Min tommelfingernegl er næsten væk

Spørgsmål:

Jeg har en tommelfingernegl, der næsten er væk i den ene side. Fingeren revner uvilkårligt. Jeg har været ved hudlæge, og det var ikke svamp.

Jeg blev spurgt om jeg havde psoriasis, det har jeg ikke. Først troede min læge det var svamp, for det ligner det meget. Jeg fik derfor noget dyrt lak, men det hjalp ikke.

Jeg arbejder med olie til daglig, kan det have nogen betydning?Jeg træner meget (trialhlon), og jeg har på fornemmelsen, at når mit imunforsvar er brudt ned så forværres problemet. Ved hudlægen fik jeg indsprøjtet et eller andet i fingeren, det hjalp heller ikke. Han kunne ikke svare på, hvad det var. Håber I kan hjælpe mig.

På forhånd tak

Svar:

Kære spørger.

Du spørger, hvad det kan skyldes at din ene tommel-fingernegl er forandret og smuldrer væk?

En af forklaringerne kan være neglesvamp, men der kan også være andre årsager end neglesvamp til at en eller flere negle ændrer udseende: Bl.a. psoriasis, eksem og andre hudsygdomme, ligesom slag, tryk, traumer, infektioner og nogle medicinske sygdomme også kan påvirke neglene.

Jeg har desværre ikke mulighed for at stille en diagnose, da det kræver at man har mulighed for at se og undersøge neglene og huden. Jeg vil derfor foreslå dig, at du kontakter til din egen læge med henblik på dette. Eventuelt kan du blive henvist til en hudlæge med henblik på en fornyet vurdering og undersøgelse.

Hvis der er mistanke om en svampeinfektion, skal du have lavet en undersøgelse for neglesvamp. Undersøgelsen udføres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.

Held og lykke.

Sidst opdateret: 15.03.2004