Lyst til sex efter depression?

Spørgsmål

Hej NetDoktor.

Jeg har en dejlig kone, men hun har bøvlet meget med depression, og hun har fået en masse forskellig medicin for det. Den sidste slags hun fik slog alt hvad der hedder sexlyst ihjel i hende.

Vi har prøvet nogle gange men hun bliver ikke våd og bliver slet ikke tændt mere, så bliver hun bare ked af det i stedet for, det er meget ubehageligt for mig for jeg føler lidt at jeg har forgrebet mig på hende når hun græder efter vi har prøvet, så det er gået ret meget i stå.

Vi har prøvet mange forskellige ting efterhånden men der er ikke noget der virker. Det er som om hun er bange for at blive ked af det igen, så hun vil slet ikke prøve mere? Jeg har spurgt mange gange om jeg ikke bare må prøve at være lidt intim med hende igen, som at kysse hende over det hele eller massere hende uden at det skal føre til sex, men det kan hun ikke siger hun, hun kan ikke have at jeg kommer for tæt på?

Er der slet ikke noget vi kan gøre for at hun får lysten tilbage til mig igen, det sidste sted vi var sagde de at det godt kunne tage lang tid før det ville gå over? Men jeg synes der er gået meget lang tid nu, Vi har ikke haft rigtig sex i over et år nu og det er snart 2 år siden hun blev helt medicin fri. Hun kan sagtens give mig et handjob men det gør ikke noget for hende.

Vi elsker hinanden og der er slet ikke nogle problemer i vores forhold udover det.

Men jeg vil jo selvfølgelig gerne have sex med min kone igen. Jeg vil bare meget gerne vide om der er noget jeg kan gøre for at hjælpe hende med at få lysten tilbage igen uden at presse hende?

Det er meget frustrerende at gå og have vildt meget lyst til sin partner men at det ikke bliver gengældt.

Håber i kan hjælpe mig lidt.

Mvh Jonas

Dreng/mand, 29 år, 175 cm, 86 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære Jonas:

Tak for din mail i hvilken du fortæller om vanskeligheder som du og din hustru har, efter at hun har været i behandling med medicin, der lagde en dæmper på sexlivet. Det er vanskeligt for jer, at få genetableret et sexliv selvom din hustru er ude af behandlingen selvom I elsker hinanden.

Som du sikkert ved, så har en del psykofarmaka seksuelle bivirkninger. Bivirkningerne plejer at forsvinde, når man trapper ud af behandlingen. Nogen gange kan det dog gå således, at medicinen (og den sygdom man får medicin for - f.eks depression) helt slukker både lysten og evnen til sex. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt, at man bevarer intimiteten - altså også selvom det ikke fører til sex. Det betyder, at man skal blive ved med at ligge lidt i ske inden man falder i søvn om aftenen, man kan putte lidt på sofaen lørdag aften foran fjernsynet, man skal huske at kramme hinanden dagligt og gå hen og kysse sin partner i nakken når han/hun står foran køkkenvasken og skræller kartofler o.lign. Det lyder dog som om I er ude over det punkt.

Jeg vil foreslå, at I bestiller bogen "Få mere lyst" af speciallæge Jesper Bay-Hansen og læser den - gerne sammen. Altimens I læser den, så skal I øve jer på at genopbygge intimiteten på den måde, jeg har beskrevet ovenfor. Det er nok lidt vanskeligt for din hustru, da hun ikke har lyst til det og har det svært ved, at du kommer for tæt på, men husk på, at I skal øve jer - ikke fordi hun har lyst, men fordi det er en måde at finde hinanden på igen og en måde for hende at udholde at du kommer tæt på igen, og forhåbentligt på lidt længere sigt få lyst til at du kommer tæt på igen for endeligt at få lyst til sex igen.

Udfordringen for dig bliver så nok at begrænse det til intimitet uden sex - når du har lyst til hende, ja, så er det jo forventeligt, at du får lyst til sex hvis I skal prøve at ligge lidt i ske, men her skal du så holde igen og endelig ikke presse på. Men altså: Læs bogen og tal om den og øv jer på at finde hinanden igen og på at finde intimiteten igen - og tal så endeligt om, hvordan det går. Aftal evt et "stop-ord". Det giver din hustru mulighed for at sige kategorisk fra, hvis hun synes, at det hele bliver for meget.

Rigtig god fornøjelse og held og lykke med øvelserne og læsningen.

Mvh

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri.

Sidst opdateret: 13.09.2018