OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Forsvinder min neglesvamp af sig selv?

Spørgsmål:

Jeg har været hos egen læge for at forhøre mig om hvad der skulle/kunne gøres ved min neglesvamp. Han anbefalede, at jeg skulle ignorere det, da behandlingen var dyr, ikke var 100% effektiv og kunne være farlig. Skal jeg, som han siger, håbe på, at det forsvinder af sig selv eller har jeg andre muligheder?

På forhånd tak.

Svar:

Kære spørger.

Jeg forstår på din henvendelse, at du gerne vil vide: 1) om neglesvamp kan forsvinde af sig selv, 2) hvilke muligheder der er for behandling og 3) hvilke bivirkninger, der er forbundet med behandlingerne.

Hvis du ikke allerede har fået det gjort, er det første, jeg vil anbefale dig, at du ved en svampeundersøgelse får diagnosticeret, om du har neglesvamp. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Ved undersøgelsen tages et svampeskrab, og lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges efterfølgende i laboratoriet. Svar foreligger som regel indenfor 2 –3 uger

Ad 1) Kan neglesvamp forsvinde af sig selv?

Kort og godt: Nej, man anser ikke neglesvamp for at kunne forsvinde af sig selv. Erfaringerne viser tværtimod at infektionen breder sig mere og mere. Dette er dog forskelligt fra person til person.

Ad 2) Muligheder for behandling?

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Ca. 20-30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke raske efter endt behandling selv med de mest effektive lægemidler. Nyere undersøgelser tyder dog på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Men man må fortsat forvente, at heller ikke alle patienter bliver raske efter denne kombinationsbehandling.

Ad 3) Mulige bivirkninger forbundet med behandlingerne?

I henhold til Lægemiddelkataloget er der følgende potentielle bivirkninger til ovennævnte tabletbehandlinger:

TERBINAFIN:

Efter indtagelse af tabletter forekommer bivirkninger hos ca. 10%. Hyppigst ses forbigående gener fra mave-tarm kanalen i form af appetitløshed, mavesmerter, eller diarré. Kvalme ses hos ca. 5%. Hos 2-5% ses hududslæt. Sjældnere kan forekomme led- og muskelmerter, allergiske reaktioner og påvirkning af lever og knoglemarv. Forbigående smagsforstyrrelser ses hos mindre end 1%.

ITRACONAZOL:

Bivirkninger ses hos op til 10%, overvejende i form af gener fra mave-tarm kanalen. Mindre hyppigt ses hudkløe, udslæt, hovedpine, svimmelhed og træthed. Leverpåvirkning ses hos ca. 4%, og enkelte tilfælde af leverbetændelse er beskrevet under langtidsbehandling.

FLUCONAZOL:

Lette bivirkninger fra mave-tarm kanalen forekommer hos ca. 10%. Sjældnere forekommer hovedpine, leverpåvirkning og hududslæt.

Hvis du under behandlingen bemærker ovennævnte bivirkninger er det vigtigt, du kontakter din læge. Også hvis du bemærker andre symptomer og gener, skal du kontakter din læge med henblik på at afklare, om disse eventuelt kan skyldes den medicinske behandling.

Jeg vil gøre dig opmærksom på, at det endelige behandlingsvalg ikke kun afhænger af præparaternes bivirkningsprofil, men derimod af en samlet vurdering ud fra bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler. Det er derfor vigtigt, at du informerer din læge, hvis du lider af andre sygdomme eller indtager andre lægemidler, så der også kan blive taget højde for dette, når din eventuelle behandling planlægges.

I øvrigt kan jeg henvise dig til Netdoktors leksikon med information om medicin. Du kan her finde uddybende oplysninger om både terbinafin, itraconazol og fluconazol.

Sidst opdateret: 29.04.2003