Kære Netdoktor
Jeg er en 18 år gammel pige, der for tre år siden led af en spiseforstyrrelse, som jeg blev behandlet for og jeg fik det meget bedre.
Nu er der dog sket det, i løbet af den sidste måneds tid, at jeg næsten automatisk er holdt op med at spise igen og jeg kaster også op hvis jeg spiser et normalt malted mad. ( som var det jeg led af) .
Jeg føler mig konstant fuld i maven, som om jeg har spist et kæmpe måltid, selvom jeg ikke spiser noget. Når jeg kommer i kontakt med mad har jeg lyst til at græde og jeg føler håbløshed.
I dag var jeg for eksempel ude at spise. Jeg spiste halvdelen af, hvad der var på tallerkenen, men bagefter følte jeg mig så enormt mæt og håbløs, at jeg gik ud og kastede op. Da jeg kom tilbage til min plads kunne jeg ikke se på den resterende mad på tallerkenen uden at få tårer i øjnene.
Min mor har altid sagt at jeg spiser for lidt, men når jeg prøver at spise normalt hader jeg fornemmelsen af at føle mig mæt. Jeg har længe gået og troet, at jeg var blevet syg indtil jeg igår fandt ud af at det er psykisk.
Hvordan får jeg et normalt forhold til mad og det “at spise” igen?
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Tak for din mail, i hvilken du fortæller, at du tidligere har lidt af spiseforstyrrelse og, at symptomerne nu er ved at komme igen, idet du føler dig konstant fuld i maven og, at mad giver dig en følelse af håbløshed samt at du kaster op efter at have spist.
Jeg kan forstå, at det nu har varet en måned og du beder derfor om hjælp. Jeg tror, at du har ret i, at din spiseforstyrrelse er ved at komme igen. Du kan læse lidt mere om spiseforstyrrelser her.
Man skelner klassisk mellem anorexi og bulimi når man taler om spiseforstyrrelser. I begge tilfælde kan patienterne kaste op. Mennesker med anorexi vil typisk mene, at de selv er overvægtige og for tykke uanset hvor tynde, ja sommetider afmagrede, de er. Det fremgår ikke af din mail, hvilke tanker du har om dig selv, din krop og din egen vægt.
Jeg lægger mærke til, at du oplyser, at du havde et godt behandlingsforløb for tre år siden og kom af med din spiseforstyrrelse. Det betyder altså, at behandling virker, så jeg synes, at du skal søge behandling, så du kan få det godt igen og komme til at spise normalt igen uden at skulle føle, at det hele er håbløst eller have tårer i øjnene.
Med venlig hilsen og velbekomme
Hans Mørch
Speciallæge i psykiatri.
Sidst opdateret: 14.11.2016