Hvad gør man med hæmorider?

Spørgsmål

Hej Netdoktor

Jeg skriver til jer fordi jeg godt kunne tænke mig svar på et par ting. Var ved lægevagten pga. af smerter i endetarmen. Lægevagten undersøgte mig, men valgte at sende mig videre til akut modtagelsen pga. to store udvendige hæmorider, med en del blod!

Jeg kom over på akut modtagelsen og blev tjekket af to forskellige læger. De sagde begge det er to store udvendige hæmorider, de prøver at skubbe dem op , dog uden held. Bliver sendt hjem med svaret at det nok skal gå i sig selv. Kan dette være rigtig ?

Sidder på 3 dagen nu med vildsomme smerter, fortsatte blødninger og meget meget lidt søvn pga smerter. Det er mildest talt ulideligt. Hvad kan man stille op med sådan nogle hæmorider ?

Med venlig hilsen

En Spørger

Dreng/mand, 33 år, 183 cm, 97 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære Spørger

Ved akutte hæmorider, med smerter og blødning, er der ofte et koagel inde i hæmoriden, der spænder den ud. Man kan her foretage en lille operation i lokalbedøvelse og tømme koaglet ud, der vil lette smerterne.

Det er muligt at det udfaldne vil trække sig tilbage over nogle uger. Her er det samtidigt vigtigt, at man holder sin afføring blød med rigelig at drikke, fiberholdig kost dvs. mange grønsager og rugbrød evt. et afføringsmiddel, hvis man har tendens til hård mave eller forstoppelse.

Så bør du undersøges af en speciallæge (kirurg) i mave-tarmsygdomme, med en kikkertundersøgelse, for at fastslå den samlede situation med hæmorider og for at udelukke andre sygdomme i den nedre del af tyktarmen.

Hvis der fortsat er hæmorider, der hænger uden for tarmen, komme man ikke uden om en operation, for at blive dem kvit. Der er flere moderne metoder, som gør, at man rimelig hurtigt kan komme igennem det https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/kirurgisk_behandling_haemorider.htm

Venlig hilsen

Dennis Raahave, dr.med., ph.d.

Speciallæge i kirurgiske mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 04.05.2020