14-årig: Får jeg nogensinde min menstruation?

Spørgsmål:

Jeg er en pige, som lige er fyldt 14 år og er cirka 169 cm høj. Det skal siges, at jeg er sat til at blive høj. Men jeg er meget bekymret for, om jeg nogensinde får menstruation. Jeg har hår forneden og udflåd, som jeg har haft meget lang tid nu, mine bryster er meget små, men gør ondt, hvis der kommer et slag på dem, og jeg er lige begyndt at få hår under armene. Lige nu sidder jeg bare og venter på, at jeg får det. Mit spørgsmål er, om der er noget galt med min krop.

Svar: 

Alt det, du skriver, er fuldstændig normalt. Du udvikler dig helt normalt og der er ikke noget galt med din krop. Nogle kan næsten ikke vente og tror, at de må være de sidste i verden, som får menstruation. I Danmark får piger deres første menstruation, når de er mellem 9 og 18 år. Det er normalt at få menstruation for første gang fra et til et og et halvt år efter, at dine bryster er begyndt at udvikle sig. Det, du beskriver om dine bryster, er et tegn på, at de er ved at udvikles. Det er meget normalt at de er følsomme under deres udvikling. Så det, at det gør ondt, når du får et slag på dem, er helt normalt. Du skriver, at du er sat til at blive høj. De fleste har opnået omtrent den højde, de kommer til at have som voksne. Du skriver ikke noget om din vægt, men den går jeg ud fra er helt normal. Du skal have lidt mere tålmodighed. Din menstruation skal nok komme. 

Venlig hilsen

Alexandra Gheorghe, læge.

Sidst opdateret: 27.07.2016