Kære Netdoktor..!
Jeg har ondt i brystet når jeg synker. Ikke ved synkning af spyt og mundvand men, ved mad og drikke.
Det føles som om, at maden ikke kommer det rigtige sted hen og trykker i brystet. Lidt den samme trykken for brystet som ved en blodprop, bare meget mildere og kun ved indtag af mad og drikke.
Smerten har været tiltagende de sidste par uger, men slet ikke uudholdelig. Jeg har aldrig døjet med sure opstød og dårlig ånde, men har haft det, mens dette har stået på. Jeg har prøver håndkøbsmedicin mod mavesyre, uden succes.
Jeg er overhovedet ikke bekymret mht. til mit hjerte. Det er mere centralt i brystkassen. Jeg har ingen rygsmerter, mavesmerter el muskel/ledsmerter overhovedet.
Jeg ryger 20 cigaretter om ugen, men er ellers i okay form. Håber i kan hjælpe og spare mig for et unødvendigt lægebesøg.
Med venlige hilsner.
En spørger
Dreng/mand, 47 år, 200 cm, 90 Kg
Kære spørger
I den senere tid har du haft ondt midt i brystkassen og en fornemmelse af, at maden ikke kan komme ordentlig forbi. Samtidig har du haft sure opstød og dårlig ånde. Det i sig selv tyder meget på, at der kunne være en passagehindring i den nederste del af spiserøret.
Hvis mavesyren igennem længere tid kommer op i spiserøret, vil der komme en betændelse (spiserørskatar), der kan medføre ardannelse og dermed en forsnævring.
Den dårlige ånde kan stamme fra tarmen, der måske står for meget stille (forstoppelse), hvad der igen kan påvirke mavesækken, så der kommer syre op i spiserøret. Den medicin du tager, kan give forstoppelse.
Der bør straks foretages en kikkerundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi) for at blive helt klar over diagnosen. Oftest vil der herefter blive tale om medicinsk behandling med såkaldt mavesårsmedicin. I sværere tilfælde kan det samtidig være nødvendigt at foretage en udblokning af forsnævringen.
Hvis der også er forstoppelse med i billedet, må man tjekke, om man får fibre nok i kosten (grønsager, rugbrød) og eventuelt supplere med et afføringsmiddel.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
dr.med., ph.d.
Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme.
Sidst opdateret: 18.01.2018