Brevkasse

Spørgsmål og lægefaglige svar om alkohol 


Spørgsmål   Afhængighed og misbrug

Spørgsmål: Kan jeg være allergisk overfor alkohol?

Kære Netdoktor

Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan tåle alkohol eller ej. Jeg bliver altid meget syg, flere dage efter jeg har drukket, og hvis jeg ikke bliver syg, bliver jeg ekstremt træt flere dage efter.

Jeg har for eksempel for nyligt været sammen med nogle venner, hvor vi drak nogle øl. Allerede da jeg havde drukket én øl, føltes det, som om mit hoved voksede til dobbelt størrelse, og det prikkede i ansigtet og føltes, som om mine øjne var ved at poppe ud, og jeg fik flakkende syn. Jeg var overhovedet ikke fuld på det tidspunkt. Det føltes også, som om min hørelse blev nedsat, og jeg blev meget træt! Det skal siges, at jeg er 110 procent sikker på, at der ikke var hældt "noget ekstra" i, da jeg selv åbnede øllen.

Min krop blev tungere, og jeg havde svært ved at bevæge armene kontrolleret, og det var altså efter bare én øl!

Sådan får jeg det faktisk hver gang, jeg drikker alkohol, også når det bare er et enkelt glas vin. Jeg tænker, om det er fordi, jeg ikke kan tåle alkohol, eller om jeg måske har en ukendt sygdom.

Jeg bliver så ekstremt træt og døsig og nedtrykt efter at have drukket en smule alkohol, og det gør mig også lidt ked af det, for alle mine venner kan jo nærmest drikke flere liter, før de begynder at kunne mærke noget. Samtidig bliver de, modsat mig, mere og mere friske og mere og mere feststemte.

Hvad kan der være galt med mig? Håber at I kan hjælpe.

Med venlig hilsen

En Spørger.

Svar:

Kære Spørger

Overfølsomhed for alkohol er næppe sandsynligt, men der kan være andre forklaringer på din reaktion.

Alkohol omdannes i kroppen af et bestemt enzym, alkoholdehydrogenase, der omdanner alkohol til acetaldehyd, der igen skal omdannes, før det udskilles fra kroppen.

Acetaldehyd er i bund og grund en gift, og det er dette stof, der blandt andet er skyld i tømmermænd , samt fosterskader ved gravide med stort alkoholindtag.

Enzymet, der omdanner alkohol, kan virke på forskellige måder, hvilket er genetisk bestemt. Hvis enzymet er meget aktivt, og således er i stand til at omdanne alkohol hurtigt, vil man kunne tåle større mængder alkohol uden at blive fuld og omvendt. Det er blandt andet velkendt i store dele af den asiatiske befolkning, at de tåler alkohol dårligt på grund af denne genetiske problematik.

Er du en person med langsom aktivitet af dit enzymsystem, vil du opleve det samme. Der kan også være tale om en egentlig allergisk reaktion på noget, der er i det, du drikker, eksempelvis sulfitter i rødvin.

Det ses også i enkelte alkoholprodukter, at de indeholder histamin, som er det stof, der fremprovokerer den allergiske reaktion i kroppen. Da du oplever den samme reaktion, uanset hvilken type af alkohol, du indtager, er det næppe her, din forklaring skal findes.

Uanset hvad baggrunden for, at du tåler alkohol dårligt er, vil der næppe være en løsning, der gør, at dette pludselig vil ændre sig. Du er nok nødt til at indstille dig på, at alkohol kun kan indgå i små mængder for dit vedkommende.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg har tidligere taget stoffer og haft et alkoholmisbrug- kan det være årsagen til min dårlige hukommelse?

2027-12-20 | 00:00

Hvor længe kan alkohol spores ved en CDT test?

2024-08-27 | 17:22

Jeg ryger hash istedet for at drikke alkohol. Er det mere skadeligt?

2021-11-20 | 00:00

Jeg kaster op ved mindste indtagelse af alkohol. Hvad kan jeg gøre?

2021-11-20 | 00:00

Druk er ikke ufarligt

2020-10-11 | 14:30

Jeg er energiforladt, når jeg ikke længere drikker?

2019-06-15 | 09:23

Hvordan kontrollerer jeg mit alkoholindtag

2018-04-8 | 20:16

Har jeg et alkohol-problem?

2017-12-2 | 01:07

Røget hash under graviditet, kan det have skadet barnet?

2015-03-10 | 00:00

Kan jeg være allergisk overfor alkohol?

2014-08-5 | 00:00

Jeg får black-outs, når jeg drikker mig fuld

2012-04-18 | 00:00

Kan nogen have puttet stoffer i min drink?

2011-05-13 | 00:00

Må jeg drikke alkohol med hepatitis C?

2009-04-14 | 00:00

Smertestillende piller - hvor mange er for mange?

2006-09-26 | 00:00

Hvordan kommer jeg ud af Kodimagnyl-misbrug?

2006-05-25 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.