OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg har netop fået konstateret galdesten, og venter på ultralydsscanning og sandsynligvis operation. Jeg vil gøre alt for at undgå de smertefulde galdestensanfald, og mit spørgsmål går på, om jeg ved at spise/undgå at spise forskellige ting kan afhjælpe anfaldene. Jeg har hørt, at man skal undgå æg, røget kød og fisk, mælkeprodukter, men meldingerne er meget tvetydige.
Med til historien hører, at jeg siden d. 21 august har tabt mig 16 kg ved kostomlægning og motion. Så jeg spiser i forvejen meget fedtfattigt, (hvilket også skulle være en god ting!)
Håber på svar snarest, på forhånd tak.
Det er lidt synd at et stort vægttab belønnes med en galdesten, og også lidt paradoksalt. Men sådan er det: Overvægt øger risikoen for at få galdesten, og taber man sig, ja så øger det risikoen yderligere - men kun sålænge vægttabet står på. Det er mest fede og røgede fødeemner - uanset om det er fast føde eller drikke - der kan udløse anfaldene, men også for store måltider kan nok. Så det er det eneste jeg kan tilråde sålænge du venter.
Arne Astrup, Læge
Ernæring, Mad og Krop
Sidst opdateret: 18.01.2002