Kære Netdoktor,
Jeg skriver i vildrede til jer, da jeg hele mit liv har forsøgt at finde svar på, hvad der giver mig så pokkers mange problemer. Jeg har forsøgt mig et utal af gange hos min egen læge, men det har aldrig givet pote.
Jeg har maveproblemer. Det mest hyppige symptom jeg oplever er svovlbøvser (''æggebøvser'') - dette oplever jeg ca 1-2 gange om ugen (med varighed af 1-2 dage pr gang). Bøvserne kommer ukontrolleret og er meget generende, da de er svære at holde tilbage. De har en meget stærk lugt, som kan lugtes i et helt klasselokale. Af og til kommer der også mavesyre op i spiserøret, men det er nu sjældent. Når jeg har disse bøvser, har jeg desuden ekstremt meget luft i maven.
Et symptom, der ofte ledsager bøvserne er tynd mave. I sjældne tilfælde har jeg desuden besvær ved at komme på toilettet, hvor jeg vil opleve koldsved, svimmelhed og utilpashed.
Jeg har gjort mig disse iagttagelser gennem årene; - Spiser jeg slik eller drikker alkohol (dog ikke engang i store mængder) har jeg hang til disse maveproblemer. - Det følger indimellem min cyklus ret præcist, så jeg får disse problemer, når jeg har menstruation. Dette er dog ikke hver gang og måske blot indbildning.
Det plager mig meget (!!!) i det daglige, og jeg håber derfor, at det kan ringe en klokke hos jer. Jeg er blevet testet for gluten- og nøddeintolerance. Jeg tager p-piller, men havde allerede disse problemer lang tid før jeg startede på dem. Jeg har fået Lanzoprazol mod mavesyre/mavesår; Dette har hjulpet på syreopstødene, men ikke på svovlbøvserne, som faktisk er mit største problem..
Med ønsket om en god dag glæder jeg mig til at høre fra jer.
Venlig hilsen
En spørger
Pige/kvinde, 21 år, 164 cm, 60 Kg
Kære spørger
Æggebøvser har en pendant i den anden ende, nemlig som æggehørmere. Så er vi nemlig på rette spor. Du har tendens til luft i maven, tynde afføringer, men også til tider besværet afføring. Det peger alt sammen på en forstyrrelse i tyktarmens funktion i form af en forstoppelse. Det skal forstås på den måde, at du har en tendens til, at der ofte er for meget afføring i tyktarmen (skjult forstoppelse). Det kan vises med en kombineret bestemmelse af transittiden og selve afføringsophobningen.
Har man for meget afføring i tyktarmen, udvikler bakterierne mange luftarter, heriblandt også svovlholdige, som via blodbanen når til lungerne og udåndes. Afføringen kan også komme over i tyndtarmen og noget af lugten (og måske bakterierne) brede sig opefter. Mavesækken vil tømme sig dårligt og bøvseri kan blive resultatet.
Behandlingen er, at få tyktarmen til at stå mindre stille for at undgå ophobningen af afføring i store mængder.
Kosten skal være fiberrig-fedtfattig (officielle kostråd), der skal drikkes hver time i dagens løb, og motion i større mængder er nødvendig. I en overgangsfase kan det blive nødvendigt med enten peristaltikfremmende medicin (recept) eller milde afføringsmidler, f.eks. Magnesia.
Tag denne forklaring med til din læge næste gang.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
dr.med, ph.d.
Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme
Sidst opdateret: 08.06.2018