Hvilke operationstyper findes der?
Der findes fire operationstyper til behandling af hæmorider. Valg af operationstype afhænger af sværhedsgraden (se boksen til højre).
Fire sværhedsgrader:
Grad 1:Hæmoriderne sidder indvendig, og giver blødning.
Grad 2:Hæmoriderne falder ud ved afføring, og glider tilbage af sig selv igen.
Grad 3:Hæmoriderne glider ikke mere tilbage efter afføring, men kan skubbes på plads.
Grad 4:Hæmoriderne hænger altid udenfor endetarmsåbningen, og der kan komme sår på den.
Hæmorider af grad 1 og 2 kan ofte klares ambulant hos en speciallæge med den såkaldte ’elastikmetode’.
Hæmorider af grad 3 og 4 kan kun behandles effektivt ved en af de tre operationstyper, Stapler-metoden, THD-operation eller åben operation, som foregår på et hospital, offentligt eller privat.
Hvis der er kommet svære hæmorider efter en graviditet og fødsel, kan man lade gå et stykke tid, inden eventuel stillingtagen til en operation.
Elastikmetoden
Ved hjælp af et særligt apparat skydes et stramt gummibånd ind over hæmoriderne til deres rod. Derved standses blodfylden i hæmoriderne, som visner og falder af efter to til fire dage. Behandlingen medfører sædvanligvis kun lidt ubehag og sjældent smerter og skal gentages med nogle ugers mellemrum, for at alle hæmorider kan blive fjernet ad denne vej. Der kan være lidt smerter efter behandlingen.
Stapler-metoden
En relativt ny type operation, som kaldes ’stapler-metoden’ tilbydes i dag i de fleste regioner. Denne type operation efterlader ingen åbne sår, giver færre smerter og et kortere helingsforløb. Metoden består i at sætte det udfaldne hæmoridevæv på plads igen, så den normale endetarmsåbning genskabes. Det gøres ved at anvende et specielt instrument, en såkaldt ’stapler’. Instrumentet udskærer et slimhindebånd lidt oppe i endetarmen, og det udfaldne væv med hæmoriderne hejses på plads. Samtidig afskæres en del af blodforsyningen, hvorved hæmoriderne falder sammen. Der efterlades en indvendig ring af små titatinum-klips, som udstødes i løbet af måneder, uden at man mærker noget. Af den årsag frarådes analsex i denne periode. Man kan passere security-control i lufthavne uden problemer.
I en del tilfælde vil det dog samtidig være nødvendigt at fjerne overskydende, fortykket hud eller hudlapper (manisker), hvorfor der her vil være mindre sår.
Den nye type operation kan foregå enten efter rygmarvsbedøvelse eller fuld bedøvelse. Ofte varer operationen ikke mere end et cirka et kvarter og man kan tage hjem samme dag.
Langt de fleste tilfælde af hæmorider vil være velegnet til denne type operation, der nu har været anvendt i en længere årrække og er veldokumenteret. I få (svære) tilfælde kan det være nødvendigt at gentage operationen senere, for at opnå et endeligt godt resultat, der holder i fremtiden.
THD-operation (Transanal Hæmoride De-arterilisation)
Ved denne operation benyttes en ultralydssonde til at lokalisere de indvendige pulsårer til hæmoriderne, som herefter afsnøres, hvorved hæmoriderne vil skrumpe. Hvis der samtidig foreligger en løs slimhinde vil denne blive syet op, så et udfald gennem anus ikke mere vil være mulig.
Åben operation
Her fjernes hæmoriderne sammen med den overskydende hud/slimhinde, enten i lokal-, eller rygmarvsbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Operationen medfører flere smerter end stapler-metoden, og det tager 4-6 uger, før sårene er helede.
Antallet af hæmoride-operationer var i 2011: Kvinder 2545, Mænd 2883. Det er ikke lige muligt at sige noget om, hvorledes operationerne fordeler sig på de enkelte typer af stapler, THD og åbne operationer.
Efter operationen
Ved ’stapler- og ved THD-operationen kan man som regel tage hjem samme dag, som operationen er udført. Det anbefales, at man tager smertestillende medicin (gigtmedicin og panodil) systematisk i de første fem dage for at undgå smerter ved afføring. Derudover er det vigtigt at undgå træg mave. Det gøres ved at røre sig, drikke rigeligt, spise meget frugt og grønt samt eventuelt supplere med et fiberprodukt.
Hvis man er blevet opereret med den gamle metode, vil der være åbne sår ved endetarmen i 4-6 uger bagefter. Der vil her være behov for smertestillende medicin og i længere tid, samtidig med, at man skal holde sårene rene med vand (bruser efter afføring). Der vil være et længere sygefravær. Uanset, om man er blevet opereret med den ene eller anden metode, kan resultatet først endeligt afgøres cirka tre måneder efter operationen.
Hvad er risikoen ved operation?
Ved alle typer operation kan man bløde lidt fra endetarmen de første dage oftest i forbindelse med afføring. Hvis blødningen tager til, bør man søge læge. De første måneder kan man desuden opleve, at det skal gå hurtigere end normalt fra trangen til afføring melder sig og til at man kan komme på toilettet. Nogle har også tendens til hyppigere afføring. Begge disse ting aftager med tiden.
Selv om man holder sårene rene med daglige sæde/-brusebade, vil de blive lidt inficerede, men det stimulerer faktisk sårhelingen, og kræver sædvanligvis ikke antibiotika.
Andre risici er forsnævring svarende til den indvendige sammen-hæftning eller en lækage her, som vil kræve en ny kirurgisk behandling. Forsnævring af selve endetarmsåbningen eller utæthed synes især at forekomme efter den åbne operation, der dog anvendes mere og mere sjældent.
Symptomer og årsager til hæmorider
Læs mere om SYMPTOMER, ÅRSAGER OG BEHANDLING AF LETTE TILFÆLDE AF HÆMORIDER her