Spørgsmål:
Jeg er en pige på 13 år, og jeg tror, jeg har fået skedesvamp. Det klør og svier, og det svier også nogle gange, når jeg tisser. Jeg ved ikke, hvad årsagen er, da jeg stadig er jomfru. Har læst lidt på nettet, og der står, at man skal gå til lægen, men jeg synes, det er ultrapinligt at sige det til min mor.
Svar:
Svamp i skeden er forårsaget af candidasvampen. Den har vi alle normalt dybt i skeden. Når surhedsgraden i skeden ændres, vil svampen have et gunstigt miljø at formere sig i og så får man skedesvampsinfektion.
Surhedsgraden i skeden kan ændres pga. mange forskellige årsager, og om du er jomfru eller ej har ingen betydning. Årsagerne kan blandt andet være stramt siddende tøj, brug af almindelig sæbe og menstruation.
Tegn på skedesvamp kan være et hvidt, grynet og lugtfrit udflåd. Mængden af udflåd behøver ikke at være større end normalt. Har infektionen bredt sig til skedeåbningen, giver den rødme, svie og smerte ved berøring samt hævede kønslæber. Det kunne godt tyde på at du har skedesvamp og det er ikke noget, du behøver at være flov over. Behandlingen er håndkøbsmedicin, men det er vigtigt at en læge stiller diagnosen første gang, så jeg synes du skal tage til lægen.
Venlig hilsen
Alexandra Gheorghe, læge.