Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Førstehjælp

Hvepsestik og insektbid

Insektstik eller insektbid kan være enormt generende. Bliv klogere på hvordan du undgår at blive stukket, og hvad du kan gøre, når først uheldet er ude.

Opdateret: 11. August 2013

Hvilke insekter stikker og bider?

Bier, hvepse,edderkopper, myrer, lopper og myg er de mest almindelige i Danmark. De kan alle stikke eller bide.

Hvordan føles et stik/bid?

Mange insektstik/insektbid giver en eller flere kløende eller smertefulde røde buler. Oftest er der et lille hul i midten af stikket/biddet, og nogle gange sidder brodden tilbage. Brodden er den bageste del af dyrets hale, som den bruger til at stikke med. Biens brod kan ses pulsere mens den tømmer sig for gift. Foruden denne lokale irritation er der ikke andre gener fra stikket/biddet, med mindre man er allergisk overfor insektstik og -bid.

Allergi overfor insekter er mest almindelig ved stik fra bier og hvepse.

Hvordan ser et stik/bid ud?

Hvis man er i tvivl om man er blevet stukket/bidt, hvis man for eksempel efter en nat vågner op og har røde buler, er det en god idé at se efter, om der er andre steder på kroppen, der er blevet angrebet.

Findes der kun en bule eller fire-fem bid i en klynge, er det mest sandsynligt, at der er tale om stik/bid.

Fire til fem bid i en klynge laver for eksempel lopper, og de kan måske lave dem et par steder på kroppen. Det kan også forekomme, at der sker angreb af myggesværme, hvis man har sovet for åbne vinduer.

Hvilke tegn giver insektstik og insektbid?

Stikket/bidet er rødt, hævet, kløende og et eventuelt smertende udslæt. Disse tegn er de mest almindelige. Man skal være opmærksom på at stik sommetider kan give allergi.

Vær opmærksom på, hvis der kommer udslæt og hævelse, som tiltager i stedet for at aftage. Kontakt da lægen.

En anden grund til buler, hævet og rød hud kan være forskellige børnesygdomme . Man skal kontakte lægen, hvis man er i tvivl.

Søg lægehjælp straks, hvis stik eller bid yderligere giver følgende tegn

  • tiltagende udslæt og hævelse

  • hovedpine

  • svimmelhed

  • kvalme

  • brystsmerter

  • sammensnøring af luftrøret eller brystkassen

  • åndedrætsbesvær.

Disse tegn kan være tegn på at der er allergi, og disse tegn er livstruende. Søg derfor læge straks.

Hvad kan man selv gøre ved insektstik og -bid?

Brodden fjernes

Begynd med at fjerne brodden. Skrab den af med en negl, kreditkort, knivsblad eller med en pincet. Tryk ikke brodden ud, da det blot presser giften yderligere ud i huden.

Sug giften ud

Hvis man ejer en giftsuger, så brug den, og sug giften ud af stikket. En giftsuger kan købes på apoteket. Den ligner nærmest en sprøjte, men bruges altså omvendt.

Giftsugeren placeres over biddet, og man trækker opad i dens stempel for at få giften suget ud af stikket. Hvis man ikke ejer en giftsuger, så bør man købe en på apoteket. Den bør være i huset, når man får brug for den.

Pleje og smertelindring

  • Vask stikket med sæbe og vand. Man kan eventuelt køle det med isterninger i en vaskeklud.

  • Lige efter man er blevet stukket, kan det være en god idé at holde det stukne område i ro og eventuelt holde det opad, så der ikke kommer unødig hævelse i området.

  • Du kan eventuelt bruge creme eller gel med lokalbedøvende middel eller et antihistaminmiddel, som dæmper kløen - eller andre kløestilende midler.

Hvis man er allergisk

  • Hvis man er allergisk over for insektstik, bør man tale med lægen før ferieophold og måske medbringe et lægemiddel af typen antihistamin i tabletform eller et middel som injektion - men kun til brug efter lægens udtrykkelige ordination og vejledning.

