Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Gevinster ved at stoppe eller skære ned på alkoholforbruget

Vi ved godt, at det er usundt at drikke for meget. Den gode nyhed er, at der ofte er hurtig gevinst i form af et bedre helbred, hvis man skærer ned på eller helt stopper alkoholindtaget.


Opdateret: 8. Marts 2022

Gevinster ved at stoppe eller skære ned på alkoholforbruget

Vi ved godt, at det er usundt at drikke for meget. Den gode nyhed er, at der ofte er hurtig gevinst i form af et bedre helbred, hvis man skærer ned på eller helt stopper alkoholindtaget. Nogle af fordelene ved at stoppe med eller skære ned på rødvinen, de kulørte cocktails eller øllene viser sig omgående. Her kan du se, hvor hurtigt udvalgte sygdomme, skader og skavanker knyttet til et stort alkoholforbrug forsvinder eller forbedres, hvis man holder op med at drikke:

  • Søvnforstyrrelser pga. for meget alkohol aftager, men kan nogle gange blive lidt værre i de første måneder, inden de forsvinder.

  • Immunforsvaret har det bedre allerede efter 2 ugers afholdenhed. Hvis man kun har drukket en enkelt aften, kan det gå endnu hurtigere. Efter længerevarende alkoholforbrug kan der gå et par måneder, før immunforsvaret fungerer normalt.

  • Stress: Kroppens stressberedskab bliver normalt 1-4 uger efter ophør.

  • Snigende knogleskørhed : Forandringerne i knoglemetabolismen bliver normale, når man går fra et længerevarende, stort alkoholforbrug til afholdenhed.

  • For højt blodtryk og øget risiko for hjerneblødning: Blodets koagulationsevne og blodtrykket er tilbage på normalt niveau 1-2 uger efter, man er stoppet med at drikke.

  • Alkoholrelateret demens : Tilstanden bliver delvis bedre efter længere tid, men allerede efter 6-7 uger sker der en vis forbedring af hukommelse og koncentrationsevne.

  • Hjertet: Alkohol kan påvirke hjertet på flere måder: Nedsat pumpefunktion er en risiko ved højt, dagligt forbrug. Hjertefunktionen får det helt eller delvist bedre efter 1-3 måneders afholdenhed i disse tilfælde. Uregelmæssighed i hjerterytmen kan både opstå efter en enkelt lejlighed med højt alkoholindtag og ved periodevis eller vedvarende stort alkoholforbrug. Efter 4 uger uden alkohol er risikoen for rytmeforstyrrelser i hjertet blevet væsentlig mindre.

  • Halsbrand og irritation af mavesækkens slimhinde: Forsvinder hurtigt, når man stopper med at drikke.

  • Diarré pga. for meget alkohol forsvinder oftest efter få dage, forudsat at man spiser fornuftigt.

  • Fedtlever pga. alkohol er i de fleste tilfælde en godartet tilstand, som forsvinder helt ved ophør.

  • Kræft: Der er en sammenhæng mellem alkoholforbrug og risikoen for at udvikle kræft i mundhule, svælg, spiserør og øvre del af mavesækken. Desuden er brystkræft, primær levercancer og kræft i bugspytkirtlen hyppigere ved højt alkoholforbrug. Prognosen for kræft i mund og svælg er bedre, hvis man stopper med at drikke. Hvis der er behov for kirurgisk behandling, forbedres forløbet.

  • Blodet: Både et enkeltstående, periodevist og vedvarende stort alkoholforbrug virker forgiftende på de bloddannende organer. Selvom man stopper med at drikke, kan der gå noget tid, før de nydannede, røde blodlegemer bliver frigivet til blodcirkulationen og bytter plads med de "alkohol-påvirkede" celler. Anderledes med produktionen af blodplader, der ret hurtigt bliver normal.

  • Hvis du skal opereres: Der er klar sammenhæng mellem et stort forbrug af alkohol og komplikationer efter kirurgiske indgreb. Det er påvist, at personer, der drikker over fire genstande om dagen, har langt flere komplikationer end personer, der holder sig under de anbefalede genstandsgrænser. Personer, der drikker meget alkohol, har desuden meget længere indlæggelsestid end dem, der holder sig under genstandsgrænserne.

    Jo mere du drikker, jo højere risiko:At drikke for meget har tilknytning til i alt 60 forskellige sygdomme. Herunder finder man sinds- og adfærdsmæssige lidelser, mave-tarm-lidelser, kræftsygdomme, hjerte-karsygdomme, problemer med immunsystemet, lungesygdomme, muskel- og skeletsygdomme og forplantningsmæssige lidelser. Risikoen for skader og sygdomme forbundet med alkohol er afhængig af en række ting: Hvor meget man drikker, hvor ofte, og hvor meget man drikker ved hver lejlighed. Man kan generelt sige, at jo mere man drikker, både regelmæssigt og ved en enkelt lejlighed, jo større er risikoen. Til gengæld vil næsten alle skadetyper blive mindre eller forsvinde ved at sænke alkoholforbruget. Det er individuelt, hvor langvarigt og hvor stort alkoholforbruget skal være, før der opstår skader.

    Alkohol og gravide:Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man undgår alkohol, hvis man er gravid eller planlægger at blive det, da selv små mængder alkohol kan være skadeligt for fostret.

    Alkohol og kroniske sygdomme:Visse kroniske, alkoholrelaterede sygdomme afhænger af, hvor meget alkohol, man har drukket igennem livet. Her kan man nedsætte, men ikke helt fjerne, risikoen ved at stoppe med at drikke alkohol. På den anden side viser undersøgelser, at et nedsat alkoholforbrug i befolkningen er forbundet med hurtige fald i kroniske sygdomme og dødsfald på grund af skrumpelever. Ved skrumpelever og depression, vil det at stoppe eller holde igen med at drikke medføre forbedringer for helbredet. Undersøgelser viser, at mange depressive symptomer forbedres markant inden for dage eller uger med afholdenhed.

Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om alkohol:

  • Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred.

  • Drik ikke alkohol for din sundheds skyld.

  • Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 10 genstande om ugen.

  • Stop før 4 genstande ved samme lejlighed.

  • Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld.

  • Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol.

*Kilder: Sundhedsstyrelsen.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.