Hvad er biotin?
Biotin er et vandopløseligt B-vitamin, som er livsnødvendig for alle kendte organismer. Biotin dannes i planter og i mikroorganismer, men dyr og mennesker kan ikke selv danne vitaminet. Biotin indgår i flere forskellige stofskifte-reaktioner. Mangel i Danmark er sjælden, og biotin kan sandsynligvis ikke overdoseres. Der findes sjældne arvelige sygdomme, hvor man ikke kan optage biotin. Nyfødte screenes for dette.
Hvad bruger kroppen biotin til?
Biotin er et hjælpeenzym, som hjælper ved omsætningen af fedt og kulhydrater. Biotin hjælper også ved produktion af urinstof (foregår i leveren) og omsætningen af aminosyrer.
Hvor findes biotin i kosten?
Biotin findes i de fleste fødevarer, og det er derfor sjældent, at man kommer i biotinunderskud. Fødevarer som æggeblommer, indmad, havregryn og hvedeklid har et højt indhold af biotin.
Den daglige tilførsel gennem kosten antages at være 40 mikrogram per dag, og behovet skønnes at være 30 mikrogram per dag. Biotin produceret af bakterier i tarmen bidrager også til kroppens biotinbeholdning, men hvor meget, det betyder, er usikkert. Rå, men ikke tilberedte æggehvider indeholder avidin, der forhindrer optagelsen af biotin.
Hvor meget biotin må man tage?
Der kendes ikke til tilfælde af overdosering af biotin, hvorfor der ikke kan anbefales en øvre max dosis.
Hvilke faktorer kan påvirke optagelsen af biotin?
Optagelse af biotin i tarmsystemet nedsættes ved stort forbrug af rå æggehvider samt tilførsel af intravenøs ernæring uden tilsætning af vitaminer. Der er arvelige, men sjældne stofskiftesygdomme, hvor kroppen ikke kan omsætte vitaminet biotin.
Mangel på biotin kan derfor for eksempel opstå i forbindelse med:
- Meget ensidig kost fx med mange rå æggehvider.
Hvad er symptomerne på biotinmangel?
Mangel på biotin ses ekstremt sjældent og kun under ekstreme omstændigheder. Manglen kan vise sig ved udslæt ved ansigtets åbninger, hårtab og symptomer i nervesystemet. Andre tegn kan være:
Hvordan behandles biotinmangel?
Biotinmangel behandles ved tilskud af biotin og øget indtag af fødevarer med biotin. Herefter forsvinder symptomerne normalt af sig selv.