Jeg har et fibrom på livmoderen - skal jeg have livmoderen fjernet?

Spørgsmål:

Jeg er en kvinde på 34, der har været på sygehuset og blevet scannet og jeg har en stor fibrom ca. 8-6 cm forrest på min livmoder. Hvad er et fibrom og hvordan kommer det, kan jeg undgå at få fjernet livmoderen, når det er så stort og gør ondt? Er der andre behandlingsmetoder end operation? Hvad kan jeg selv gøre? På hospitalet havde de ingen foldere om fibromer og henviste mig til netdoktoren, da jeg ikke kan tage stilling til om jeg vil have fjernet livmoderen i så ung en alder. Hvad er konsekvensen af ikke at have en livmoder?

Svar:

Et fibrom på livmoderen kaldes også en muskelknude. Det er en fuldstændig godartet dannelse (svulst), som hver tredje kvinde over 35 år i Danmark vil få, nogle store, nogle mindre. Man kan have et eller fibromer på livmoderen. Knuden består af muskelvæv fra livmodervæggen, som danner runde faste knuder, som – hvis man efter fjernelse skærer dem over – ligner løg med muskelfibrene liggende i spiralform. Muskelknuder opstår kun i den periode, hvor kvinden danne østrogen det vil sige før overgangsalderen og skrumper og forsvinder efter overgangsalderen (som i gennemsnut indtræden, når kvinden er 52 år). Masser af kvinder mærker ikke noget til muskelknuderne, men hvis de er store og trykker på blære og/eller tarm kan de give mange smerter og besvær med at tømme blæren og/eller tarmen. De giver også hyppigt meget kraftige menstruationer og menstruationssmerter. Man ved ikke, hvorfor de opstår. Der er en arvelig komponent, og sorte kvinder har f.eks. mange flere og meget større muskelknuder end hvide og asiater har færre. Man kan behandle muskelknuderne med medicin. Det er ret nyt, og behandlingen strækker sig over 3 til 9 måneder og er dyr. Den mest brugte behandling er operation, oftest med fjernelse af livmoderen. Så ophører blødning, tryksymptomer og smerter, og æggestokkene fortsætter med at virke, så man får ikke symptomer på overgangsalder med hede- og svedeture. Så den eneste konsekvens som ung er, at det ikke længere er muligt at får børn. Hvis man ønsker at beholde sin livmoder, for f.eks. at få børn, kan man forsøge at fjerne muskelknuden eller- knuderne og lade livmoderen sidde. Ved sådan en operation kan man risikere at være nødt til at fjerne hele livmoderen, hvis det bløder for meget fra det sted, muskelknuden har siddet.

Charlotte Wilken-Jensen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 10.08.2015