OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Er operation mod galdesten det rigtige?

Spørgsmål:

Jeg er scannet og har fået konstateret en stor galdesten. Operation er anbefalet - selvom jeg kun har haft 5 stor og 9 små anfald på 3 måneder.

Er operation her og nu det mest rigtige? Hvorledes vil denne operation normalt foregå? Hvor lang rekreationstid, forventes normalt efter sådan en operation?

Hvilke konsekvenser er der ved ikke at blive opereret nu? Hvilke bivirkninger er der ved at leve uden en galdeblære?

På forhånd tak.

Svar:

Du har fået påvist en stor galdesten i galdeblæren og har haft mange galdestensanfald indenfor de sidste 3 måneder. I dit tilfælde ville jeg anbefale fjernelse af galdeblæren med stenen.

Et galdestensanfald er typisk præget af smerter under højre ribbensrand ofte i forbindelse med et måltid, endvidere kvalme evt. opkastninger. Smerterne opstår formentlig p.g.a. sammentrækning af galdeblæren (ved måltidet), hvorved stenen kommer i ”klemme”. Komplikationer til en galdesten er galdeblærebetændelse, som kan spredes til omkringliggende bughuleorganer og evt. efterladende sig arvæv omkring

galdeblæren som senere i øvrigt kan vanskeliggøre en operation. Selve operationen foregår i dag i overvejende grad som en ”kikkertoperation” (laparoscopi), hvor der blot anlægges nogle få små ”huller” i bugvæggen, hvorigennem kikkerten og instrumenterne kan styres således, at man kan

fjerne galdeblæren med stenindhold. Operationen foregår i lokal bedøvelse og man er efter få dage udskrevet (nogle gange samme dag), og afhængigt af ens arbejde er man tilbage efter ganske få uger.

Såfremt man skal opereres efter den ”gamle” metode er det et væsentligt større indgreb med længere indlæggelses- og rekonvalscenstid. Langt de fleste der har fået fjernet galdeblæren har ingen gener på lang sigt. Ganske få procent kan få gener i form af lette smerteanfald som kan ligne tidligere galdestensanfald.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 26.02.2001