  • Man skal også vide, at udslet, kløe og almindelig utilpashed kan støde til så lægehjælp kan blive nødvendig. Man skal straks bruge den medicin, man har fået ordineret af lægen. Kontakt derefter læge.

  • Hvis man ikke har nogen medicin, skal man straks under lægebehandling. Man må ikke selv køre, da man kan miste bevidstheden.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Gode råd hvis man har allergi

Hav oplysninger på dig

Hvis man har kendt insektstikallergi, bør man gå rundt med oplysninger på sig, der fortæller om dette. Det kan være i form af et kort, et armbånd eller en halskæde. Få oplysninger om dette hos lægen eller på apoteket.

En sådan sikkerhedsforanstaltning er en stor hjælp for de mennesker, der skal hjælpe dig i en eventuel faresituation og dermed en direkte livsreddende ting for dig.

Kend din medicin

Hvis man får ordineret noget medicin, som man skal bruge i et eventuelt tilfælde, er det vigtigt for ens sikkerhed, at der også er andre - familie og venner - der ved, hvordan medicinen skal bruges.

Hvordan undgår man at blive stukket?

Det er kun hun-myg der stikker, og trods talrige myter om hvordan man undgår myggestik, er der ikke nogen enkel løsning på den udfordring. Myg tiltrækkes af duft, og hvad der gør at de vælge nogle mennesker frem for andre, vides ikke.

  • Hvis man skulle være så uheldig at komme ind i en bi- eller hvepsesværm, skal man bevæge sig ud af den. Men langsomt . Vift ikke eller slå efter insekterne, det ophidser dem, og de bliver aggressive og angriber lettere. Bevar roen og brug rolige bevægelser.

  • Kast aldrig, eller slå efter et hvepse- eller bibo. Insekterne reagerer omgående med angreb.

  • Bliv væk fra ting der tiltrækker insekter, så som blomster, blomstrende buske og træer og træstabler.

  • Vær særlig opmærksom, hvis man spiser eller drikker udendørs. Det er bedst at undgå søde sager udendørs. Ikke mindst børn bør helst spise så lidt som muligt udendørs. Vær særligt opmærksom på søde drikkevarer der drikkes af dåse (eksempelvis sodavand og cider) eller andre beholdere der ikke er gennemsigtige, da der er en stor risiko for at overse et stikkende insekt, der måske er havnet i flasken eller dåsen. Et insektstik i halsen kan være yderst farligt!

  • Dufte og stærke farver tiltrækker insekter, så det er en god idé at undlade duftende cremer og så videre udendørs. Tøj i stærke farver og mønstre bør også gemmes til indendørs brug.

  • Man er bedre beskyttet mod insekter, hvis man er påklædt. Lange ærmer, lange bukser, sko, sokker og handsker hjælper til.

  • Et anti-insektmiddel kan påsmøres, inden man går udenfor.

  • Luk vinduerne i huse og biler, så insekterne ikke kommer indenfor. Brug eventuelt insektspray.

  • Hold øje med insekt-reder og boer, og få dem fjernet straks.

Hvornår skal man søge læge ved insektstik/insektbid?

  • Hvis insektstikket/insektbiddet bliver rødt, varmt, ømt og ophovnet. Det er tegn på infektion (betændelse), og bør da vurderes af en læge, om behandling er nødvendig.

  • Hvis der kommer feber. Det kan være tegn på infektion (betændelse).

  • Bistik og hvepsestik kan i sjældne tilfælde være livsfarlige. Det gælder især, når mange insekter stikker på samme tid. Eller hvis man bliver stukket i mund eller svælg, hvor slimhinderne kan svulme op og hindre luftpassagen eller ved svær allergisk reaktion .

I nogle tilfælde kan der i en sådan situation opstå choklignende tilstand, som kræver assistance fra læge eller ambulance. Tast i så fald 112, fortæl, hvad der er sket og hvor den syge befinder sig.

Læs også


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons