Kære spørger.
Du beskriver, at begge dine storetå-negle er forandrede, og at du har behandlet med formentlig Atamon med god effekt på noget, der kunne ligne fodsvamp, men uden effekt på dine negle.
Jeg er enig med dig i, at dine symptomer kan skyldes en svampeinfektion, men jeg kan dog ikke udelukke, at det drejer sig om noget helt andet. Negleforandringer kan nemlig skyldes meget andet end en svampeinfektion: Bl.a. psoriasis, slag mod neglene, medicinske sygdomme og hudsygdomme, som også afficerer neglene. Neglesvamp starter stort set altid med fodsvamp, og de første forandringer ses tit mellem tæerne, hvor der er fugtigt og varmt, hvilket gør at svampene trives. Senere kan svampeinfektionen sprede sig til fodsålen og eventuelt angribe neglene.
Jeg vil anbefale dig, at du bliver undersøgt via din egen læge eller via en hudlæge og får lavet en undersøgelse for både fodsvamp og neglesvamp. Undersøgelsen indebærer, at du får taget et svampeskrab, hvor hudskæl og lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger.
Hvis undersøgelsen bekræfter, at du har neglesvamp, er der forskellige behandlingsmuligheder.
Svamp i tånegle behandles som hovedregel med en tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp.
Atamon indeholder konserveringsmidlet natriumbenzoat, som hæmmer væksten af gær- og skimmelsvampe, hvilket benyttes til at forlænge madvarers holdbarhed. Desværre virker Atamon ikke på de svampe, der langt hyppigst forårsager neglesvamp (dermatofyter, som er årsag til neglesvamp i mere end 90% af tilfældene). Atamon kan derfor ikke kurere neglesvamp.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal
Læge