K- vitamin

Hvad er K- vitamin?

Vitamin K har fået sit navn K for koagulation (størkning af blodet). Mangel på K-vitamin fører til øget blødningstendens.

K-vitamin findes i naturen i to former:

• Fyllikinon (kaldet K1-vitamin) findes i grønne planter. Fyllikinon er fedtopløseligt og optages i tyndtarmen. Det oplagres i små depoter i leveren. Der ses også depoter i knogle-og fedtvæv.
• Menakinon (kaldet K2-vitamin), som laves af bakterier i tarmen.

K-vitamin blev opdaget af den danske professor og nobelprismodtager Henrik Dam.

Hvad bruger kroppen K- vitamin til?

K-vitamin spiller en central rolle i den komplicerede proces, der får blod til at størkne (koagulation). Det er størkningsfaktorerne protrombin, faktor VII, IX og X. Desuden er det vigtigt for dannelsen af andre proteiner.

Proteiner er bygget op af aminosyrer. Vitamin K ændrer en specifik aminosyre (glutamat) i nogle specifikke proteiner. Denne ændring gør proteinerne i stand til at binde calcium (kalk), hvilket er essentielt for blodets størkningsproces.

Vitamin K har en vigtig rolle i dannelsen af andre proteiner som for eksempel osteokalcin, der muliggør kalkaflejringen i knoglevævet.

Hvor findes K- vitamin i kosten?

K-vitamin findes som fyllikinon (kaldet K1-vitamin) i grøntsager. Især mørkegrønne bladgrøntsager indeholder vitaminet men også avocado, broccoli, kål, spinat og vegetabilske olier er gode kilder. Andre kilder er lever, nyre, mejeriprodukter, kornprodukter, kød, æggeblomme og frugt.

Desuden bidrager bakterierne i tarmen med op mod halvdelen af den nødvendige mængde K-vitamin i form af K2-vitamin (Menakinon). 

Vitaminet er stabilt overfor varme, sollys og luft.

Hvor meget K- vitamin har man behov for?

Den foreløbige anbefalede daglige dosis er 50 mikrogram pr dag for kvinder og 60 mikrogram pr dag for mænd Der indtages normalt tilstrækkelige mængder gennem almindelig kost. Viden omkring det eksakte behov er ukendt.

Hvem har øget risiko for K- vitaminmangel?

Sammenlignet med andre fedtopløselige vitaminer (fx A-vitamin) er kroppens depot af K-vitamin relativt beskeden. Leverens depot af K-vitamin tømmes nemt, hvis der spises ensidigt eller tarmen ikke kan optage vitaminet. Ved leversygdom (skrumpelever) eller sygdom i tyndtarmen der medfører tab af næringsstoffer kan der opstå K-vitaminmangel.

Bortset fra spædbørn, så kommer raske mennesker med normale kostvaner så godt som aldrig i underskud for K-vitamin, da kosten rigeligt dækker vores behov. Hos spædbørn imødegås deres særlige behov med en K-vitamin-indsprøjtning umiddelbart efter fødslen.
Følgende tilstande giver øget risiko for mangel:

Følgende tilstande giver øget risiko for mangel:

• For tidligt fødte.
• Ensidig kost.
• Skrumpelever og leversygdomme.

Det forekommer dog relativt sjældent, at personer kommer i underskud af K-vitamin. Og det er ikke usædvanligt, at man rent medicinsk går den modsatte vej og bremser vitaminets virkning i kroppen. Således bruges visse K-vitamin-antagonister til at behandle mennesker med stor risiko for at få blodpropper. Stofferne går ind i stofskiftet og blokerer virkningen af vitamin K, således at den normale blodstørkning hæmmes.

Spædbørn - hvad skal man især være opmærksom på?

Som nævnt kan spædbørn komme i K-vitaminmangel. Det er fordi, modermælk indeholder for små mængder K-vitamin. Desuden er barnets bakterieflora heller ikke så veludviklet, at den kan producere K-vitamin.

Kort tid efter fødslen gives der derfor en indsprøjtning med et milligram K-vitamin. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn født til tiden og sene præmature inden for de første timer efter fødslen gives 1,0 mg phytomenadion. Derudover er der ikke behov for K-vitamintilskud, heller ikke til børn, der udelukkende ammes.

Hvad er symptomerne på K- vitaminmangel?

Øget tendens til blødning.

Hvad er symptomerne på overdosering af K- vitamin?

Overdosering af K-vitamin hos spædbørn er kun meget sjældent beskrevet. Desuden er der sandsynligvis ingen risiko for følgevirkninger hos barnet, hvis fejldosering hurtigt stoppes.

K- vitamin og medicin

• K-vitamin nedsætter virkningen af nogle typer blodfortyndende medicin.

Får man receptpligtig medicin eller benytter håndkøbsmedicin i en længere periode anbefales det generelt, at man kontakter sin læge eller forhører sig på apoteket med hensyn til vitaminer og eventuelt vitamintilskud.