OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg er en kvinde på 28, og jeg har for 2 år siden afsluttet en kemobehandling for Hodgkins sygdom. Så hørte jeg i TV, at kvinder, der har fået kemo, har sværere ved at blive gravid, er det rigtigt?
PS. Min sygdom sad i bryst og halsregionen, hvorved jeg også fik strålebehandling i dette område.
Det er rigtigt, at kvinder der har fået kemoterapi eller strålebehandling for cancer i teorien har sværere ved at blive gravide end inden behandlingen. Det er derimod bestemt ikke rigtigt, at det er umuligt.
Hvis du har regelmæssige menstruationer, er der ikke grund til at tro, at behandlingen har skadet dine æggestokke. Dermed er dine muligheder for at blive gravid næppe ringere end tidligere. Du kan udmærket blive nærmere undersøgt med hormonstatus, men et regelmæssigt menstruationsmønster er et godt bevis for, at dine æggestokke fungerer upåklageligt.
Med venlig hilsen
Niels Lund, speciallæge i gynækologi og obstetrik
Sidst opdateret: 26.06.2000