en sms fra mig til min kæreste (hvor banalt). Disse to ting chokerede hende så meget, at hun vendte 180 grader og pludselig elskede sin mand højt og meddelte, at hun aldrig ville give slip på ham.
Deres børn var utrolig kede af situationen og forsøgte at få forældrene til at blive sammen. Sådan blev det. I hvert fald vil min ven give det en chance. Men han har betinget sig, at han kan beholde mig som ven, og det er hun med på (flot, hvis hun virkelig mener det). Jeg har accepteret, med fornuften, ikke med følelserne, at nu er det slut. Min ven og jeg har stadig store følelser for hinanden, de er ikke blevet mindre, og vi snyder os til kontakt med hinanden- vi kan ikke fungere uden. Ikke noget sex, men snak/sms og et kram. Det er forkert, for hun ved jo ikke noget, og nu er der ellers lagt op til ærlighed, som betyder meget for mig.
Jeg har en frygtelig dårlig samvittighed. Og et stort savn efter et liv med min ven. Vi tuder og hyler alle tre (mest os to kvinder), og kan dårligt få dagligdagen til at fungere. En ting, jeg ikke forstår - og det er så mit ene spørgsmål: Kan det virkelig lade sig gøre, at et menneske ændrer totalt mening om sin ægtefælle, når der er fare for at miste vedkommende? Skal der virkelig sådan et chok til for at blive klar over, hvad man har? Holder dén følelse, eller hvad? Kan de to ”glemme” alt det negative, der er sagt og gjort?
Min ven kan slet ikke finde ud af det, tør ikke tro på hendes følelser, for dén side er han ikke vant til at se. Han er meget splittet. Han vil ikke slippe mig, og det er jo nok fordi, han er i tvivl. Jeg er også et skvat, for jeg kan ikke slippe ham. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Vi ved alle 3 godt, at ting tager tid, og at vi må se, hvad der sker, og tage én ting ad gangen. Men lige nu beroliger det vist ingen af os, for vi har det skidt.
Et andet spørgsmål: Er det realistisk at forestille sig, at vi 3 på vores egen absurde måde kan have et venskab? Dels, vil min ven og jeg kunne fortsætte som venner efter at have haft et kærlighedsforhold - KAN vi overhovedet, kan hans kone acceptere det i længden, og hvordan ”justerer man følelserne ned”? Jeg føler, at jeg har mistet det vigtigste i mit liv. Hvordan kommer man over dét? Tabet overskygger alt, hvad jeg foretager mig, og jeg føler ikke rigtig glæde ved noget mere. Og hvad med et venskab mellem min vens kone og mig … vi er begge åbne over for det, men der vil jo altid være ting, vi ikke kan bringe på bane (hun har meldt ud, at fortiden ønsker hun aldrig aldrig at tale om mere). Vi kender hinanden lidt nu (har skrevet sammen og mødtes én gang) har forståelse for hinanden, kan kommunikere civiliseret, og hun er forbløffende positiv over for mig. Men lige nu er vi ret smadrede og afventer, at vore oprørte følelser falder lidt til ro, før vi tager kontakt igen. Det har været hårdt at skrive og tale om alt det svære. En bagvendt måde at indlede et venskab på. Er der nogen fremtid for sådan et venskab? Vi er indstillet på at prøve.
Jeg har ingen erfaringer med disse ting og har meget brug for en objektiv vurdering fra en fagperson.
På forhånd tak.
Venlig hilsen ”på dybt vand”