OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg er en mand på 27 år, og i forbindelse med mit arbejde drikker jeg STORE mængder kaffe hver dag (også weekenden). Jeg drikker vel en til to kander kaffe om dagen.
I forbindelse med ferie, hvor jeg tog en "kaffepause", fik jeg nogle gevaldige hovedpiner - som stort set sengelagde mig. Hovedpinepiller hjalp ikke rigtigt. Jeg fandt dog ud af, at jeg ved blot at drikke en enkelt kop kaffe, kunne få hovedpinen til at forsvinde. Efter at have drukket én stor kop kaffe forsvinder hovedpinen inden for ½ times tid. Dette holder ca. 5-8 timers tid, hvorefter jeg må drikke endnu en kop kaffe.
Jeg vil nu vide, om det er almindeligt at få sådanne dundrende hovedpiner, når man holder igen med kaffen, og hvad jeg skal gøre for at slippe af med dem igen. Jeg har ikke lyst til at være afhængig af to-tre kopper kaffe om dagen.
I kaffe findes der koffein, som er et opkvikkende stof. Man kan ved intensivt forbrug af kaffe i længere perioder blive afhængig af dette. Når man så ikke indtager stoffet, får man abstinenssymptomer, som blandt andet kan være hovedpine, som du beskriver.
En måde at komme over dette er ved gradvist at "nedtrappe" dit forbrug over en kort periode dage/uger.
Med venlig hilsen
Bent Pedersen, speciallæge i ortopædisk kirurgi,
under uddannelse til speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 14.06.2000