Spørgsmål:
Jeg har altid været en spinkel pige og er det stadig væk, men her på det sidste har jeg haft meget oppustet mave. Det er hele dagen, også selvom det er flere timer siden, jeg sidst har spist noget. Det er rigtig træls, og jeg føler mig altså ikke specielt køn. Jeg har lavet mavebøjninger hver morgen og, når jeg husker det, også om eftermiddagen, når jeg kommer hjem. Jeg ser faktisk lidt gravid ud, og jeg kan ikke bruge særlig meget af mit tøj, fordi det helst skal pose lidt, så man ikke ser, at min mave er så stor. Har du et bud på, hvad det kan være, og nogle tips til at få det væk igen?
Svar:
Oppustet mave skyldes luft i tarmene. Jeg vil give dig nogle tips til, hvordan du undgår dette.
For få fibre og for lidt fysisk aktivitet kan føre til forstoppelse. Sørg derfor for at spise rigeligt med frugt, grøntsager, nødder og fuldkornsprodukter. Drik derudover seks-otte glas væske om dagen og forsøg at være fysisk aktiv. Udeluk hvedeallergi eller lactoseintolerans. Spis ikke for hurtigt. Når man spiser for hurtigt og ikke tygger maden godt nok, kan man komme til at sluge luft, hvilket fører til oppustethed. Et måltid bør vare mindst 30 minutter. Undersøgelser har desuden vist, at hvis man spiser langsomt, kan man også ende med at spise mindre.
Hold igen med kulsyreholdige drikkevarer. Brusen i kulsyreholdige drikkevarer kan få luft til at blive fanget i maven. Drik i stedet vand med citron, lime eller agurk eller prøv pebermynte-te, som kan være med til at formindske oppustetheden. Hold igen med tyggegummi. At tygge tyggegummi kan føre til, at man sluger luft og dermed får oppustet mave. Pas også på sukkerfrie produkter. Eksperter anbefaler, at man ikke får mere end to-tre portioner af kunstigt sødede madvarer eller drikkevarer om dagen.
Held og lykke med det.
Venlig hilsen
Alexandra Gheorghe, læge.