OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvor lang tid tager det at blive smittet?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor,

Jeg vil spørge om der er risiko for svampesporer i svømmehaller eller omklædningsrum?

Hvad lange tid tager det, før at man bliv smittet???

Med Venlig Hilsen

Sleiman

Svar:

Kære Sleiman,

Det er rigtigt, at der er en øget risiko for at blive smittet med fodsvamp, når man opholder sig i fugtige fællesrum som svømmehaller, bade- og omklædningsrum, idet der her er en særlig risiko for at blive udsat for svampesporer. I disse situationer er det en god ide at anvende badesandaler som beskyttelse mod smitte.

Du spørger, hvor lang tid det tager at blive smittet? Jeg er i tvivl, om du mener smitte med fodsvamp eller neglesvamp – så jeg prøver at svare på begge.

Svamp i tånegle er stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Fodsvamp kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. Derimod vurderes smitten ikke at gå den anden vej - fra neglesvamp til fodsvamp - og neglesvamp anses ikke for at være smitsom, bl.a. fordi infektionen oftest er lokaliseret under neglen.

Hvis man smittes med svampesporer, vil der derfor først udvikles fodsvamp, og efterfølgende måske neglesvamp. Det er vanskeligt at sætte en præcis tidsangivelse på udviklingen af fod- og neglesvamp, men jeg vurderer, at fodsvamp vil udvikles indenfor uger og neglesvamp indenfor måneder efter du eventuelt kan have været udsat for smitte.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 15.04.2004