OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan man leve uden galdeblære?

Spørgsmål:

Min steddatter er netop blevet kikkertopereret for galdesten - det gik fint. Men hun fik efterfølgende at vide, at lægerne mente det var bedst også at tage selve galdeblæren.

Bortset fra selve indgrebet, hvad betyder det at få fjernet dette organ ?

Det har vel en (vigtig) funktion?

Kan de oplyse mig om hvilke konsekvenser det har at skulle leve uden galdeblære?

med venlig hilsen

Verner Stein

Svar:

Galdeblæren modtager galden fra leveren og fungerer således først og fremmest som galdedepot.

Endvidere koncentrerer galdeblæren galden ved at fjerne en del vand fra galden.

Endelig er galdeblæren ansvarlig for at udtømme sit indhold af koncentreret galde ud i tolvfingertarmen i forbindelse med et måltid (især ved et fedtrigt måltid), hvor galden er vigtig til fordøjelse af måltidet.

Der er heldigvis utrolig få følger efter fjernelsen af galdeblæren.

Nogle ganske få procent af patienterne som får fjernet galdeblæren får gener i form af smerter som kan ligne de galdestenssmerter man havde tidligere.

Ligeledes kan der være forskellige fordøjelsesmæssige gener i form af kvalme, opkastninger og afføringsændringer.

Det må dog understreges, at gener som anført ovenfor kan sættes i forbindelse med andre lidelser i galdegang, mavesæk, tarm, bugspytkirtel m.v. og bør altid undersøges nærmere før man konkluderer, at det er følger efter fjernelsen af galdeblæren.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 13.12.2000