Hej Netdoktor.
Jeg er en mand på 34, jeg har altid været glad for alkohol og altid fået en fyraftensøl siden jeg var 17: Fest hver weekend og drikke sig fuld, indtil jeg fik kone og børn i en alder af 25, så blev det bare til flere fyraftensøl og vin til maden.
Til alle festlige lejligheder med familie kunne jeg sagtens drikke 1 flaske vin og 5 øl uden man kunne mærke det på mig. Jeg prøvede at gøre det så diskret som mulig og gerne lidt i smug, men de sidste 5 år har jeg drukket mere end nogensinde før. Når klokken blev 16, blev den første øl åbnet, og kunne nemt drikke 10 øl mens jeg gik og arbejdede her hjemme.
Jo flere jeg drak jo mere energi og lyst til at arbejde fik jeg, og når det så blev fredag så fik den fuld gas. Når jeg så vågnede om lørdagen med ondt i hovedet, så gik jeg og drak øl i smug hele dagen for at få det bedre. Jeg kunne sagtens drikke 30-40 genstande sådan en weekend!.
Men så for 6 måneder siden besluttede jeg mig for at skære kraftig ned, for at få noget mere energi og få udrettet noget mere, men synes ikke det er tilfældet. Jeg drikker slet ikke mere i hverdagene, men jeg er ikke blevet mere frisk tværtimod, jeg har ingen energi og gider ingenting?
Jeg vil gerne kunne drikke som andre mennesker, som for eksempel hvis vi nu har gæster med øl og vin til maden, men hvis bare jeg drikker så meget som en øl, så bliver jeg fuldstændig træt og har lyst til at gå i seng. Så mit spørgsmål er; hvad er der galt med mig, kommer jeg aldrig til at kunne drikke mere?
Det skal også lige siges, at jeg nogle gange døjer med ondt i ryggen, hvor jeg har taget Ipren for at afhjælpe smerterne.
Håber virkelig i kan svare på mit spørgsmål. Tak.
Mvh
En spørger